Ride to Hell: Retribution

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 20. juli 2013 - kl. 10:48
Del denne artikel:
9 0

Giv den gas som motorcykel-bisse på de støvede amerikanske landeveje i 1960’erne – det lyder da ikke så ringe endda. Læs i vores anmeldelse, hvorfor dette alligevel ikke er noget for dig.

Ride to Hell: Retribution blev annonceret tilbage i august 2008 som et storslået open-world actionspil, der skulle udspille sig blandt 1960’ernes motorcykelbander i USA. Man tager rollen som bikeren Jake Conway, der jagter de otte ledere af motorcykelbanden The Devil’s Hand, der systematisk har udslettet Conway familien.


Spillet er et tredje persons actionspil, krydret med Quick Timer Events (tryk på den rigtige tast på det rigtige tidspunkt sekvenser) og motorcykeljagter på støvede landeveje. Der er forholdsvis fin variation mellem de forskellige typer af gameplay, men desværre fungerer stort set ingen af dem.

Den barske sandhed er nemlig, at Ride to Hell: Retribution er et af de absolut dårligste og mest fejlfyldte spil i denne konsolgeneration. Det er helt grotesk, at et spil af denne kvalitet er blevet udgivet – det er et projekt, der burde have været droppet for længe siden.

Lad mit prøve at beskrive bare en del af de problemer som spillet har: Foruden at styringen, af både Jake og hans motorcykel, er tung, upræcis og klodset, den kunstige intelligens er nærmest ikke eksisterende – det sammen kan siges om fysikken i spillet, at der er massive tekniske problemer og at der stort set ikke er nogle lydeffekter i spillet (f.eks. mangler der fodtrin når man løber), så er det spækket med direkte og åbenlyse fejl – nogle af dem er dog ret morsomme, så lidt underholdt er man da.


Hvis man har pauset spillet, kan al lyd i spillet forsvinde og ikke al dialog er blevet indtalt (ellers er de ved en fejl forsvundet), da Jake ofte bevæger munden til larmende tavshed. Nogle af de sjovere fejl er, at nogle af de tips der vises på skærmen, henviser til features i spillet, som ikke eksistere og på et tidspunkt gør Jake nar af en fjendes hestehale, men fjenden har ingen hestehale og så bliver det hele bare ekstra pinligt.

Af fejl, der direkte påvirker gameplayet, er coversystemet det værste, for det fungerer stort set ikke. Man kan ikke krybe i skjul hvor man vil, men kun på udvalgte steder, som man selv skal gætte sig til hvor er. Blindfire funktionen er stort set ubrugelig, da man i otte ud af ti tilfælde vil skyde direkte ind i den forhindring man sidder i skjul bag – det er stort set umuligt at skyde hen over den. Desuden bevæger grafikken sig fornærmende langsomt og til tider kan dele af Jake forsvinde, så man render rundt uden det ene ben eller hele overkroppen. Dette er blot nogle få af de fejl, jeg stødte på mens jeg gennemspillede spillet; det virker som en produkt, det overhovedet ikke er færdigt eller på nogen måde testet.


Èn ting er at spillet er fyldt med fejl, det er ikke godt nok, men at udviklerne har foretaget nogle underlige valg, som er nærmest grinagtigt pinlige, er noget andet. I løbet af spillets mere end 30 missioner, støder man på kvinder, der har brug for ens hjælp, f.eks. med at tage livet af en træls ekskæreste eller lignende og klarer man disse små opgaver, kvitteres der med sex. Underligt – men så langt, så godt. Latterkramperne indtræffer når der blændes op for disse sexscener, hvor man ser to fuldt påklædte mennesker, ligge og gnide sig op af hinanden og lave diverse bevægelser, som ville have givet langt mere mening, hvis man havde givet sig tid til at lave nogle nøgne udgaver af disse to figurer – men det har man ikke. Det er jo bare en dum idé – udført helt grinagtigt ringe.

Det er svært at beskrive hvor dårligt Ride to Hell: Retribution egentlig fungerer. Alt lige fra styringen, over fysikken til grafik, lyd og balancen i ens våben, fungerer ganske ikke. De få ting, der fungerer bare en lille smule, bliver overskygget af de mange fejl og spillet er nærmest uspilleligt i visse sekvenser på grund af fejl, en elendig styring, hakkende grafik og et virkelig dårlig checkpoint system der gør, at man kan blive sat 25-30 minutter tilbage, hvis man dør. Som anmelder ser man mange spil og også tidligere beta udgaver af spil – og jeg tror aldrig jeg har oplevet et en beta-version af noget spil, der har været så fejlfyldt som dette færdige produkt.

Ride to Hell: Retribution gameplay

Er der slet ikke noget godt at sige om Ride to Hell: Retribution? Det er meget svært at få øje på noget positivt her. Gameplayet er ødelagt af talrige fejl og mangler, lydsiden er stort set ikke eksisterende og byder på noget af det værste stemmeskuespil nogensinde. Det mest positive ved Ride to Hell: Retribution er grafikken, der i sekvenser kan være ganske fin – når alle teksturer altså er kommet frem.

Det er synd, at en række stakkels mennesker har brugt fem år af deres liv på et projekt, der er endt så galt som dette – det burde have været stoppet for lang tid siden. Jeg kan på ingen måde anbefale Ride to Hell: Retribution til nogen, da det ganske enkelt er for fejlfyldt og slet ikke virker som et færdigt produkt.
+ Til tider nogenlunde flot grafik
Smækfyldt med fejl der ødelægger spillet, elendig fysik og styring, yderst mangelfuld lydside
Gameplay:1.0
Grafik:3.0
Online:-
Holdbarhed:1.5
Overall 1.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.