I Sniper Elite V2 spiller man en snigskytte, der sættes ind på en hemmelig mission i Berlin på krigens sidste dage i 1945. Ens mission går ud på at udslette nøglepersoner bag tyskernes V-2 raketprogram, der, hvis det får lov til at fortsætte, kan få uoverskuelige følger for Europa, også efter 2. verdenskrig.
Skal man have det bedste ud af Sniper Elite V2, skal man spille det som det var tiltænkt, nemlig stille og roligt og med omtanke. Løber man afsted som i Gears of War, får man store problemer, både fordi spillet ikke håndterer denne slags spil særlig godt og fordi at tyskerne er i voldsomt overtal, så man overlever næppe den hovedløse strategi ret længe.
Nej, i stedet skal man snige sig afsted og med ens kikkert spejde efter fjender ned af de gader og i de ruiner man skal bevæge sig igennem. Gameplayet er faktisk ikke helt ulig Splinter Cell. I Sniper Elite V2 skal man også snige sig rundt med omtanke og snilde, her er man dog ikke udstyret med alverdens højteknologiske gadgets, men blot med en snigskytteriffel, der hurtigt bliver ens bedste ven.
Foruden ens bedste ven, er man også udstyret med en lyddæmpet pistol og et maskingevær, men disse våben bruges kun i en snæver vending, hvis man f.eks. bliver overrasket og lige skal have ryddet et par nærgående tyskere af vejen. Med sig i bæltet har man også forskellige typer af grantater, miner og snubletråde, hvor sidstnævnte kan være med at sikre ens position når man skal ligge og snipe i længere tid.
Det er helt klart at det er når man benytter ens riffel, at Sniper Elite V2 viser sine styrker. Alt efter hvilken sværhedsgrad man spiller på, skal man tage højde for vind og vejr, for at ens mål bevæger sig (man skal altså skyde lidt foran målet for at ramme) og man skal også tænke over, at ens kugle vil tabe højde på vej hen mod målet. Man kan også vælge at ens kugle skal ramme præcis der hvor ens sigtekorn peger, hvis man ikke vil bøvle med ovenstående ting. Det giver altså lidt af et kick, når man fra sit perfekte skjulested kan ligge og pille den ene tyske eller russiske soldat ud efter den anden, med en række velplacerede skud.
Skal man ramme et mål langt væk, kan man bruge det såkaldte Focus Time (minder lidt om det velkendte Bullet Time), hvor tiden omkring en bevæger sig langsomt fremad og man zoomer lidt ekstra ind på fjenden, så ens skud bliver ekstra præcist. Men når man bruger Focus Time, stiger ens puls og som de fleste sikkert ved, er en høj puls ikke godt for en snigskytte, da ens sigte dermed bliver for upræcist, så derfor er Focus Time kun noget man kan gøre brug af i kortere perioder. Kontrollen når man ligger med ens snigskytteriffel er god og præcis og har man tiden til det, kan man placere ens skud lige præcis hvor man ønsker det.
Sender man et perfekt skud afsted, følger man i slowmotion ens projektil igennem luften og når det rammer fjenden, kan man se hvordan projektilet knuser lårbensknogler, rygsøjlen eller kraniet, eller hvordan de indre organer bliver revet fra hinanden, alt efter hvor man rammer. Der er endda ekstra belønning for f.eks. at skyde en fjende ind igennem øjet og den slags. Jo, det hjælper på det, hvis man har lidt sadistiske tendenser.
Desværre er den fjendtlige intelligens ikke den bedste og det påvirker visse steder gameplayet. Nogle gange kan fjenderne få øje på en, selv om man er godt gemt og andre gange, er de nærmest blinde. Andre gange reagerer de, hvis de støder på en af deres døde kammerater og løber i skjul fordi de fornemmer at der er en snigskytte i området, mens de andre gange blot står i en rundkreds og kigger på bunken af døde soldater, der vokser foran dem. Det er ikke noget som direkte ødelægger spillet, men det giver slet ikke det samme kick, at aflive fjenderne når de blot står lammet som et rådyr fanget i forlygterne fra en bil.
Gameplayet i single player delen fungerer, på trods af ovenstående, ganske fint, specielt hvis man som nævnt tidligere, angriber det på den rigtige måde. Man skal i så høj grad som muligt forblive uset og kun have ens endelige mål for øje. Der er måske ikke den store variation i missionerne og omgivelserne minder ofte meget om hinanden, men det bliver aldrig kedeligt at sende et velplaceret skud afsted fra lang afstand, for derefter i slowmotion at se, hvilke skader projektilet gør på kroppen man rammer. Ser man godt efter, kan man endda se projektilet ændre retning og gøre ekstra stor skade, hvis den rammer en knogle på sin vej gennem menneskekroppen.
Grafisk er Sniper Elite V2 et ganske flot spil. Den synderskudte by er fyldt med detaljer, lyseffekterne er flotte og troværdige og animationerne er for det meste ganske fine. Lydsiden er ligeledes fin. Lydeffekterne fra ens våben er gode og kraftfulde og de tyske stemmer er gode og er ikke i den sædvanlige Zhut ze bazdardz parodi man ofte hører. Nogle gange virker det dog lidt som om, at stemmerne runger lidt mærkeligt i omgivelserne, men selve stemmeskuespillet er ganske fint. Soundtracket er meget typisk for genren og ikke noget specielt.
Sniper Elite V2 er bestemt ikke et spil for alle. Hvis du normalt spiller spil som Call of Duty eller Gears of War, er Sniper Elite V2 formentlig ikke noget for dig, men føler du dig godt underholdt af Splinter Cell og Hitman spillene, vil du formentlig også synes om Sniper Elite V2. Den kunstige intelligens hos fjenderne er dog et problem, men ikke noget der ødelægger spillet og det kan blive en smule ensformigt med tiden. Spiller man på de højere sværhedsgrader, føler man sig for alvor som en snigskytte og det er altid tilfredsstillende, at ramme ens mål fra flere hundrede meters afstand og det lækre Killcam hvor man følger projektilet igennem luften, gør det ekstra tilfredsstillende. Sniper Elite V2 er fin underholdning for den tålmodige.
Facebook
Twitter
