Vancouver 2010

Anmeldt af: Morten Skou - 25. januar 2010 - kl. 18:55
Del denne artikel:
8 0

Om ikke så forfærdelig længe starter en af 2010’s største sportsbegivenheder in Vancouver. Det skal selvfølgelig fejres med et spil.

Om ikke så forfærdelig længe starter en af 2010’s største sportsbegivenheder in Vancouver. Det er selvfølgelig vinter OL, som bliver skudt i gang, og i den forbindelse skal alle spilfans selvfølgelig også have mulighed for at prøve kræfter med de forskellige olympiske discipliner.

Tidligere har det været 2K Games, der har stået for de officielle OL-spil, men denne gang er det SEGA, der har fået stemplet, som den officielle OL spiludvikler.

Spillet indeholder en række af de mest interessante sportsgrene fra OL, herunder bobslæde, skihop, super g, ski-akrobatik, slalom, kælk og selvfølgelig snowboard. Nogle af disciplinerne er tilegnet kvinder - andre af dem er for mænd. Alt i alt er der 14 forskellige sportsgrene, som man kan kaste sig ud i.






Helt basalt giver spillet dig mulighed for tre forskellige spiltyper, hvoraf træning og selvfølgelig OL er to af dem. Den sidste er challenges, som jeg vil vende tilbage til om et øjeblik. Træningen giver dig, som du måske allerede har gættet, mulighed for at afprøve de forskellige sportsgrene. Man vælger ganske enkelt, hvilken en af dem, man vil spille, og så kan man spille den indtil hænderne falder af. Sammenlignet med træningen, så er OL-spiltypen bare en samling af de forskellige sportsgrene. Når man starter et OL, kan man enten selv vælge, hvilke sportsgrene, man ønsker at spille, eller man kan vælge dem alle. Før hver dyst får man mulighed for at få en kort introduktion til, hvordan styringen er til netop denne sportsgren. Der er mulighed for at spille op til fire spillere imod hinanden både lokalt og online, men hvis man bare skal spille det alene, bliver de tre modstandere styret af computeren. Efter man har gennemført en sportsgren, kommer der en hurtig mellemsekvens, hvor man ser de tre vindere.

Den sidste spiltype er challenges. Her får man sat et mål op indenfor en af sportsgrenene per challenge, og man skal så forsøge at indfri det mål. Et mål kan eksempelvis være, at man skal gennemføre en bobslæderute med en gennemsnitsfart i svingene på 70 km/t. Der er i alt 30 forskellige challenges, og sværhedsgraden varierer rigtig meget, hvilket også betyder, at der gemmer sig en del timers underholdning og ikke mindst frustration her. Desværre har challenges ikke rigtigt nogen replay værdi – når man først har gennemført dem, så kigger man sig aldrig tilbage, til gengæld får man en achievement, hver gang man gennemfører en af dem – ikke dårligt!






SEGA har gjort hvad de kunne for at gøre spillet så nemt som muligt at gå til, de fleste af funktionerne udføres med simple tryk på A-knappen. Det til trods, så formår spillet faktisk alligevel at være ganske svært, specielt i den ene variation af skøjteløb er det nærmest umuligt at trykke på knappen med den rigtige timing – men øvelse gør selvfølgelig mester, det kræver bare, at man har noget tålmodighed, så skal det nok komme på plads.

Selv om man spiller det alene, betyder det ikke, at man ikke kan konkurrere med andre. Spillet har online leaderboards for alle de forskellige sportsgrene, så man på den måde kan sammenligne sine præstationer med alle de andre, som har købt spillet. Muligheden for at have sin tidligere rekord i en disciplin kørende som et ghost i træningsmode giver dig i øvrigt også fin mulighed og ikke mindst lyst til at blive ved med at forbedre dine egne tider.


En af de ting, som gør OL så specielt, er den super stemning, der hersker over hele verden i forbindelse med, at idrætsudøvere fra nærmest alle lande forsøger at vinde nogle medaljer. Selv om SEGA har forsøgt at piske stemningen lidt op ved for eksempel at afspille en forkortet udgave af nationalmelodierne ved medaljeoverrækkelserne, så er det alligevel som om, at der mangler noget. Alene det, at når man har gennemført alle disciplinerne i et OL, så er der ingen afslutningsceremoni – i stedet bliver man bare smidt tilbage til hovedmenuen og kan så starte forfra – det er lidt synd, at de ikke vælger at følge det helt til dørs med en afslutning, der vel nærmest oplagt kunne kåre den samlede vinder af OL’et.






Den grafiske præsentation er absolut et af de områder, hvor spillet skal have ros. Aldrig har et OL-spil set så lækkert og gennemført ud – alt kører bare perfekt, og man får en fin fornemmelse af, hvor hurtigt det egentlig går, når man suser ned af en bakke i høj hastighed på ski, eller når man sidder bag rattet i en bobslæde.

Vancouver 2010 henvender sig til alle spilfans, som måtte interessere sig bare en lille smule for vintersport – desværre mangler spillet den stemning, som er nødvendig for, at man gang på gang får lyst til at hive det ned fra hylden og prygle sine venner i det. De forskellige aktiviteter i spillet er faktisk ganske godt lavet, og man hygger sig i en begrænset periode med dem, men holdbarheden vil for de flestes vedkommende være overstået hurtigere end OL.
Fakta
Vancouver 2010

Vancouver 2010

PlatformXbox 360
UdviklerSEGA
UdgiverSEGA
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:7.5
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.