Trials Fusion

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 21. april 2014 - kl. 19:17
Del denne artikel:
6 0

Trials Fusion er det nyeste skud på stammen i Trials serien og kan du lide smerte i spilform, så er det her du skal kigge. Læs vores anmeldelse af Trials Fusion her.

Trials Fusion er det nyeste spil i Trials serien, som fik sin debut på Xbox tilbage i 2009 med Trials HD. Siden dengang er Trials Evolution udkommet og nu altså Trials Fusion – det nyeste spil er bygget op efter præcis samme formel som de forgående, men det er egentlig ikke noget problem, for det fungerer stadig ganske fremragende.



Spillet kan nok bedst beskrives som et racing/platform spil, hvor man på ens motocross-motorcykel skal køre igennem en række baner, der nu er placeret ude i fremtiden. Banerne byder på alle de forhindringer og udfordringer man kan forestille sige; man kører på alt fra solcellepaneler til væltede vindmøller og i både snelandskaber, i regnskoven, i fremtidsbyer og mange andre steder.

Det gælder om at gennemføre en bane hurtigst muligt og med så få fejl som muligt. Tyngdekraften er både ens bedste ven og værste fjende og man skal styre gashåndtaget med forsigtighed, mens man læner sig fremad eller tilbage på ens motorcykel, for hele tiden at bevare balancen og lande i den rigtige vinkel efter et hop. Banerne har forskellige sværhedsgrader og man starter langsomt ud med nogle meget lette baner og efterhånden som man kommer ind i spillet, bliver banerne mere og mere udfordrende og ender til sidst med nogle helt latterligt svære baner. Jeg er lidt skuffet over, at der ikke er flere banerne placeret imellem de to yderpunkter, for sværhedsgraden begynder ret tidligt i spillet at tage godt ved. Efterhånden som man kommer længere og længere ind i spillet, bliver der også låst op for bedre motorcykler og nyt udstyr til din kører.



Den største nye tilføjelse til Trials Fusion er det nye FMX system, som giver spilleren mulighed for at udføre en masse halsbrækkende stunts i luften, ved at bruge højre styrepind. Det er ikke helt præcist og det kan være lidt svært at lave et specifikt trick, da unøjagtigheden i tricksystemet gør, at der er en hårfin linje fra det ene trick til det næste. Sjovt nok er FMX kun indbygget i specielle events, hvor man skal udføre så mange tricks som muligt – systemet er dog indbygget i alle baner, men det er altså kun i de specielle FMX events, at man bliver belønnet for at udføre tricksne.

Der er masser af indhold i Trials Fusion. Karrieredelen består af en lang række baner fordelt på otte områder. Foruden at skulle kæmpe om medaljer på hver bane, har hver af dem også tre challenges man kan gå efter – og ved første øjekast virker de helt urimelige og uopnåelige, men efterhånden som man låser op for nye motorcykler og lærer nye teknikker, kan man komme tilbage til tidligere baner, for at klare disse challenges. De er med til, at man spiller banen helt anderledes end tidligere, da man eksempelvis skal gå på opdagelse efter skjulte knapper eller endda skal indfange egern, andre udfordringer er helt over-the-top, men de er alle ganske sjove, men svære, at klare.



Ved siden af karrieredelen er der en lille multiplayerdel, hvor man op til fire spillere på samme Xbox kan spille mod hinanden. Den er da god underholdning, men kun i en kort, for eksempel er der kun 10 baner på nuværende tidspunkt, så det er ikke her, man vil smide massevis af timer. Der er på nuværende tidspunkt ingen online multiplayer, men det ser ud til i spillets, i øvrigt rigtigt gode menuer, at der kan være en online multiplayerdel på vej.

Trials Fusion indeholder en ganske omfattende baner-editor, hvor man, hvis man er en smule kreativ, sagtens kan smide mange timer – både fordi det nærmest kun er fantasien, der sætter grænserne, men også fordi denne del ikke er specielt godt dokumenteret, så det kan være noget svært at komme i gang med at lave ens egne baner.

I Track Central, som bane-editordelen hedder, kan man altså bygge sine egne baner og dele dem med resten af verden. Det betyder også, at man kan gå på opdagelse i andre spilleres baner og i skrivende stund var der 2600 baner fra andre spillere, som man kan kaste sig ud i. Man kan oprette sin egne feeds, så man kan holde øje med baner fra en bestemt person, baner af en bestemt type eller af en bestemt sværhedsgrad. Senere vil RedLynx udvælge de bedste baner i RedLynx Picks og der er også månedlige Track Challenges på vej.



Man kan godt se, at denne del af spillet kun lige er blevet lanceret, da der er en del som endnu ikke er aktivt, men det er også en del af spillet, som er levende og som vil vokse for hver dag der går. Vil man selv bidrage til denne del, skal man dog have godt med tålmodighed, for det kræver en del bare at bygge den mest simple bane, men det kan da lade sig gøre, da der allerede ligger nogle ret fede baner fra andre spillere tilgængelige – baner, som er helt på højde med dem RedLynx har lavet til spillet.

Trials Fusion er et typisk Trials spil, helt ind i hjertet – og det vil glæde fans af serien. Formlen holder stadig og det er da også umiddelbart svært at se, hvorfor RedLynx skulle begynde at lave om på et så velfungerende koncept. Det nye FMX system kunne dog sagtens have været indbygget langt bedre i spillet og den kraftfulde bane-editor er for svær at komme i gang med – der er ingen tvivl om, at det er et kraftfuldt værktøj, det er ganske enkelt bare for svært at bruge. Trials Fusion er, ligesom de forgående spil i serien, det ultimative ”jeg-skal-lige-prøve-igen” spil vi kender – inden man ser sig om, har man jo genstartet den samme bane 50-60 gange, bare for lige at tage det ene hop helt perfekt, så man kan barbere de sidste 3/10-dele af tiden – for så igen at blive slået af folk på sin venneliste og så må man på den igen.

Trials Fusion gameplay - se i HD her

Den tekniske side af spillet er der ikke meget at sige til. Grafikken er rigtig flot, banerne er veldesignede og det hele kører fint og flydende på Xbox One. Lydsiden er som man kunne forvente det, med et fint og lidt futuristisk soundtrack og gode lydeffekter. Dog kan bane-speakeren godt blive noget trættende at høre på, specielt hvis man kæmper med at gennemføre en sektion, hvor en speak bliver aktiveret, så har du fornøjelsen at høre på den samme sætning 30-40 gange indtil du er videre fra denne sektion. Det er dog stadig småting i et rigtigt fint spil, som er det perfekte tidsfordriv en kedelig søndag.

Trials Fusion kan købes på Xbox Games Store og koster knap 145 kr. hvilket må siges at være en fin pris den store mængde indhold, der er i spillet.
Fakta
Trials Fusion

Trials Fusion

PlatformXbox One
UdviklerRedLynx
UdgiverUbisoft
Spillere1-4
Udgivelsesdato16-04-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Fængende gameplay, god styring, flot grafik
For svær bane-editor, uforløst FMX-system
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.