Tour de France 2011

Anmeldt af: Morten Skou - 7. juli 2011 - kl. 20:58
Del denne artikel:
12 0

Årets Tour de France er skudt i gang, og der er uden tvivl lagt op til en spændende tour på de rigtige veje i Frankrig - mindre spændende er årets Tour de France spil fra Cyanide Studios.

Le Tour de France, som spillet helt præcis hedder, giver dig som spiller mulighed for at prøve kræfter med verdens største og hårdeste cykelløb så tæt som man nu kan komme, altså siddende på cyklen selv. Til at starte med skal man vælge hvilket hold, man vil repræsentere på årets tour, der er 22 forskellige hold i alt – desværre har udvikleren åbenbart ikke fået lov til at bruge rytternes rigtige navne fra en del af holdene, så man må altså finde sig i at køre med eller imod navne som C. Evins samt A. og F. Shlock fra Team Guepard - Trik.






Efter at man har valgt, hvilket hold, man har lyst til at køre med, starter spillet med den første ud af de 21 etaper. Etaperne er naturligvis de samme, som der bliver kørt i årets Tour de France. Før hver etape får man mulighed for at vælge, hvilken af de 6 kørere, man vil styre på den pågældende rute, og allerede her vil en alarmklokke ringe hos de fleste cykelfans, som måske kunne gå og overveje at købe spillet – selv om spillet gerne vil fremstå som det officielle Tour de France spil, så har de åbenbart overset den detalje, at der i den rigtige tour rent faktisk er 9 ryttere på hvert hold og ikke kun 6.

Når man så kommer igang med at køre, så fungerer det på den måde, at man kun får lov til at køre nogle enkelte dele af etaperne, og det er - underligt nok - ikke engang opdelt sådan, at man altid får lov til at køre de spændende dele som eksempelvis kampene om sprinter- og bjergpointene. Imellem de dele af ruten, som man selv får lov til aktivit at deltage i, vil spillet simulere kørslen, og netop denne den er totalt håbløs. Man kan have ligget i et udbrud med 15 minutter ned til feltet, og alligevel ender man ofte med at sidde midt i feltet, når spillet igen giver dig mulighed for at køre en del af ruten. Dette er ganske enkelt altødelæggende for spillet.






Traditionelt set byder Tour de France i virkeligheden på intensive kampe imellem nogle af verdens bedste cykelryttere. Der er de lange udbrud, de seje kampe op af de gigantiske bjerge og de sindsygt hurtige og risikable nedkørsler – alt sammen noget, som stiller voldsomme krav til de cykelryttere, der deltager. Ingen af disse elementer har Cyanide Studios formået at videregive på en ordentlig måde. Spillet byder ganske vist på en lille smule spænding og spredning af feltet, når man kommer til bjergene, men selv her virker det frustrerende og dårligt gennemført.

Styringen er ganske simpel, hver af knapperne har en enkelt funktion, som eksempelvis at øge farten, angribe eller kigge bagud. Faktisk er styringen så simpel, at man kan gennemføre hele etaper nærmest uden at røre controlleren – og stadigvæk få en fin placering. Det er bare at ligge sig i front og bede dit hold om at beskytte dig, så vil det hele mere eller mindre køre af sig selv. Man kan dermed sige, at udviklerne af Tour de France spillet har slået alle konsoludviklerne, eftersom de ganske enkelt har lavet et spil, hvor man hverken behøver at eje en Kinect eller en almindelig controller for at spille.





Under selve kørslen har man mulighed for at kommunikere en lille smule med sit hold, man kan eksempelvis bede enkelte kørere om at forsøge at angribe, spare på energien, tage føringen eller beskytte dig. Når man er nået til sidste del af banen, oplever man ret ofte, at de giver udtryk for, at de ikke har mulighed for at gøre det, som du beder dem om – ja det behøver faktisk ikke engang at være i slutningen af banen, de dør som regel også ret hurtigt, hvis man forsøger at sende dem afsted i et udbrud.

Derudover er der ikke nogen indikator for, hvor langt der er imellem eksempelvis et udbrud og hovedfeltet – hvis man vil kende tidsforskellene, skal man spørge sin sportsdirektør. Dette er selvfølgelig realistisk nok, men det er virkelig irriterende at skulle sidde og spørge om det hele tiden – det er et computerspil, vis det dog på skærmen.

En af de ting som kunne have været meget fedt, var hvis de havde åbnet op for at der var lidt flere forskellige muligheder for eksempelvis at vælge uniformer, tune sin cykel og lignende – altså hvis de havde kælet lidt mere for detaljerne.





Fejl er der også rigeligt af, eksempelvis oplever man ofte, at man sidder fast bag en anden rytter – og omvendt er det lykkedes mig at ligge helt ude i den ene side af skærmen under en spurt, og på denne simple måde forhindrede jeg alle de andre ryttere i at komme uden om mig til trods for, at de bare kunne have kørt uden om. En anden fejl opdagede jeg ved et tilfælde, og den er under holdkørslen, hvor et holds endelige tid jo afgøres af, hvornår den 5. rytter på holdet kommer i mål. Sådan er det bare ikke i spillet, her lader det til, at tiden afgøres af, hvornår den første rytter kommer i mål, pinligt.

Grafisk er der gjort en hel del ud af rytternes udseende og de forskellige introsekvenser til de forskellige etaper. Men her stopper det positive også, alle omgivelserne er nemlig virkelig kedelige, for ikke at sige ganske grimme, at se på. Selv de små billeder af rytterne på deres profiler virker pixelerede. Derudover er der brugt helt enormt meget sløring af omgivelserne, hvilket da også kan ses ret tydeligt på screenshots fra spillet. Lyden består ganske enkelt af det samme stykke utrolig ensformigt musik, som kører om og om igen.

Hvor længe spillet holder afhænger i stor grad af, hvor tålmodig du er som spiller. Til trods for, at man kun skal køre enkelte dele af de forskellige etaper, så foregår det hele nærmest i slowmotion, imens man febrilsk forsøger at holde sine øjne åbne ved hjælp af tigerbalsam og tændstikker. Ja, så kedeligt og uinspirerende er spillet ganske enkelt.





Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at selv den største cykelfan på nogen som helst måde kunne blive underholdt af dette Tour de France spil. Faktisk er det længe siden, at jeg har kedet mig så meget, som det har været tilfældet her, hvor det eneste positive element nærmest er, at man ikke behøver at røre controlleren særlig meget for at gennemføre.

Alt i alt et gennemført fesent spil, som man virkelig bør holde sig langt væk fra.

Hvis man virkelig har lyst til at give sig i kast med et cykelspil, så er der et bedre bud til PC i form af Pro Cycling Manager 2011, som uden tvivl indeholder flere lækre elementer.
Gameplay:3.0
Grafik:5.0
Online:-
Holdbarhed:3.0
Overall 3.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.