Skyrim-eventyret er sat ca. 200 år efter begivenhederne i Oblivion. Spillet indledes med en dyster sekvens, hvor du i en hestetrukken kærre er på vej til din egen henrettelse. Årsagen er lidt uvis, men lige før bødlen svinger øksen for at kappe dit hoved af, brydes stilheden af et drageangreb og i sidste øjeblik lykkes det dig at undslippe den ildspyende drage (Dovah) og dine fangevogtere. Kort efter finder du ud af, at du er en særligt udvalgt en såkaldt Dragonborn (Dovahkiin) med særlige egenskaber mod drager, og herfra udspringer sig en fantastisk fortælling om krig (kein) og fred (drim) og alt det, der foregår indimellem.
Jeg vil ikke ødelægge kommende spilleres oplevelse, ved at afsløre for meget af plottet andet end at historien er velskrevet og særdeles godt opbygget og hele tiden lokker dig til at spille videre. Man er konstant nysgerrig efter at opleve mere, og man har derudover til hver en tid mulighed for at tage en afstikker fra hovedhistorien og gennemføre nogle af de mange og ofte mindst lige så gode sidequests, som spillet naturligvis vrimler med. Det er sådan, man får mest ud af Skyrim, som bestemt ikke er lavet for spillere, der blot vil pløje sig gennem hovedhistorien. Naturligvis er det muligt, men man snyder sig selv for nogle fremragende oplevelser.
Dialogen er velskrevet ofte dyster, men meget ofte også af en mere vittig karakter, med både lunefulde og sarkastiske bemærkninger, der kan få de fleste til at trække lidt på smilebåndet. Der er pænt meget dialog i spillet, og er man entusiastisk nok, er der også bøger spredt rundt omkring omhandlende hele Tamriels historie. Der er nok til mange timers læsning, og for ægte RPG-fans vil disse muligheder forlænge spilletiden betydeligt og give en endnu mere intens oplevelse.
Skyrim foregår i det nordlige Tamriel og natur og byområder er meget inspireret af skandinavien, hvilket især kommer til udtryk i et meget barsk miljø med høje, snedækkede bjerge, kolde landskaber med nåleskove (Feykro), simple træhytter i små bygder og frådende elve, der snor sig smukt gennem dalene. Man sidder nærmest og fryser, når man bevæger sig gennem en snestorm så livagtigt kan Skyrim virke på dig. Skyrim er et kæmpestort område og så vidt jeg kan vurdere, sådan nogenlunde lige så stort som Oblivion. Alle ukendte steder skal man som regel finde vej til til fods eller på hesteryg, men spillet har heldigvis et brugbart Fast Travel-system indbygget, så man uden flere timers vandring let og bekvemt kan nå sin ønskede destination.
Du skaber din karakter i starten af spillet, umiddelbart før din forestående henrettelse, og du kan vælge mellem i alt 10 forskellige racer. Der er reptilracen Argonian, de med nattesyn velsignede Khajiiter, en række Elver-typer (Dark Elf, High Elf og Wood Elf), Ork, Redguard, Breton, Imperial og Nord. Jeg valgte selv at gå på eventyr med Norden Heinstach Boheme med et tohåndssværd, men lige som i Oblivion gemmer der sig helt andre oplevelser, når du eksempelvis vælger at fokusere på magi, bue og pil eller list.
Mange af karaktererne har nordiske navne, også helt almindelige danske, og man føler sig lidt på hjemmebane, når en ungmø på en kro præsenterer sig som Dorte. Du kan vælge at styre din karakter enten fra et førstepersons perspektiv eller alternativt (ved et klik på højre stick) i 3. person. Begge dele virker godt, og det er et spørgsmål om personlige præferencer, hvad der virker bedst. I førsteperson fik jeg ofte et mindre chok, når jeg vandrede om natten og pludselig blev angrebet bagfra af en glubsk ulv eller andet fjendtligt utøj. Hermed en advarsel til sarte sjæle.
Level-systemet er meget simpelt opbygget, men fungerer fremragende. Når du stiger i level, skal du først vælge at forbedre enten magi, helbred eller udholdenhed, og herefter kan du vælge en såkaldt perk, hvor du inden for 18 forskellige områder (eksempelvis 2-håndsvåben, forskellige magi-genrer som Alteration og Conjuration eller bueskydning) kan vælge at specialisere dig yderligere. Hver stigning i level giver dig mulighed for en ny perk, som hver især kræver et vist niveau inden for et af de ovennævnte 18 områder, før du kan vælge den. Du stiger inden for disse parametre afhængigt af, hvordan du spiller. Er du en dygtig tyv, stiger du som regel mest i Sneak, Lockpicking og Pickpocket, mens min egen Nord-kriger mest af alt steg i Heavy Armor, Block og Two-Handed. Det giver mening, at man stiger i de egenskaber, man bruger, og det fungerer rigtigt fint.
Af og til kan man betale sig fra at lære nye egenskaber, og på visse områder er der ikke helt balance mellem, hvor nemt man kan komme til høje niveauer i forhold til, hvis man stiger udelukkende ved at spille. Det er dog ikke noget, der ødelægger den overordnede oplevelse af level-systemet, og man vælger jo også selv, hvordan man vil gebærde sig på det område. Dine våben har du også selv mulighed for at smede, og finder du en smed, kan han lære dig kunsten ved mod betaling at forbedre dine egenskaber. Har du de rigtige råvarer, er der mulighed for at skabe særdeles stærke våben, og endvidere kan du sågar tilføje dine våben og dit panser magi, hvilket giver dem helt særlige egenskaber som eksempelvis modstandskraft mod gift eller kulde. Der er naturligvis også omfattende muligheder for looting, dvs. at finde genstande og gå på jagt efter alverdens skatte med mere. Din Speech-egenskab angiver, hvor gode priser du får for dine varer, og din Stamina fortæller dig, hvor meget du kan bære uden at blive hæmmet af din grådighed.
Kampene i Skyrim minder en hel del om Oblivion. Magi og bueskydning fungerer rigtigt fint. Det er via spillets menusystem nemt at placere sine foretrukne spells i hotslots, og hele styringen fungerer sådan set upåklageligt. Når der alligevel skal hældes lidt malurt i kampsystemets bæger, skyldes det især nærkampene, hvor kampe med sværd, økser osv. stadig føles noget trægt. Der kunne godt have været lidt mere tempo på, og det er præcist som det var i Oblivion stadig et område, hvor der er plads til forbedringer.
Det mest dragende (ja, undskyld udtrykket) i forhold til kampe, er, når du fra tid til anden støder på en drage. Disse imponerende skabninger kan komme ud af det blå, og pludselig står du ansigt til ansigt med et væsen, der kan virke så frygtindgydende, at man mest af alt har lyst til at stikke halen mellem benene. De cirkler omkring dig, af og til spyer de ild, og når de en sjælden gang lander på jorden, gælder det om at angribe med alt, hvad du har. En nyhed i Skyrim i forhold til Oblivion er de såkaldte Shouts (Thuum), som er egenskaber, som kun ganske få formår at bruge. Som Dragonborn lærer du gennem spillet hele tiden nye Shouts, og disse er ofte særdeles effektive i kamp mod dragerne. Med et simpelt tryk på RB bruger du dit Shout, hvorefter det skal oplades, og der er dermed ikke ubegrænset adgang til brugen af disse Shouts, som skal anvendes med måde. Shouts er en fremragende tilføjelse til serien, og man føler sig virkelig som den mægtigste i verden (Zok sahrot do naan ko Lein).
Foruden dragerne er der en ganske fin variation i fjendebilledet, som foruden de 10 racer nævnt ovenfor også tæller forskellige dyr (Raan) bl.a. edderkopper, rotter og sågar hvalrosser. Derudover bl.a. en hel masse overnaturlige væsener, og uden at afsløre for meget, skal du ikke blive overrasket, hvis den afskyelige snemand pludselig dukker op bag dig. En række kampe afsluttes med en lille in-game sekvens, hvor du på nær hold ser din karakter dræbe fjenden. Disse sekvenser er i starten imponerende, men man bliver dog hurtigt træt af dem. Desværre er der ikke mulighed for at slå dem fra. Af sværhedsgrader har Skyrim fem af slagsen, og du har altid mulighed for at ændre på den, såfremt du enten finder kampene for svære eller for lette også uden at det på nogen måder går ud over dine achievements. Det er lækkert, at man har mulighed for at skrue lidt, hvis man har glemt at købe healing potions før en dragekamp, hvilket gør, at enhver spiller har mulighed for at skabe nøjagtigt den balance, som han eller hun ønsker.
Skyrim har et hav af huler, der kan udforskes, og i forhold til Oblivion er der langt mere variation mellem disse. Du skal ofte løse små, simple gåder for at låse bestemte porte op, men der er desværre ikke den store udfordring i disse gåder, hvilket måske er et område, som Bethesda kunne gøre mere ud af, når de om nogle år sandsynligvis serverer The Elder Scrolls VI. Til gengæld er hulerne fyldte med fjender, fælder og kan ofte være svære at navigere rundt i. Kortene over hulerne vejleder ikke specielt godt, men det har nu også altid været en del af charmen i Elder Scrolls-serien at vandre rundt på må og få, for til sidst at blive lykkelig over at have fundet en dør, som man længe havde overset.
På det grafiske område er Skyrim for det meste en imponerende forestilling. Det er vanvittigt, at udviklerne har skabt en så kæmpestor verden med så mange detaljer overalt. Landskaberne virker overbevisende, naturens lune i form af sol, regn, sne osv. ser bragende godt ud, og Skyrim er virkelig en smuk, om end kold og dyster verden. Der er kælet for så mange detaljer, og lyssætningen er i mange tilfælde helt formidabel. I så stor en verden opnår man naturligvis ikke samme grafiske spidskvaliteter som i eksempelvis Gears of War 3 eller Battlefield 3, men mindre kan også gøre det især når man får så meget af det. Det er som eksempel en helt speciel fornemmelse at ride rundt højt oppe på en bjergsti og se sneen på de øverste toppe, mens floder og vandfald raser langt nede. Animationerne er for det meste klart forbedrede i forhold til Oblivion, men der er stadig grafiske områder, hvor udviklerne i sagens natur har måttet indgå kompromiser. Dette betyder også, at man af og til (men heldigvis kun sjældent) kan opleve et dyr løbe rundt i luften eller på bunden af en flod, og når vi er ved det tekniske, oplevede jeg da også et par gange, at spillet frøs, eller at jeg sad ubønhørligt fast og måtte starte forfra ved seneste checkpoint.
Skal man pege på det område, som nok imponerer allermest i Skyrim, så må det isoleret set være lyden. Et helt igennem fantastisk soundtrack af Jeremy Soule, som på Xbox 360 hidtil nok mest har imponeret med soundtracks til Oblivion og måske især IL-2 Sturmovik: Birds of Prey. Musikken bruges aktivt til at skabe stemning med, fra det storslåede til små uhyggelige passager, der virkelig kan få det til at krybe ned ad nakken på dig, og Jeremy Soule har ramt plet i forhold til at skabe en lyd, der passer til Skyrims rå verden. Lydeffekterne er også et kapitel for sig. Både de stemningsskabende lyde, der skaber atmosfære udenfor, men især også lyden af dine våben. Det er som om, at lyden i sig selv giver dig fornemmelsen af, hvor tungt dit våben er, og når sådan noget lykkes, så er det virkelig verdensklasse. Dialogen er rigtig god og overbevisende. Prominente navne som Max von Sydow og Christopher Plummer optræder på gæstelisten, mens de øvrige mere dødelige stemmeskuespillere gør et ligeledes fremragende arbejde.
Skyrim er sammenlagt et fremragende rollespil. De seneste 25-30 år har mange rollespil imponeret mig. Fra Bards Tale på Commodore 64 i 80erne, til Lands of Lore og Planescape Torment på PC i 90erne til mere moderne af slagsen som eksempelvis Neverwinter Nights fra 2002 eller det 5 år gamle Oblivion. Skyrim lægger sig op blandt RPG-historiens allertungeste, og den særdeles velskrevne og fængende historie, masser af underholdende sidequests, dragekampene, et velpoleret leveling-system, flot grafik og et fantastisk lydbillede gør Skyrim til et af årets allerbedste og mest stemningsfyldte spil, og med al sandsynlighed det spil, hvor du får allermest spilletid for pengene. Zu'u unslaad, zu'u nis oblaan!
Facebook
Twitter
