Microsoft fortæller mere om licensmodellen på Xbox One

Skrevet af: Morten Skou - 7. juni 2013 - kl. 08:02
Del denne artikel:
68 0

Lige siden Microsoft løftede sløret for den kommende Xbox One, har der været meget brok omkring konsollens politik om brugte spil, nu fortæller Microsoft mere om det.

Et af de helt store kritikpunkter som Xbox-fans har frygtet, var at det ikke længere ville være muligt at bytte sine brugte spil, eller lade venner låne dem. Nu har Microsoft endelig taget bladet fra munden og fortalt om præcis hvordan dette vil fungere på Xbox One.

Det vil nok komme som en lettelse, når Microsoft fortæller at det vil være muligt at bytte / sælge disk-baserede spil til Xbox One. Det vil dog være op til den enkelte udgiver at gøre det muligt for deres spil, og det ser ud til at det kun vil være i bestemte butikker. Microsoft siger i øvrigt, at der ikke vil være noget gebyr i forbindelse med overførslen af disse spil - hverken til butikker, udgivere eller til os som forbrugere.

Muligheden for at give et spil til en af dine venner er også fortsat til stede, men igen er det kun hvis udgiveren af spillet vælger at gøre det muligt, og det gælder kun disk-baserede spil. Det vil ligeledes være gratis at give spil til en ven, men der er to krav: du kan kun give spillet til en ven der har været på din Xbox Live venneliste i over 30 dage, og spillet kan kun gives væk 1 gang. Med muligheden for at have op til 1000 venner på sin venneliste på Xbox One, så kræver det altså bare at man er lidt forudseende hvis man har tænkt sig at sælge sine spil.

En anden ret lækker ting, som der har været snak om længe - men som vi altså først får at se nu på Xbox One, er at spil fremover altid vil være tilgængelig i både en digital og en fysisk udgave på udgivelsesdagen. Det betyder at du kan vælge at købe spillet via Xbox Live - eller du kan som altid købe et fysisk eksemplar i en butik. Microsoft nævner selv, at en fysisk disk vil være en god måde til hurtigt at få installeret sine spil på.

Efter at man har installeret spillet på sin Xbox One, så vil du automatisk kunne spille spillet fra en hvilken som helst Xbox One - uden at det er nødvendigt at bruge disken. Dette skyldes at alle spil vil blive gemt direkte på din Xbox One - og i "Skyen". Så hvis du skulle have lyst til at besøge en ven og spille der, så kan du gøre det bare ved at logge ind på din profil.

Deler du din Xbox One med andre i dit hjem, så kan I alle spille alle de spil der ligger på den samme Xbox One - uden at du er logget ind med din profil. Dette ser ud til at ligne det som vi allerede kender fra Xbox 360, hvor licensen fra spillet bliver bundet til den primære konsol som det er installeret på.

Til gengæld er der endnu mere godt nyt til familier, da Microsoft har lavet en hel ny form for familiekonto, der giver op til 10 familiemedlemmer muligheden for at dele alle spillene fra samme spilbibliotek. Dette inkluderer at andre familiemedlemmer kan logge ind med deres profil på en hvilket som helst Xbox One, og spille spillet der. Om det også vil være muligt for de 10 familiemedlemmer at spille samme spil samtidig, fortæller de desværre ikke noget om i denne omgang.

Muligheden for at låne et spil midlertidigt fra en kammerat, eller leje et spil, vil ikke være muligheder der er på Xbox One platformen i starten, men Microsoft nævner at de fortsat vil kigge på nye muligheder i samarbejde med deres partnere.

Microsoft lover også, at på grund af arkitekturen bag Xbox One, så vil spillene blive afviklet hurtigere, spillene vil altid være tilgængelig via "Skyen" og der vil ikke være nogen begrænsning på hvor stort et spil kan være.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne nyhed..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support