The Golf Club

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 20. august 2014 - kl. 21:47
Del denne artikel:
3 0

I et år hvor der ikke er noget Tiger Woods golfspil på tapetet, kan golf fans kaste sig over The Golf Club, som er en hardcore golfsimulator for de tålmodige.

Lige siden jeg fik min Commodore 64 og for første gang spillede Leaderboard Golf, har jeg været bidt af golfspil til diverse spillemaskiner op igennem årene. Det er måske ikke den mest sexede sportsgren, men der er et eller andet over den, som gør den egnet som spil.



De seneste år har Tiger Wood PGA Tour spillene siddet tungt på golfspillene på Xbox og andre konsoller, men i år er der ikke noget Tiger Woods spil ude - og det udnytter HB Studios, til at udgive deres golfsimulator The Golf Club. Og en simulator, det er det. Nogle gange opdager man først, hvor meget moderne spil holder en i hånden, når man ikke længere bliver holdt i hånden - og The Golf Club er et af de spil, som bestemt ikke holder spilleren i hånden.

I The Golf Club er der ikke fokus på rigtige golfspillere eller på at bygge sig en karriere. Her er der nemlig fokus på at spille mod andre spillere, på at lave sine egne baner og spille andre spilleres baner. Turneringer bliver også skabt af andre spillere. Man kan sige, at The Golf Club er en tom skal, da stort set alt indhold bliver leveret af spillerne.

På nuværende tidspunkt er der over 5500 baner i The Golf Club og det antal stiger time for time. Når man starter et spil, kan man vælge om man vil spille Stroke Play, Match Play eller Four Ball og dette foregår på de baner, som andre spillere har lavet. Man kan sortere banerne efter nyeste, de bedst bedømte, anbefalede baner og mange andre ting. På hver bane kan man se, hvor mange gange den har været spillet, hvor svær den er og hvilken vurdering den har fået af andre spillere.

Da spillet henter stort set alle baner og andet indhold ned fra spillets servere, er det meget afhængigt af en internetforbindelse og nogle stabile servere. Da vi begyndte på denne anmeldelse, var der massive problemer med serverne og spillets performance generelt, men det lader nu til, at det er blevet rettet, for i skrivende stund, kører det fint og stabilt igen. Man kan dog også spille i offline mode, men her har man selvsagt ikke adgang til de turneringer og baner, som andre spillere har lavet og man må nøjes med de knap 20 baner, som udviklerne har inkluderet i spillet.



Man spiller asynkront mod andre spillere på en given bane - det vil sige, mod en slags ghosts, hvor man kan se de andre spilleres bolde flyve gennem luften. Man kan også spille fire spillere sammen på den samme Xbox og med den samme kontroller eller på skift mod tre andre spillere. Der er ingen form for karrieredel eller nogen form for belønning for at vinde eller lignende - der er udelukkende fokus på at spille golf og det er muligvis ikke nok for den mere casual golfspiller, der gerne vil vinde nyt udstyr og andre ting.

Når man kommer ud på banen, går det op for en, hvor lidt man bliver holdt i hånden. Man skyder til bolden ved at føre den højre styrepind tilbage og derefter fremad og det er ikke muligt at tilføje for eksempel spin på bolden mens den flyver, som vi kender det fra Tiger Woods PGA Tour. Vil man tilføje for eksempel backspin på bolden, skal det gøre ved at skyde til den på den rigtige måde og med den rigtige kølle.

Når man skal putte, går det hen og bliver rigtigt svært. Man har det sædvanlige gitter på banen, så man kan se hvordan greenen hælder, men man har ingen indikator på, hvor hårdt man skyder til bolden og hvor den vil ende. Det betyder at man de første mange gange bruger virkeligt mange forsøg på at få bolden i hul. Efterhånden som man lærer det, giver det dog en stor tilfredsstillelse at kunne putte bolden nogenlunde rigtigt. Spillet på banen fungerer altså fint, men forvent ikke at få nogen form for hjælp - her er det faktisk evnen til at læse banen og greenen, plus ens erfaringer med de forskellige køller der afgøre, om man får succes i The Golf Club.

En imponerende ting er, at når man har startet på for eksempel 18 huller, er der absolut ingen indlæsningstid mellem hullerne. Rent teknisk er det ikke ligesom andre golfspil, der indlæser en enkelt hul ad gangen, The Golf Club indlæser hele banen og så bliver man placeret rundt omkring på de huller man nu skal spille på - og det betyder altså ingen indlæsningstider overhovedet, når man først er kommet i gang.



The Golf Club har en meget imponerende bane editor. Her kan man vælge i hvilket type landskab banen skal ligge (fladt landskab, ørken, i bjergene, i et efterårslandskab eller i det skotske højland). Derefter vælger man tætheden af træer, hvor meget vand der skal være, hvor kuperet den skal være, antallet af huller og hvor svær den skal være - og bum, så har man en bane. Det tager under 1 minut tid at lave sin egen bane, som man så kan spille på og dele med andre spillere over Xbox Live.

Hvis man ønsker det, kan man efterfølgende gå ind og justere alt på hvert enkelt hul; for eksempel placere bunkere, flytte flagets placering og placere træer og sten på de strategisk rigtige steder. Man skal dog være mere end passioneret omkring at bygge sin egen bane hvis man kaster sig ud i dette, for kommer man ned på det mikro-management niveau, er editoren noget kluntet at arbejde med - og her bliver man heller ikke holdt i hånden på nogen måde.

Grafisk er The Golf Club skuffende. Der er nogle baner, som er nydelige at se på, mens andre er direkte grimme. Vandet som kan omgive banerne er simpelt at se på, træerne er grove og flade og grafikken hakker ofte når man følger bolden ned af banen. Grafikken er ikke på det niveau, man kunne forvente af et Xbox One spil. Menuerne er ikke meget kønnere og de er noget svære at bruge og de er struktureret sådan, at det kan være svært at overskue, hvad spillet egentlig indeholder og tilbyder.

Det er altså når man kommer ud på banen, at The Golf Club viser hvad det kan. Selve golfspillet fungerer godt og efterhånden som man lærer at spille det, vokser det langsomt på en. I den tid jeg har brugt på at skrive denne anmeldelse, er antallet af baner steget med 73, så der nu er lige under 5600 baner at vælge imellem og hvis HB Studios har fået endegyldigt styr på de problemer vi i starten oplevede med spillet og med serverne, er The Golf Club en uudtømmelig ressource af golf, da antallet af baner allerede nu, er større end i noget andet spil af denne type.



Man savner dog fremdrift i spillet, ment på den måde, at man føler ikke rigtigt at man kommer videre, da der, som nævnt tidligere, ikke er en karriere-del og ikke et forløb man skal følge eller gennemføre - her skal der bare spilles golf. Lidt firkantet sagt, kan The Golf Club beskrives som en baneeditor med muligheden for at prøve banerne klistret ovenpå og man savner en god grund til at blive ved med at spille - altså bortset fra det nærmest uendelige antal baner.

Når man tænker på, at spillet er bygget så meget op omkring brugergenereret indhold, så er de sociale muligheder i spillet mangelfulde. Man savner for eksempel at kunne se, hvem der har lavet en bane - og også at kunne følge denne spiller, hvis man godt kan lide de baner han eller hun laver. Man kan ikke kommentere på banerne og der er ingen ranglister for de spillere, som bruger tid på at lave de bedste baner. Meget af det som bærer de sociale medier rundt omkring er, at man kan få kredit for ens arbejde eller hvad man nu foretager sig på de sociale medier og de muligheder er der ikke i The Golf Club. Vi håber dog, at det er noget som vil komme med tiden, for HB Studios har meldt ud, at de vil blive ved med at udbygge og forbedre spillet i lang tid.

Successen for The Golf Club afhænger hovedsageligt af en ting; spillerne. Da stort set alt indhold bliver skabt af spillerne, afhænger det hele af, om der også lidt længere ude i fremtiden er spillere, som bliver ved med at lave nye baner. Dog vil jeg sige, at med det antal der allerede er nu, er der månedsvis af golf at give sig i kast med, hvis har modet til det.

The Golf Club er udgivet under Microsofts id@xbox program og kan købes på Xbox Games Store til 260 kr. og fylder knap 1,9 GB.
Fakta
The Golf Club

The Golf Club

PlatformXbox One
UdviklerHB Studios
UdgiverHB Studios
Spillere1-4
Udgivelsesdato19-08-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Potentielt uendeligt antal baner og turneringer, solidt spil på banen, man kan meget hurtigt lave egne baner
Gammeldags grafik, man savner fremdrift, mangler sociale værktøjer
Gameplay:7.5
Grafik:5.0
Online:7.0
Holdbarhed:8.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.