Teenage Mutant Ninja Turtles

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. november 2013 - kl. 22:49
Del denne artikel:
3 0

8 millioner menneskers liv i New York afhænger af de fire pizza-elskende padder, som skal stoppe den onde Shredders planer. Læs anmeldelsen af det nye Teenage Mutant Ninja Turtles her.

I starten af september udkom Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the Shadows på Xbox Live Arcade og det var ikke den store succes – nu er der minsandten kommet endnu et spil i Teenage Mutant Ninja Turtles serien og det er baseret på den fremragende serie, der i øjeblikket kører på Nickelodeon.


Shredder og The Kraang har planer om at springe en bombe i New York, som vil omdanne byens 8 millioner indbyggere til savlende mutanter. Det kan de fire pizza-elskende padder, Raphael, Donatello, Leonardo og Michelangelo, naturligvis ikke tillade, så nu går den vilde jagt i et side-scrollende actionspil igennem New Yorks gader, over byens hustage og igennem ildlugtende kloakker. Man kæmper mod et utal af de samme fjender igennem spillets 15 baner og undervejs kan man opgradere de fire padder med bedre skjolde, kraftigere angreb og nye angrebskombinationer.

Så langt, så godt. Det lyder jo meget godt på skrift og spillet starter da også ud med Nickelodeon seriens flotte intro, så man kommer godt i gang. Men der går ikke mange minutter i selskab med gameplayet før man opdager, at den er helt gal her. For det første, er kampsystemet er uhyre simpelt. Man render rundt og tamper løs på en enkelt knap for at angribe, en anden knap for at lave et special angreb og en tredje knap, for at kaste med fjenderne. Kampsystemet mangler i høj grad ”impact”, da man f.eks. har svært ved at se og høre, om man rammer nogen, for lydsiden er meget minimal og det virker noget tilfældigt, hvilke af fjenderne foran én man rammer – og nogle gange står man og slår igennem dem, uden at de tager skade. Kampsystemet fungerer bare ikke og det bliver meget hurtigt ensformigt.


Noget andet er, at den kunstige intelligens hos de tre padder man ikke styrer og også hos fjenderne, er horribel. Selv om man har tre padder med sig (som man løbende kan skifte imellem), må man gøre stort set alt arbejde selv, for de andre laver ingenting. Nogle gange står de stille og kigger mens de andre gange står og slår på fjenderne, uden at disse tager skade. Med mellemrum ser man dog, at en af ens padde-venner, vælter en fjende omkuld. Også hos fjenderne, er den gal. De bevæger sig i samme mønstre alle sammen og de kommer væltende som droner i den ene bølge efter den anden og det kræver ikke megen taktik, at få dem nedlagt.

Op til fire spillere kan spille sammen på den samme skærm (ingen online co-op) og det gør det lidt lettere, ikke fordi spillet på nogen måde er svært. Som i de fleste andre co-op spil af denne type, kan det blive meget hektisk når skærmen er fyldt med fire ninja-padder samt en stor stak fjender, så man kan hurtigt miste overblikket over hvor man er og det ender med, at man blot sidder og tamper løs på angrebsknappen i håb om, at man rammer nogle af de mange fjender.

Det kan godt være, at spillet henvender sig til de yngre Turtles-fans, men man skal ikke undervurdere målgruppen. Unge spillere kan godt se, hvornår et spil fungerer godt og hvornår det er sjovt at spille, se bare på den succes de mange velfungerende LEGO spil har fået. Gameplayet i dette spil er alt for simpelt, er præget af fejl og det ender med, at det ganske enkelt ikke er sjovt at spille – heller ikke for de mindste.


Spillet indeholder 15 baner (hvor nogle af dem endda bliver genbrugt), som kan gennemføres på omkring 3-4 timer og derefter er der ikke meget mere at komme efter. Undervejs åbnes der op for to nye gamemodes, en Time Attack og en Survival Mode og også et lille minispil. Efter mind første gennemspilning, var minispillet endnu ikke blevet åbnet, så jeg må tvinges igennem spillet forfra, for at gøre mig fortjent til minispillet.

Rent teknisk er Nickelodeon’s Teenagen Mutant Ninja Turtles heller ikke imponerende. Grafikken er meget simpel, men den fungerer dog – og stilen er holdt i den samme som i Nickelodeon serien, så den er godkendt dog uden på nogen måde at ligne et spil man kunne forvente at finde i slutningen af 2013. Der er små tekniske ujævnheder der irriterer, f.eks. når man låser op for en achievement, låser spillet i 1-2 sekunder og man kan ofte sidde fast i omgivelserne i korte perioder. Lydsiden er spillets svageste side, med nogle meget besynderlige lydeffekter, når der endelig er nogen. Stemmerne til de fire padder er omtrent dobbelt så høj som resten af lydsiden og de samme 10 one-liners bliver genbrugt igen og igen og det lyder ærlig tal som om, at stemmerne er indspillet i mono og komprimeret voldsomt, så det skratter underligt når padderne taler. Desværre er der ikke mulighed for at justere på lydsiden i spillets option-skærm, så man må trækkes med en meget ringe lydside hele vejen igennem spillet.


Nu kan det lyde som om at det er det rene elendighed det hele og jeg har virkelig ledt efter noget positivt at sige om dette spil – men det er faktisk ret svært. Man kan sige, at spillet fungerer, det er ikke sådan at det er uspilleligt, men spillets dele, er alle set meget bedre andre steder. Gameplayet er yderst simpelt og bliver meget hurtigt kedeligt og ensformigt, grafikken er simpel, men fungerer mens lydsiden nærmest er pinagtig.

Installeret på Xboxens harddisk, fylder spillet lidt under 500 mb, så det kunne let have været udgivet som en Xbox Live Arcade spil til omkring 100 kr., men i stedet skal du betale omkring 300 kr. for det nede hos den lokale spilpusher, hvis du vil kaste dig ud i dette nye Teenage Mutant Ninja Turtles – hvilket jeg ikke kan anbefale at du gør.
+ Kan spilles i co-op med ungerne
Ensformigt og kedeligt gameplay, elendig lydside, simpel grafik
Gameplay:3.0
Grafik:4.5
Online:-
Holdbarhed:3.0
Overall 3.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.