State of decay 2

Anmeldt af: Frank Fristed Pedersen - 17. maj 2018 - kl. 09:01
Del denne artikel:
3 8

Verden er endnu en gang gået af lave, og zombierne hærger igen. Vi tager et kig på om det - noget slidte koncept - stadigvæk kan underholde i State of Decay 2.

State of decay fra Undead Labs udkom i 2013 og blev hurtigt en stor succes for det lille firma. Faktisk en langt større succes end man havde regnet med. Der var utallige zombiespil på markedet, men alligevel formåede dette spil at skille sig nok ud. Det var det første spil, hvis hovedfokus ikke var at smadre zombier, men også at opbygge en stabil base, hvor en gruppe af overlevende kunne trives. Det tiltalte mange, og spillet blev en kæmpe succes. Det har nu ført til, at vi her 5 år senere kan tage et kig på efterfølgeren, som Microsoft har valgt at holde eksklusivt på Xbox One og PC. Det er altså et af de få eksklusive spil til denne konsol, og det er med til at skrue forventningerne lidt op.




State of decay 2 fortsætter hvor det forrige spil slap, eller retter det fortsætter 1 år senere. Der er ikke mange overlevende tilbage, zombierne hærger stadig, og det er en daglig kamp at skaffe ressourcer og holde sig i live. Din opgave i spillet er af finde en god base for din gruppe af overlevende, udforske området omkring jer, og gribe fat i alt der kan hjælpe jer med at overleve. Det lyder umiddelbart nemt, men der bliver smidt en del grus i maskinen, så man bliver hurtigt klar over, at det bestemt ikke er nogen nem opgave. Zombierne er umiddelbart den største fare, men hvordan man bruger sine sparsomme ressourcer er også vitalt. Man skal hele tiden overvåge sine ressourcer og planlægge sine ekspeditioner, så man kan få fat i de nødvendige ting.

Er en person bidt og dermed i færd med at blive en zombie? Ja, så bliver medicin en ret vigtig prioritet, så man kan holde virussen nede. Men man skal også finde en kur, hvilket kræver en opgradering af ens lille felthospital og altså dermed byggematerialer. Derudover skal man finde zombiestykker, som skal bruges til at brygge kuren sammen, og hurtigt indser man, at selv denne forholdsvis lille nemme opgave griber om sig og kræver mere end én ekspedition ud i de farlige områder. Men måske har man ikke våben/ammunition nok til så mange ekspeditioner, så inden man drager for vidt omkring, skal man bruge lidt tid på at finde våben. Der er altid vigtige beslutninger at tage, og man føler virkelig, at hver en beslutning har betydning.




Ud over alle disse aktiviteter, som man planlægger for at basen og dens beboere kan overleve, sker der også hele tiden uventede ting. Måske dukker der en overlevende op, som har brug for hjælp. Har du tid og ressourcer til at hjælpe? Har du råd til at lade være? Måske falder du over en større zombiegruppe eller et såkaldt Plague Heart, som du er nødt til at tage dig af, inden zombierne bliver for mange. Plague Hearts infektioner tiltrækker zombier, så de er ikke rare at have i nærheden af ens base, og ignorerer man dem for længe, vil det unægtelig blive sværere at færdes i området.

Du starter ud med en lille gruppe overlevende, som du så langsomt kan udvide efterhånden som du møder nye mennesker og får udbygget basen med flere sengepladser. Det er ikke lige meget hvem du inviterer ind i din gruppe. De har alle forskellige færdigheder og personligheder, som har betydning for dine muligheder. Mangler du computerfærdigheder for at kunne udvide dit command-center, så nytter det ikke at du giver din sidste ledige seng til en frisør, der er god til at pusle med haver. Han vil til gengæld være god, hvis du har en grøntsagshave, der kunne trænge til lidt pasning. De forskellige personligheder spiller også ind, for det kan godt være, at er person har lige de færdigheder der skal bruges, men hvis han/hun nemt bliver frustreret og påvirker resten af gruppen så de alle mister moral, så klarer du dig måske overordnet set bedre uden den person.




Du bruger lang tid på at indsamle ressourcer. Du har en rygsæk med begrænset plads, og udover den kan du slæbe en ekstra rygsæk med ressourcer. Det betyder, at du ofte er nødt til at efterlade vigtige ressourcer og så komme tilbage og hente dem senere. Men mindre du kan få gang i en bil og kan bruge den til at fragte ressourcer hjem til basen. Du kan kontrollere alle personer på basen på skift, og det er ofte nødvendigt. Ud over at folk kommer til skade i kamp med zombierne, så løber de også tør for energi og har behov for et hvil en gang imellem. Det tilføjer yderligere et element, hvor du kan forsøge at matche personernes færdigheder med typen af ekspeditioner. Er du på vej ud for at ødelægge et Plague Heart, kan du med fordel sende en person med gode kampevner. Skal du på en diplomatisk mission for at snakke med en anden koloni af overlevende, så er det måske mere sociale færdigheder der er brug for.




Apropos andre overlevende kolonier, så var de første to dødsfald jeg oplevede ikke på grund at zombier men andre overlevende, som dræbte mig. Ret uventet, men det har ført til en ret paranoid spillestil for mit vedkommende, hvor jeg altid tænker det værste om folk. Så nu har jeg altid et gevær eller to med, når jeg skal snakke med nye folk, man lærer jo af sine fejltagelser. Gør man ikke det, så overlever ens base nok ikke så længe. Ud over de typiske missioner for at indsamle ressourcer og bekæmpe zombier, vil personerne på basen også ofte have personlige opgaver, der skal løses. Det kan være et familiemedlem de gerne vil kigge til, en bestemt ting der skal lokaliseres eller blot nogle bestemte lokationer, der skal udforskes. Lykkes de giver det et godt moralsk boost til din base, men ignorerer du dem for længe kan det føre til lav moral og dårlig stemning. Det er ikke godt og vil langsomt men sikkert føre til store problemer.




Så der er masser af beslutninger at tage hele tiden, og ingen af dem virker ligegyldige. Der er en konstant følelse af, at der er meget på spil, uanset om du står foran døren til et uudforsket hus eller er ved at tage en beslutning om, om der skal anlægges have eller udkigstårn i basen. Alt er et yderlige ryk i retning af succes eller fiasko. Det gør spillet ret underholdende, også selvom det til tider føles som en konstant desperat jagt efter ressourcer, hvor det føles som om man gør det samme igen og igen. Det gør man også, men der er hele tiden mulighed for overraskelser, og man lærer at sætte pris på de problemfri ture ud og hente mad.

State of decay 2 kan spilles online sammen med 3 andre venner. Det har jeg desværre ikke haft mulighed for at afprøve i den tid jeg har siddet med spillet, men det kan jeg absolut se muligheder i. Det lægger op til en masse fælles oplevelser, som man vil have lyst til at snakke om og dele med andre. Så det ser jeg absolut som et plus for spillet.




Grafisk og lydmæssigt er der ikke så meget der skiller sig ud. Grafikken er ganske pæn og detaljeret, uden at man falder på halen over niveauet. Jeg var lidt irriteret over hvor ofte det var mørkt, og hvor mørkt det egentlig var. Men det er jo reelt nok. Mørke er absolut ikke din ven, når du lever i en verden befolket af zombier. Men det betød, at jeg gemte de simple ”saml disse efterladte ressourcer” til om natten, hvor det var næsten umuligt at udforske nye steder. Lyden sidder til gengæld lige i øjet, eller måske jeg skal sige i øret, for den er ret vigtig. Man er hele tiden opmærksom på lydene omkring én, så zombier ikke sniger sig for tæt på. Jeg slukkede for al musik, og det gav en ret intens stemning, hvor hver lyd skilte sig ud og havde betydning. Nogle af dialogerne er måske lidt skuffende, men de virker, også selvom det måske ikke er indtalingsskuespillere, som budgettet er brændt af på.




State of Decay 2 er en solid efterfølger til det første spil. Det er udfordrende og nervepirrende at opbygge sin base og passe og pleje dens beboere. Man får en tilknytning til alle de seje overlevende og føler sig nede i kulkælderen, når (hvis) de dør, og opstemt når de lykkedes med en svær mission. Grundprincippet og gameplayet er det samme som i det forrige spil, men det er blevet finpudset og videreudviklet og fremstår som et rigtig underholdende spil for sig selv og ikke blot som et opkog af det gamle. Jeg var underholdt, og det er jeg sikker på at fans af zombiegenren og survivalgenren også vil være.
Fakta
State of decay 2

State of decay 2

PlatformXbox One
UdviklerUndead Labs
UdgiverMicrosoft
Spillere1-4
Udgivelsesdato18-05-2018
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Valg og handlinger har konsekvenser, fyldt med overraskelser.
Meget mørke nætter, til tider lidt ensformigt.
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:8.5
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
8
Der er 8 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.