Hele pakken omkring Prototype 2, minder ganske meget om det, der blev lagt for dagen med forgængeren. Vi har stadig den store åbne verden, og alle begivenhederne finder endnu engang sted i New York. Mange af kræfterne, som kunne tages i brug i det første spil vender tilbage, og nogle af de karakterer som man stødte på i seriens første kapitel, optræder også i Prototype 2. Hvor de to spil på overfladen primært adskiller sig fra hinanden, er ved valget af protagonist. I stedet for endnu engang at overtage rollen som Alex Mercer, tager man som spiller denne gang styringen over sergent James Heller, hvis kone og barn på barbarisk vis er blevet dræbt af de smittede, muterede monstre.
Efter disse begivenheder har fundet sted, begiver Heller sig ud på et hævntogt, som fører ham i armene på en gammel bekendt, og senere hen bliver han smittet med Mercer virussen, kommer i besiddelse af de fænomenale evner og herefter sker der for alvor ting og sager. Plottet er hverken originalt eller specielt dybt, og hæver sig aldrig over den samme gamle hævnsmøre de fleste har set før. På trods af uoriginaliteten og simpliciteten i denne afdeling, formår historien alligevel at være interessant nok til at drive spillet frem, og Hellers hævntogt giver også spillets actiondel en hvis vægt og betydning, noget jeg bestemt ikke havde ventet. De sort/hvide mellemsekvenser er også stilistisk pæne at se på, hvilket bestemt heller ikke skader.
Den visuelle del af Prototype 2 er alt i alt ganske kompetent, udover de sort/hvide mellemsekvenser, så er den tekniske side hele vejen igennem klart godkendt. Selvom en hærget version af New York er set mere end én gang før, og niveauet ikke er blandt konsollens bedste, så bliver destruktionen afbilledet på fin vis. Det klart stærkeste kort på den tekniske side er animationerne. Måden, hvorpå den brutale og blodige action flyder er ganske sublim, og selvom billedfrekvensen til tider tager et lille dyk midt i det kolossale kaos, er det alligevel en fornøjelse at se James Heller bevæge sig rundt omkring i spilverden, mens han slagter monstrøsiteter i øst og vest.
Det er her spillet virkelig skinner, for trods af at spillet på ingen måde er i nærheden af toppen i de andre kategorier, så er Prototype en regulær fornøjelse at spille; det er underholdene, meget underholdene endda. Som nævnt tidligere er mange af kræfterne fra det første spille ført over til dette, som eksempelvis evnen til at omdanne Hellers hænder til en pisk, kløer eller en kæmpe klinge. Der er dog generelt blevet studset ud i evnerne, hvilket bestemt klæder spillet, da det er lettere at holde fokus på evnerne, og dermed smadre alt og alle omkring sig. Evnen til at absorbere modstandere er endnu engang en central mekanik, idet det bogstavelig talt lader Heller suge informationer omkring Blackwatch og Gentek, de onde etablissementer, ud af specifikke individer og dermed avancere historien. At tage fjendtlig form vil også gøre det lettere at snige sig forbi vagter, og ligeledes vil optagelsen af specielle personer også fremme Hellers evner indenfor forskellige kategorier, eller give erfaringspoint til manuelt at opgradere evner såsom liv, regenerering og bevægelse.
Erfaringspoint bliver på anden vis optjent ved at gennemføre historiemissionerne, eller nogle af spillets mange sideaktiviteter. Sideaktiviteterne er egentlig ganske standardiserede, og de fleste af dem går ud på at finde gemte objekter rundt omkring i New York Zero; de tolv Blackwatch missioner giver dog baggrundshistorien en smule mere kød, men er man modsat jeg ikke besat af konstant at hente flere erfaringspoint, kan disse begivenheder let skippes. Hvis der er nogle, som springer let og elegant forbi disse missioner grundet de tynde og lettere ligegyldige plotpunkter, vil der dog ikke være mulighed for at samle de såkaldte mutators op, som er en separat enhed fra erfaringspoint og er med til at gøre Heller endnu stærkere.
Historiemissionerne er ligesom sidemissionerne ganske ensformige; drab er det centrale, og stort set altid det eneste mål, som vil være at finde på Hellers dagsorden. Heldigvis er der stadig nok elementer i gameplayet til, at skabe variation nok så den simple glæde, der er død og ødelæggelse, aldrig forstummer. Udviklerne har også været gode til at fremme kreativitet, idet man som spiller får stillet sideløbende mål gennem missionerne, der sørger for, at der er mulighed for afprøvning af langt de fleste af Hellers kræfter, og gøres dette rigtigt venter der bonusser i sidste ende, hvilket altid er rart. Ligeledes kommer der flere lag i missionerne, jo tættere man kommer på slutningen, hvilket også var ganske forfriskende. Man har også adgang til det såkaldte Radnet, som er en række udfordringer, der lader dig dyste mod venner via leaderboards. Jeg har ikke haft adgang til denne del, men det virker som en lovende inkludering, som burde kunne lade Prototype 2 blive lidt længere i konsollen.
Hellers evner er dog ikke kun begrænsede til blodig udryddelse af alle, som kunne finde på at stå i vejen for hans hævntogt, Heller er også blevet godt udrustet til at besejre storbyjunglen på anden vis. Med muligheden for at svæve, løbe langs lodrette murer og overleve fald for svimlende højder, er New York en fantastisk legeplads. Lige så fedt, som det er at splitte fjender i flere dele, og kaste biler efter helikoptere, er det at bevæge sig rundt, hoppe fra tag til tag, svæve fra bygning til bygning på jagt efter nye informationer i denne ødelagte by, hvilket er ganske vigtigt i spil med en åben verden. Protoype 2 overskrider heller ikke sin velkomst tid; på det tidspunkt, hvor følelsen af repetition begyndte at krybe ind, rullede rulleteksterne over skærmen, og selvom slutningen ikke rigtigt er tilfredsstillende ovenpå min tolv timers lange rejse med James Heller, var slutresultatet alligevel forventeligt.
Prototype 2 er længder bedre som slutprodukt end det første spil i serien var. Oplevelsen er mere struktureret, og spillet er også langt mere poleret, hvilket for mig har været en lille overraskelse. Her er ikke tale om genopfindelsen af den dybe tallerken, for idémæssigt er der ikke mange nye tiltag, hverken i forhold til forgængeren, men heller ikke i forhold til genren som helhed. Grafisk er spillet heller ikke fremragende, men dette gør ikke så meget, for Prototype 2 er langt hen af vejen en fryd at spille. Den bombastisk eksplosive action når måske ikke helt op på det sindssyge niveau Saints Row 3 satte sidste år, men det er pokkers tæt på og det gør Protoype 2 til en ganske god actionoplevelse, og selvom det nok ikke vil stå tilbage som en af årets bedste spil, så er det bestemt et kig værdigt, hvis man ønsker at slå hjernen fra og udele et solidt, velplaceret karatespark i siden på en flyvende helikopter.
Facebook
Twitter
