The Witcher 2: Assassins of Kings

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 27. april 2012 - kl. 08:14
Del denne artikel:
13 0

Velkommen til et eventyr indhyllet i en dis af moralske gråzoner. Konger bliver bestialsk myrdet, verdenen er sønderflænget af ulmende borgerkrig og samfundets håb er en anløben monsterjægermutant.

Der har nok siddet mange konsolejere, som har skelet misundeligt til vennernes gamer-PC’er, imens de over to gange har boltret sig i The Witchers magiske univers. Mundvandet har så fået frit løb, da vi endelig fik bekræftet at – i første omgang – toeren ville finde vej til husalteret. Ventetiden er endelig overstået, og jeg har i timevis været begravet i en episk verden, hvor moralske dilemmaer formår at puste liv i det ellers digitale oplag. Riv dage ud af kalenderen, sørg for at fylde køleskabet og fryd dig over et spil, som forstår at tage sit publikum seriøst.

En lækker animeret sekvens (der i øvrigt ikke var at finde i PC-versionen) lægger den dystre tone, hvor et mystisk bjerg af en mand myrder en konge. Dette er indgangsvinklen til de næste mange timers eventyr, hvor vi tager rollen som monsterdræberen Geralt af Rivia. Man starter bag lås og slå, mistænkt for endnu et kongemord. Dette bliver efterfølgende elegant håndteret i en række interaktive tilbageblik fra vores hovedperson, hvilket i sidste ende resulterer i, at man slipper fri – nu på jagt efter den egentlige morder.



Første stop er den på overfladen indbydende købstad Flotsam, hvor man får lov til at skimte den råddenskab, der gemmer sig under pynten. Det her er en hård verden, hvor du kan glemme alt om glamourøse elverfolk, menneskelig ridderlighed og hårdtarbejdende dværge. Fantasymytologien væltes på hovedet i et univers, hvor alle er sig selv nærmest. Herskerne kaster gladelig sine undersåtter i krig for personlige petitesser. Andre racer end mennesker er ramt af fattigdom, sult og udsat for ekstrem racisme. Det er gråt i gråt, og i denne skærsild befinder den kære Geralt sig. En antihelt af kaliber. Et makabert puslespil af ar strækker sig over hans trimmede krop, som plages af en fortid, der gemmer sig i et lag af hukommelsestab.

Den underliggende historie er interessant, omfangsrig og medrivende. Derover er der lagt et vidtforgrenet net af små sidehistorier og –missioner, der samlet er med til at give levetiden et godt spark opefter. Variationen i disse er rigtig god, og indgangen til dem er lækkert serveret. Din tid og forberedelse betyder nemlig noget. Eksempelvis hærger en Kraken lignende skabning Flotsam. Det varer ikke længe inden du får muligheden for en konfrontation med denne. Hvordan du gør det, er dog helt op til dig selv. Man kan vælge at kaste sig direkte ud i det, noget som dog med høj sandsynlighed medfører død og ødelæggelse – og ikke til modstanderen. Alternativt kan man samle information, og dermed forberede sig på, hvad det egentlig er for et væsen man er oppe mod. Det var noget som virkelig tiltalte mig, og mindede mig fjernt om gode sessioner i Call of Cthulhu rollespillet, hvor netop informationsindsamling også var i højsædet.



Dette er et gennemgående tema i The Witcher 2. Desto mere du begraver dig i universet desto mere vil spillet belønne dig. Her betyder historien faktisk noget, og det skaber en ganske unik indlevelse, når du altså først er kommet under huden på spillet. For det skal ikke nægtes, at The Witcher 2 også er en tung størrelse. Her kræves en tidsmæssig samt mental investering før man får afkast. Mulighederne er mange, hvilket også gør sig gældende når man er i kamp. Det er et område, som klart vil skræmme noget af publikum væk.

Glem alt om bare at kaste dig ind i det ene opgør efter det andet med sværdet draget. Selv om Geralt er velsignet med evner ud over det sædvanlige, vil sværmene af modstanderne hurtigt gøre kål på ham. Måden frem er med tålmodighed, hvor man veksler mellem sine evner. Det ene øjeblik er man i nærkamp, inden man kaster sig bort, smider et par knive i slowmotion og kroner værket ved magisk at sætte ild til modstanderen. Derefter lægger man lidt afstand, og lægger hurtigt et par fælder. Indgangsvinklerne er mange, og modstanderne lægger op til, at man selv formår at variere. Det gør sig især gældende på højeste sværhedsgrad, hvor man skal tænke hurtigt og være kreativ. Her skal det dog nævnes, at man på Xbox 360 lige har sænket niveauet en anelse i forhold til PC. Jeg har tidligere haft det mellem hænderne til PC, og der er i min optik en rimelig markant forskel, hvilket især gør starten mere imødekommende.



De fleste skal nok bruge noget tid til at vænne sig til styringen, men det er lykkedes udviklerne ganske flot, at konvertere denne til et joypad. Når man først har fået styr på alle knapperne, vil kampene flyde, og man vil i stedet blive suget ind i det taktiske aspekt. Opgørene er spækket med lækre take-downs, slow motion effekter og spektakulære blodsprøjt. Det er ikke for sarte sjæle, men gør samtidig indlevelsen større. Man udvikler sig naturligvis løbende selv, og får derved flere aspekter at spille på. Dette sker med fornuftig hast, og man føler reelt set at nye egenskaber gør en forskel.

Geralts verden er flot gengivet, og man må beundre omfanget af detaljer, der er proppet ind. Her er rustningerne beskidte og der flyder møg i gaderne. Det er klart skridt væk fra det glansbillede som eksempelvis nylige Kingdoms of Amalur malede. Lad mig understrege, at det her er en grum verden, hvor man ikke lægger fingrene imellem. Man er vidne til hængninger, slagtning af uskyldige og stakkels børn som løber rundt i gaderne. Samtidig vælger man at have en mere voksen holdning til sex, hvor disse udfoldelser afspejles i relle (om end bløde) scener. Lydsiden er bombastisk, med masser af flotte toner i baggrunden. Dette kombineres med flotte stemmepræstationer, der virkelig giver liv og kulør til begivenhederne.



Der er selvfølgelig også negative sider. Den kunstige intelligens præges lidt af den klassiske begrænsing, hvor fjender aktiveres på et givent tidspunkt, og fuldstændigt mister interessen når du kommer lidt væk. Det resulterer i masser af sekvenser, hvor man tonser op til fjender, for efterfølgende at spurte bort, vente lidt og så atter tonse op til fjenderne. Gammelkendt teknik der virker, men som samtidig pirker lidt til illusionen. Det især fordi det faktisk er nødvendigt for at overleve – især i starten. Teknisk kan man også mærke at maskinen er presset til det yderste, og det medførte for mig flere gange, hvor spillet bare gik ned. Samtidig er grafikken plaget af en slem gang pop-up, hvor selv ting tæt på pludselig dukker op af ingenting.

Det er dog mindre anker i et spil, som i min optik er noget af det bedste, der har ramt genren. Spillet er måske ikke så åbent som Skyrim, men man får så i stedet en langt mere fokuseret historie, som er spækket med gode mellemsekvenser. Kravet er helt klart til, at man har energien og tiden til at lade sig fordybe i universet. Vælger man at gøre dette, så vil belønningen være et medrivende eventyr fyldt med intriger, der nærmest gør ”Game of Thrones” til skamme. Det er en moden oplevelse, som tager sin beskuer seriøst. Er ønsket mest på et actionorientert RPG, bør man dog nok kigge andetsteds, da indlæringskurven her er stejl.
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:9.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.