Peggle 2

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 9. december 2013 - kl. 16:00
Del denne artikel:
6 0

Tidsrøveren vender tilbage! Skal du hente kugleskyderen frem fra kælderen? Læs med her

Så er PopCap, kendt for deres vanedannende spil, såsom Bejeweled og Plants vs. Zombies, tilbage med et nyt spil - nemlig en to'er til tidsrøveren Peggle. Og ganske som forventet, for det er jo PopCap, så er det tale om et glædeligt gensyn. Peggle 2 udkommer i øvrigt eksklusivt til Xbox One.

Peggle 2 er et utroligt simpelt spil, og det fungerer egentlig på præcis samme måde som det første Peggle. Man spiller på en 2D-overflade, hvor man fra toppen kan skyde en lille kugle ned gennem banen, som er fyldt med såkaldte pegs - små, runde objekter i forskellige farver, hvor hver farve har en forskellig betydning. Det gælder så om at få ramt alle de orange pegs med boldene, inden man løber tør for bolde. Derudover er der blå pegs uden effekt, grønne pegs, som giver adgang til et power-up, og lilla pegs, som giver ekstra points.



Det handler naturligvis om at ramme pegsne helt rigtigt, så man kan få kuglen til at ramme en, og så hoppe videre til en anden. Man får en dejlig følelse i kroppen af at klare en svær bane med et lækkert skud, og spillet fejrer det med fest, farver og en glad melodi, hver gang man klarer en bane - det er svært ikke at blive glad, og det holder en ved spillet. Vinder man, så skal man da også 'bare lige' klare næste bane, før man går i seng - og rammer man forbi den sidste peg, så er man på samme måde 'bare lige' nødt til at give banen ét enkelt forsøg til. Stærkt vanedannende - på den gode måde.

Hvilket power-up man har, afhænger af hvilken figur man bruger - og disse kan gøre en stor forskel på spillet. Man starter med enhjørningen Bjorn, som kan vise én, hvordan ens kugle vil hoppe, før man skyder. Resten låser man op for hen ad vejen, simpelthen ved at klare sig gennem spillets baner. Blandt dem er trolden Jeffrey, som er inspireret af The Dude fra kult-filmen The Big Lebowski. Al hans dialog er ligeledes citater fra The Big Lebowski, og her viser PopCap altså, at de har humoren med sig. Hans power-up er, i bedste Lebowski-stil, en kampestens-bowlingkugle, som kan bruges til at smadre mange pegs på en lang række.



En af de ting, man kunne være bange for med Peggle 2, er at det ligner det første Peggle-spil - og det er såmænd også rigtigt. Der er ikke sket de store ændringer, og rent fundamentalt set fungerer spillet ligesom forgængeren. Der er dog kommet nye ting til, i form af nye figurer, nye former for pegs, som skal skydes to gange før de forsvinder, og selvfølgelig en stor spand nye levels. Selv hvis man har spillet Peggle til den store guldmedalje, så er Peggle 2 pengene værd.

Peggle 2 indeholder 60 normale baner, som hver har tre specielle mål man kan klare, ud over bare at gennemføre banen. Disse går ofte ud på at få smadret samtlige pegs på banen, få X point eller at lave et specielt skud. Det giver dog en god del ekstra indhold til spillet, at der på den måde er nogle svære mål, som gør, at man har lyst til at spille samme bane flere gange, indtil man har klaret dem alle sammen. Derudover indeholder Peggle 2 også 60 Trials, som er baner med meget specifikke krav - for eksempel at de skal klares med under X point, at man skal klare den på ét skud eller lignende. Nogle af dem er meget udfordrende, mens andre forsøger at lære spilleren de helt specielle finesser ved power-ups og lignende - en god blanding, både for nye og gamle spillere.



Multiplayerdelen af Peggle er egentlig ikke det store at råbe hurra for. Man kan spille op til fire samtidig - men egentlig spiller man bare på samme bane og ser, hvem der kan få flest point. Det virker lidt meningsløst, da der ikke er interaktion mellem spillerne. Til gengæld bruger Peggle 2 Smart Match-systemet, som kan lade sig gøre på Xbox One - og det kører utroligt flydende. Når man søger efter en kamp kan man uden problemer se en film, spille videre eller gøre hvad man lyster, indtil spillet har fundet en kamp man kan spille i.

Faktisk spiller Peggle 2 bare utrolig godt sammen med Xbox One, også i form af, at spillet automatisk optager dine skud, hvis du scorer et utroligt højt antal point. Derudover kan man også se præcist hvor langt man er nået med en achievement, når man kigger på dashboardet. Det er små ting, men det er rart at se god integration af de features man nu har på Xbox One.



Peggle 2 er et utroligt morsomt spil, med gameplay, der er nemt at lære, svært at mestre og stærkt vanedannende - det er en sikker klassiker. Der er kun taget skridt fremad siden det første Peggle, og hvis du i forvejen kan lide Peggle, så er der ingen vej uden om Peggle 2, specielt ikke, når man tager prisen i betragtning, der ligger på omkring 90 kr. i øjeblikket. Det er dejligt at se et spil så godt, til så få penge, blandt de store AAA-spil på Xbox One Games Store. Hvis man ikke i forvejen er ramt af Peggle-feberen, så er der kun en ting at gøre: Køb spillet, kast dig i gang med det og fang feberen. Peggle 2 er uden tvivl et Xbox One must-have.
+ God humor, godt skruet sammen, meget indhold
Utilstrækkelig flerspillermulighed
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:5.0
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.