Tilbage i 2005 udkom det forrige Narniaspil baseret på den første film. Dengang havde udviklerfirmaet, Traveller's Tales, og udgiver, Disney, kreeret en hæderlig titel, der blev fornuftigt modtaget af anmeldere og købere, dog uden at nå de helt høje luftlag.
Samme to firmaer har nu kastet sig over en efterfølger baseret på den seneste film, The Chronicles of Narnia: Prince Caspian. Med et fornuftigt filmoplæg samt et yderst kompetent udviklerfirma burde spiludgaven af Prince Caspian have alle muligheder for at blive endnu bedre end forgængeren.
I The Chronicles of Narnia: Prince Caspian vender de fire menneskebørn Peter, Susan, Edmund og Lucy tilbage til eventyrlandet Narnia for her igen at bekæmpe en ondskabsfuld og nederdrægtig fjende. Denne gang drejer det sig om menneskeracen Telmarinerne, der har taget magten i Narnia og næsten udryddet fabelvæsnerne, der før beboede landet.
Historien i Prince Caspianspillet tager sin begyndelse før spillefilmen. Disney har indspillet to helt nye scener med skuespillerne fra filmen, som bruges til at sætte scenen omkring spillets første kapitel slaget om kongeslottet Cair Paravel, der foregår mange hundrede år før spillefilmen tager sin begyndelse.
Udover det første introkapitel følges filmens handlingsforløb ganske trofast. Der dvæles ikke meget ved historien, så hvis man ikke har set filmen i forvejen vil handlingen, der fortælles fortrinsvist via filmklip fra spillefilmen, forekomme fuldstændigt usammenhængende og ustruktureret.
Hvis man er bekendt med Traveller's Tales LEGO Star Wars eller Indiana Jones spil, vil man med det samme nikke genkendende til Prince Caspians design og spilindhold, da der er hentet endog meget inspiration fra disse titler. Som spiller fører du hovedpersonerne igennem i de centrale scener fra filmen, udforsker skove og slotte, udkæmper utallige skærmydsler og løser forskellige små puslespilsopgaver. Tre til fire af hovedpersonerne følges typisk, og man kan frit overtage kontrollen med en given karakter, når det ønskes. Tit og ofte kræves det, at man bruger en specifik persons specielle evner, for eksempel til at forcere borgmure eller klemme sig igennem smalle passager. Spillets kampsystem er såre simpelt, så næsten samtlige spillets kampe kan gennemføres med brug af kun en knap.
Alt burde være i den skønneste orden, for med et velafprøvet design og en erfaren spiludvikler, hvad kan så gå galt? Der er desværre dårlige nyheder på vej, for hvor Traveller's Tales tidligere spil nærmest flyder over af iderighed, gennemtænkt og afvekslende design, så er det samme desværre slet ikke gældende for Prince Caspian. Efter det underholdende første kapitel, hvor man udkæmper det godt eksekverede slag om Cair Paravel, går det ret hurtigt ned af bakke, for spillets mange irriterende momenter og den komplette mangel på variation tærer hurtigt på det første positive indtryk.
Spillets styring er upræcis og kluntet, hvilket gør de mange kampe til episoder, der udkæmpes mere eller mindre på må og få. Ligeledes afstedkommer den sløsede styring, at visse puslespilsopgaver skal prøves igen og igen, da de tit kræver millimeterpræcision for at kunne løses. Ens medhjælpere er ikke begavet med megen kløgt og er ikke til stor gavn. De er tit og ofte fuldstændigt passive i kampe, og de har ligeledes temmelig svært ved at hjælpe til i opgaver, der kræver to karakterer for at kunne løses. Selvom kernedesignet af niveauerne er ganske solidt, så er grundbyggestenene genbrugt alt for meget. Prince Caspian er fyldt med ørkenvandringer i kedelige langstrakte baner, der både ser ens ud og er fyldt med de samme trivielle opgaver om og om igen.
Prince Caspian er et ganske kort spil, som selv uerfarne spillere burde kunne gennemføre på kort tid. Der er adgang til, at to spillere kan hjælpes med at gennemføre spillet, hvilket plejer at kunne hjælpe selv de svageste spil, men desværre ikke bidrager synderlig her. Hvis man ikke i første gennemløb har fået åbnet alle skattekisterne, der findes rundt omkring på niveauerne, er der her et lille incitament til at begive sig igennem spillet igen, da kisterne giver adgang til diverse ekstramateriale, for eksempel videoklip og ekstrabaner.
Grafisk og lydmæssigt lever Prince Caspian ikke op til dagens standard. Grafikken er ikke uden meriter, men minder mest af alt om PlayStation 2 kvalitet, der lige har fået et ekstra lag fernis i form af godt med lys og overfladeeffekter samt lidt højopløselige teksturer. Modellerne svinger i kvalitet, men de er overvejende middelmådige, og spillet byder ikke på mere end godt en håndfuld forskellige fjender alt i alt. Lydeffekterne er kapable men uinspirerede - dog reddes lydsporet til dels af de mange flotte orkestrale kompositioner, der er et af spillets få højdepunkter.
Der er visse tidspunkter undervejs, hvor Prince Caspian løfter sig fra sløvhedens hængedynd. Heldigvis bliver man kastet ud i nogle af filmens store slag og får mulighed for at baske horder af fjender, hvilket er ganske underholdende på en lidt primitiv måde. Visse af puslespilsudfordringerne er ganske sjove og underholdende og byder sågar enkelte steder på lækkert grafisk design oveni.
De alt for få lyspunkter drukner bare fuldstændigt i ligegyldighed, frustration og en grundlæggende mangel på sjov. Med en PEGI aldersangivelse på 12+ skal spillet forsøge at tilfredsstille et relativt sofistikeret publikum, hvilket virker som en svær opgave.
At anbefale Prince Caspian til andet end kun de største fans af Narnia filmene ville være en ret svær pille at sluge. Med et overfladisk og uengageret indhold, grafik der ligger noget under Xbox 360 standard og en tynd oplevelse uden skyggen af magi, er det svært at stå inde for, at andre skal smide surt optjente sparepenge efter spillet.
Facebook
Twitter
