Red Faction: Guerrilla

Anmeldt af: Jakob Tofte - 22. juni 2009 - kl. 12:42
Del denne artikel:
8 0

Vi er taget til Mars på destruktionstur gennem de røde landskaber. Og destruktion er der rigeligt af. Det er ikke Anden Verdenskrig, men besættelsesmagter og frihedskæmpere er fortsat en god cocktail.

Red Faction: Guerrilla er en openworld TPS, som kun skal betragtes som en løs efterfølger til de første to Red Faction spil. Historien begynder med, at vi som Alec Mason tager til Mars for at besøge vores bror, og i øvrigt forsøge at skabe en tilværelse som minearbejder i planetens røde bjerge. Efter en kort cutscene får vi allerede en forsmag på, hvad det primære element i dette spil er, når vi får stukket en kæmpe ”sledgehammer” i hånden, og det eneste der er foran os er en betonmur. Heldigvis virker sagerne som vi håber på. Muren kan knuses efter behag.






Efter at have rendt lidt rund og smadret ting med hammeren og nogle små sprængladninger, vender vi tilbage til vores bror. En ny cutscene introducerer os for The EDF (The Earth Defense Force). Oprindeligt var EDF Mars\' redning, men efter at have befriet Mars blev EDF hængende, og er i dag en decideret besættelsesmagt, som med solid, militær tilstedeværelse, holder befolkningen i et jerngreb. Vi finder hurtigt ud af, at vores bror er en central skikkelse i gruppen Red Faction, som er en gruppe af frihedskæmpere, der ved hjælp af vold og sabotage forsøger at frigøre Mars fra EDF\'s besættelse. Vores bror bliver skudt brutalt ned af EDF, og selv når vi kun lige akkurat at undslippe. Vejen er hermed banet for spillet, og for det, som spillet kommer til at handle om. Vi tilslutter os som en logisk følge af drabet på vores bror Red Faction. Opgaven er forudsigelig. Mars skal atter være frit, og det er os, der skal sørge for det.

Lad os med det samme understrege, at historien i Red Faction: Guerrilla ikke er synderligt mindeværdig. Historien sørger for en hvis tråd og en smule forklaring på, hvorfor man igennem ca. 15 timer, skal smadre stort set alt man kommer i nærheden af. Spillet er groft sagt én lang ødelæggelsestur gennem Mars\' fem distrikter. Du kommer med meget få undtagelser ikke i nærheden af opgaver, som ikke i bund og grund handler om at smadre alt menneskeskabt omkring dig. Men pyt med det. Der er en rigtig god chance for, at du alligevel ikke kommer til at kede dig. For selvom det er simpelt, så bliver det ganske enkelt aldrig kedeligt at piske rundt i en hektisk verden, hvor murbrokker falder om ørerne på en som hagl, og hvor eksplosioner er mere hyppigt forekommende end tyske turister på en dansk badestrand.






Det er der en ganske enkel grund til, nemlig, at det fungerer så forbandet godt som tilfældet er. Som nævnt foregår spillet i tredjeperson, og her har Volition valgt den mere og mere populære tredjeperson, som sidder tæt på karakterens skulder, altså meget tæt på førsteperson. Denne vinkel, som blandt andet er blevet meget populær efter successen Gears of War, fungerer fantastisk i netop Red Faction, idet den giver god føling i styringen, samtidig med, at den giver et bedre overblik over den sommetider hektiske og lidt uoverskuelige spilverden, som Mars kan være.

Mars er, som kortvarigt omtalt tidligere, delt op i fem distrikter. Spillets opbygning minder meget om, hvad vi har set i tidligere spil. Man starter med et åbent distrikt. Her er opgaven at fjerne EDF\'s dominans og samtidig hæve befolkningens tro på bedre tider. Dette gøres ved at løse en lang række historiebaserede opgaver samt sidemissioner. Fællesnævneren for missionerne er som oftest, at et eller andet skal smadres til ukendelighed, hvorefter man enten kan tage kampen op med de tililende EDF-styrker, eller vælge at tage benene på nakken og flygte. Løbende bliver de fem distrikter åbnet for spilleren, og missionerne kan herefter involvere tilstedeværelse i en eller flere af distrikterne. Når man smadrer ting efterlades der vragrester, som kan samles op og bruges som valuta til udvikling og køb af flere og bedre våben. Man kommer i løbet af spillet i sandhed i besiddelse af nogle fantastiske våben, som virkelig kan destruere alt.






Styringen i spillet er ganske udmærket. Volition har magtet at lave et acceptabelt sigte- og coversystem, som dog ikke kan hamle op med sværvægtere som Call of Duty og Gears of War. Man vil ofte være tvunget til at benytte forskellige køretøjer, idet distancerne i spillet kan være længere end man gider tilbagelægge til fods. Ofte lykkes det ikke for skydespil at indeholde ordentlig fysik og styring når det kommer til kørsel, men også her er det egentlig lykkedes for Volition at skabe noget godt. Vi er ikke på GTA-niveau, men det køretekniske aspekt fungerer rigelig fint til, at man som spiller kan nyde turen.

Blandt missionerne er der også visse, som låses op for spil uden for selve historiedelen. Heriblandt kan nævnes tidsbegrænset destruktion, hvor en given bygning skal smadres inden for en tidsgrænse, eller Shotgun, hvor man tager styringen over en kanon på en bil, som styres af computeren. Her skal man så for eksempel nå at ødelægge for 35 millioner inden turen er slut.






På den rangbaserede onlineside findes de klassiske discipliner Deathmatch, Team Deathmatch og Capture the Flag. De har fået nye navne, men fungerer som vi kender dem. For at gøre dem til spillets egne discipliner, er de krydret med ”packs”. Alle spillere har forskellige rygsække på i spillet. Rygsækkene giver spillerne forskellige evner, for eksempel vil ”rhino pack” lade spilleren torpedere igennem mure og ødelægge alt på vejen – også modstandere, der står på den modsatte side. Eller ”stealth pack” vil, som navnet indikerer, gøre spilleren usynlig. Rygsækkene skifter hver gang man dør og respawner. Implementeringen af rygsækkene fungerer godt og giver nogle ellers traditionelle discipliner en ny side, som i høj grad er underholdende og udfordrende at mestre. Derudover kan der spilles i disciplinerne Demolition, Siege og Damage Control. Især Demolition er både underholdende og nytænkende. Det er en holddisciplin, hvor hvert hold har en spiller, der er udnævnt til at være Engineer. Han skal nå at smadre så meget som muligt inden han bliver slået ihjel. Når han dør, bliver pladsen som Engineer overtaget af en ny spiller på holdet. Teknisk forløber onlinespil med en imponerende høj framerate, og det er ikke svært at finde folk at spille med.

Grafisk er Red Faction: Guerrilla meget smukt. Der er nogle dejlige lys-, skygge- og tågeeffekter, og selv på en planet, hvor man kan forestille sig, at landskabet måske kunne være en smule ensformigt, har Volition givet spilverdenen liv og variation. Udover afveksling i landskaberne på tværs af de fem distrikter, har man også benyttet forskellige farvefiltre, lidt som vi så det gjort i Assassin\'s Creed. Vi kan ikke nævne Red Faction: Guerrillas grafik uden at nævne eksplosionerne, som absolut er i høj kvalitet. Og sammenholdt med fysikken når bygninger kollapser og styrter sammen, så bidrager lige netop grafikken med en stor del til fornøjelsen ved at ødelægge så meget, som man gør.






På lydsiden er der lagt fine lydeffekter og acceptabelt stemmeskuespil ind. Bag dette gemmer der sig desuden et glimrende soundtrack, som i høj grad er værd at lytte til. I spillets lydindstillinger er alle effekter som standard skruet op må maksimum, og her skjuler det fine soundtrack sig lidt. Man kan med fordel skrue alt andet end musikken ned på 50% og herefter give sin volume på fjernsynet eller surroundanlægget en kende mere. Når musikken rigtig kommer frem, vil den for det første være en fornøjelse at lytte til, men for det andet give spillet en langt mere intens stemning. Det kan anbefales.

Alt i alt har Volition i samarbejde med THQ lanceret et spil, som i høj grad inviterer til hektisk underholdning i en del timer. Der er ikke den store genspilningsværdi i singleplayerdelen på ca. 15 timer, men bliver man først forelsket i onlinedelen, er der ingen grænser. Det er tvivlsomt om Red Faction: Guerrilla på onlinesiden vil blive sat i bås med de helt store favoritter som Call of Duty 4 og Halo 3, men mindre kan vel også gøre det. Spillets simple formål og lidt tynde historie bliver til fulde opvejet af, at det fungerer så glimrende som tilfældet er. Det kræver ikke den store forklaring. Det er ganske enkelt bare morsomt at kunne smadre stort set alt, og takket være den gode fysik, så bliver det ikke kedeligt lige foreløbig. Grafisk er vi i absolut topklasse og akkompagneret af et smukt soundtrack, er stemningen helt i top. Red Faction: Guerrilla skal tages for det, som det er, og ikke mere end det. Det er et actionspil i højt tempo og med masser af tryk på det meste af tiden, men ikke et spil, hvor man får en episk og dyb historie, som gør, at man kommer til at føle sig forbundet til karaktererne. Med det in mente er Red Faction: Guerrilla foreløbigt et af de absolut bedste spil, vi har set i 2009. Spilåret er langt endnu, og flere titler vil helt sikkert udfordre, men dette er god underholdning.
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:8.5
Holdbarhed:8.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.