Splinter Cell: Blacklist

Vi bliver kastet hovedkulds ind i begivenhederne, når en amerikansk luftbase bliver angrebet og sprængt i luften med massive tabstal som følge. Angrebet bliver i nyhederne betegnet som det største angreb på amerikanske interesser siden Pearl Harbor. Det er dog kun toppen af isbjerget vi har set. Angrebet blev udført af en gruppe, der kalder sig The Engineers og budskabet er klart: USA skal trække sine styrker ud af de over 150 lande, der lige nu huser amerikanske tropper. Sker dette ikke vil et nyt amerikansk mål blive angrebet hver uge. Alle disse forskellige ukendte mål går under navne som American Consumption, American Fuel og American Freedom. Tilsammen udgør de The Blacklist.


Vi træder tilbage i rollen som Sam Fisher, der nu er leder af den nyetablerede specialenhed Fourth Echelon, en lille gruppe bestående af fire specialister, der med hvert deres ekspertiseområde til sammen udgør én af de mest effektive specialenheder i verden. På vores side har vi blandt andet Sams trofaste hjælper, Anna Grimsdottir. Kun præsidenten har magt over gruppen og netop præsidenten kalder i denne stund på Sam Fisher og Fourth Echelon.

Med base på det specialbyggede fly, The Paladin, er Fourth Echelon i luften og klar til at reagere på tingene når de udvikler sig. Fra kommandoskærmen på The Paladin har vi adgang til samtlige missioner, ligesom det også er herfra, at alle co-op missioner samt spillets onlinedel administreres. Desuden er der mulighed for tilpasning af våben, interaktion med de øvrige karakterer samt udvikling af The Paladin med en række forskellige tiltag, der gør de mange kampe lettere. Det vender vi tilbage til. The Paladin er således ganske elegant fungerende som spillets menu. Faktisk er det den eneste menu i spillet. Når man trykker på start befinder man sig på The Paladin, og herfra styres alle aspekter. Det fungerer upåklageligt og sikrer en helhedsfølelse på tværs af spillets spilfunktioner.

Som nævnt i begyndelsen skuffede Splinter Cell: Conviction en del trofaste fans, idet mange af de gamle, elskede dyder var lagt lidt på hylden. Før Conviction var det Double Agent, der heller ikke helt levede op til de første tre spil i serien, hvoraf Chaos Theory af mange, inklusiv undertegnede, betragtes som seriens absolutte sværvægter. Nu skulle Ubisoft som nævnt være parat til at føre os tilbage til de gamle værdier. Spørgsmålet er dernæst om det så rent faktisk også er lykkedes. Det korte svar er ja! Splinter Cell: Blacklist er et fantastisk spil, der både honorerer de gode, gamle Splinter Cell værdier, men samtidig også magter at se fremad.


Styringen i Blacklist er stram og lækker og med en videreudvikling af coversystemet, der blev introduceret i Conviction samt alle de gamle muligheder med at klatre og droppe ned fra kanter og lignende, har udviklerne sikret spillerne noget nær fuld kontrol over Sam. Tilbage er alle de gamle elskede gadgets såsom Snake Cam, Sticky Shockers og Sticky Cams, men også nye lækkerier som Micro Trirotor dronen, der kan scanne forud er der blevet plads til. Som altid er mantraet i Splinter Cell valgfrihed i forhold til opgaveløsningen. Er man typen, der helst klarer sig uset og uden at slå nogen ihjel? Er man mere til fuld fart frem med eksplosioner og indsparkede døre? Eller er man mere til den bløde mellemvare? Valget er dit.

Ubisoft gør i Blacklist et stort nummer ud af at holde regnskab over spillerens spillestil. Således uddeles der konstant point på tre forskellige konti, Ghost, Panther og Assault. Afhængig af hvor konsekvent man er i sin spillestil, kan man ”mestre” missionerne. Til sidst i hver mission opgøres det hele i dollars, der ryger direkte ind på ens bankkonto i spillet. Man tjener penge på præstationerne samt ved fuldførelse af forskellige challenges såsom antal drab med et givent våben eller X antal døde fjender gemt i containere. Der er mange udfordringer, så incitamentet til at prøve sig frem og variere sin spillestil er bestemt tilstede.

Det er med denne valuta, at man ombord på The Paladin kan købe opgraderinger såsom minimap, bedre våben, stærkere udstyr, mere effektive Night Vision Goggles og meget, meget mere. Valutasystemet er godt skruet sammen og balanceret på en sådan måde, at spilleren er nødsaget til at træffe valg. Som nævnt hænger alle spilfunktioner sammen i den forstand, at alt styres fra The Paladin. Derfor er valutasystemet også repræsenteret på tværs af spilfunktionerne og samme valuta bruges derfor også til at opgradere våben og udstyr på onlinesiden.


På onlinesiden er der både co-op og konkurrenceprægede spilfunktioner. Co-op missionerne er fint flettet ind i selve spillets historie og gives af de øvrige medlemmer ombord på The Paladin. De kan variere meget i type og kan for eksempel være at plante en sender ombord på et skib, lokalisere en informant eller noget helt tredje. De fleste co-op missioner kan også spilles solo. Det kan dog varmt anbefales at udnytte muligheden for at have en menneskelig allieret med. Der åbner sig muligheder, som kun er tilgængelige hvis man er to og desuden fungerer det upåklageligt.

På den konkurrenceprægede onlineside er der mulighed for at spille Team Deathmatch, Extraction og Uplink Control. Extraction og Uplink Control er andre navne for noget, der minder meget om f.eks. Conquest eller Capture the Flag. Onlinesidens helt store hit vil dog utvivlsomt være genfødslen af den ekstremt populære disciplin Spies vs. Mercs, som ikke er set siden 2005 i Chaos Theory. I Spies vs. Mercs kæmper holdene om terminaler, der skal henholdsvis hackes og beskyttes. Spillet veksler førsteperson og tredjeperson afhængig af, hvilket hold man er på. Denne differencering giver et ganske særligt og meget tiltalende gameplay. Spillet understøtter spil for op til otte spillere i alt. Onlinesiden, både konkurrencepræget og co-op, fungerer fremragende og lagfrit og det er altid nemt at finde vej til en session.

Grafisk er Splinter Cell: Blacklist godkendt og hæderligt. Det er dog ikke for det grafiske aspekt, at spillet skal høste sine roser. Der er en smule kantede teksturer at spore, og især i miljøeffekter såsom regn, skygger og lignende, kan man godt se, at vi nu for alvor nærmer os afslutningen af en konsolgeneration. Det er dog langt fra et grimt spil. Spillets interessante banedesigns skildres fornemt og grafikken er på ingen måde en hindring for underholdningsværdien i spillet. Det skal samtidig nævnes, at hvis man vælger at installere disk 2, får grafikken et lille nøk opad. Samtidig kan det her understreges, at selvom Blacklist kommer på to disks, så slipper man for at skifte disks undervejs, idet disk 2 udelukkende indeholder en såkaldt HD grafikpakke.
På lydsiden leverer Blacklist en fremragende kulisse med stemningsfuld musik, der følges ad med intensiteten i spillet på givne tidspunkter. Lydeffekterne er fine og skuffer ikke fans af serien. Alle de klassiske Splinter Cell lyde som Sams night vision goggles der tændes, fanfaren der spiller fra ens sticky cam eller den lille klikker man kan distrahere fjender med, er tilstede i spillet. Eneste anke er, at vi virkelig savner Michael Ironsides stemme til Sam Fisher. Ironside er blevet indbegrebet af Sam Fisher og Splinter Cell og selvom den nye stemmeskuespiller ikke gør det dårligt isoleret set, så vil man nok altid komme til at sammenligne med det, man kendte. Sam Fisher har som følge af skiftet af stemmeskuespiller mistet noget af sin lune sarkasme og virker en kende mere alvorlig. Det skal vi nok bare vænne os til.

Konklusionen er, at Tom Clancy’s Splinter Cell: Blacklist er denne generations klart stærkeste spil i serien. Blacklist overtrumfer på alle punkter både Double Agent og Conviction og bringer serien flot tilbage til de gamle værdier. Om Chaos Theory stadig er seriens bedste skal være op til den enkelte at vurdere. Men sikkert og vidst er det i hvert fald, at Ubisoft er lykkedes imponerende flot med deres mål om at bringe serien tilbage til det, den begyndte med at være. Og med sammensmeltningen af alle spilfunktioner i en fælles base, magter Ubisoft at skabe en virkelig strømlinet oplevelse. Jeg kommer til at bruge rigtig mange timer i selskab med Sam, Grim og de øvrige medlemmer ombord på The Paladin, og jeg er bestemt ikke færdig lige foreløbig.