Of Orcs and Men

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 8. november 2012 - kl. 18:15
Del denne artikel:
1 0

Rollespil vender op og ned på rollerne og tænker i nye baner – men er det samtidig en tand for velkendt? Læs anmeldelsen af Of Orcs and Men her.

Vi kender alle sammen det klassiske fantasy-plot. Horder af onde orker og andre grønhuder og så skal den lille gruppe gode karakterer, bestående af et par mennesker, elvere, dværge og måske en enkelt troldmand, ud på en eller anden lang og indviklet færd, for at besejre mørkets kræfter og redde verden. Det er dog ikke helt sådan det hænger sammen i Of Orcs and Men.

I Of Orcs and Men har menneskerne allerede allieret sig med elverne og dværgene, og den stærke alliance har nu invaderet landende sydpå, hvor orker og gobliner holder til. Det har medført en systematisk udryddelse af goblinerne, mens orkerne enten dør eller ender som slaver for menneskets imperium. En lille gruppe orker har dog undgået imperiets lange arm, heriblandt hovedpersonen Arkail, en stor, sur og hårdtslående ork, der mest af alt minder om The Hulk. Denne gruppe orker udgør en modstandsbevægelse, og nu begiver de sig ud på den største mission de nogensinde har haft: At slå kejseren ihjel.






Til den store opgave får Arkail hjælp fra Styx, en lille, snu goblin, der fungerer som både makker og decideret modsætning til det store brød. Det er lige præcis her, at megen af spillets charme ligger. Hovedrollerne er besat af to i særdeleshed velskrevne figurer, som sagtens kunne høre hjemme i en tegneserie af høj kvalitet – der er virkelig ikke sparet på kræfterne her. Det er en sand fornøjelse at spille spillet, fordi at de to figurer er så interessante, dybe og skurkagtige anti-helte – på hver deres måde.

Det er bare ærgerligt, at det ikke er kampsystemet, som spillet bør spilles for – det er nemlig ikke specielt velfungerende. Det fungerer egentlig ved, at du har et sæt evner, fordelt på tre ”hjul”, som du kan skifte imellem – disse indeholder tre forskellige kategorier af angreb, nemlig normale, specielle og defensive (for Styx er sidste kategori udskiftet med angreb, der kan udføres på afstand). Det er mere eller mindre magen til Game of Thrones fra tidligere på året, fra samme udvikler. Som man nok kan gætte, så betyder det også, at kampsystemet fungerer lige så dårligt som det gør i Game of Thrones, af de samme grunde.

Man kan kun angribe ved at sætte spillet i slow-motion, aktivere en evne fra hjulet på den pågældende figur man sigter på, og så sætte spillet tilbage på normal hastighed. Det positive her er selvfølgelig, at det bliver noget nemmere at styre begge figurer samtidig. Desværre skaber det en utrolig abrupt spiloplevelse, når man praktisk talt er nødt til at pause spillet hver gang man har angrebet fire gange, eller når man rent faktisk får slået modstanderen ihjel – det bliver hurtigt trættende, specielt når der sker så lidt, i forhold til hvor meget tid man bruger på at navigere rundt til de angreb, man egentlig gerne vil lave. Det er heldigvis også muligt at binde et par angreb til knapper, dog kun LT og RT, så de er nemmere at vælge på farten - men det hjælper jo ikke meget, når man har i nærheden af 20 evner.






Ydermere er kampsystemet indrettet sådan, at visse lette angreb er bedre til at slå hurtige fjender ihjel, mens man skal bruge hårdere evner mod tungt udrustede fjender. Problemet er bare, at det er usandsynligt svært at se hvad der er hvad, når samtlige kampe virker til at ende i én stor klump af personer, der tæsker løs på hinanden, og kombinerer man det med et faktum, at systemet man bruger til at vælge hvilken fjende, man vil slå på, er decideret elendigt, så er det ikke nemt at sige positive ting. Det burde være ligetil – man trykker til højre eller venstre på d-paddet, og så kommer man til næste fjende i rækken, men det virker til, at den rækkefølge er forudbestemt når kampen starter – og dermed er det ikke specielt effektivt, når man har været i gang mere end 10 sekunder. Undertegnede har også oplevet at markøren bevæger sig komplet ude af mønster op til flere gange – og at den nogle gange flytter sig til samme fjende, som man flyttede den fra. Det ender hurtigt med, at man slås mere med menuerne, end med fjenderne.

Heldigvis taber man ikke, når en af ens figurer er døde – først når begge to ligger ned samtidig. Begge figurer kan endda genoplive hinanden på samme tid som det tager at udføre et angreb. Det ender desværre ofte med, at man dermed genopliver Styx med Arkail, sætter ham til at lave to angreb, derefter genopliver man Arkail med Styx og så videre. Kampene forringes simpelthen som tiden går – man starter måske ud med at vælge fra en stor tag-selv-menu af evner, men det er kun et spørgsmål om tid før kampen ender i, at man febrilsk forsøger at bruge den eneste egentlig effektive evne så meget som muligt inden man rammer gulvet, så man kan genoplive karakteren med den anden figur.






En af de store overraskelser i Of Orcs and Men er dog, at det er utroligt lineært, noget de fleste spil i denne genre ellers ikke kan prale af. Den er dog god nok – spillet er simpelthen delt ind i små områder, nærmest baner, hvor man bevæger sig fra A til B med grupper af fjender midtvejs – og det er selvfølgelig ikke muligt at vende tilbage til områder, hvor man tidligere har været. Hvis man accepterer en af spillets sidemissioner, så bliver man ligeledes smidt ind i et nyt område, hvor det handler om at bevæge sig fra A til B, for at komme til næste del af missionen. Det er utroligt ucharmerende for et spil, der ellers har så veludviklet et univers, at banesystemet er som hugget fra et nymodens actionspil, f.eks. Call of Duty, bare endnu mere lineært og i endnu mindre sekvenser – det er lige før, at de klassiske Mario-spil er en bedre sammenligning.

Føromtalte sidemissioner accepteres ved et dialogsystem, hvor man vælger hvad der siges (og ofte hvilken af figurerne, der siger noget) – ligesom i Mass Effect, for eksempel. Det føles desværre alt for ofte som om at det bare er et menusystem hvor man siger ja/nej til ekstra-missioner, men i de situationer hvor det fungerer som karakteropbyggelse for Styx og Arkail er det en ren fryd at bruge – desværre drukner de gode stunder i de middelmådige.

En lille skare vil nok bemærke, at ovenstående også lyder som noget, der er taget direkte ud fra Game of Thrones-spillet, og det er såmænd fordi, at det er det. Of Orcs and Men virker til at være Game of Thrones i nye klæder, for at sige det mildt. Om det så er en positiv eller negativ ting er svært at bedømme, men hvis man er en af de personer, som har spillet Game of Thrones fra tidligere på året, så vil man have mere eller mindre samme oplevelse i Of Orcs and Men.






I sidste ende er man nok nødt til at sande, at Of Orcs and Men ikke er et specielt velfungerende spil. Til gengæld kan man sige, at historien om vores to anti-helte, på en mission om at slå ”de godes” kejser ihjel og befri deres eget folk, ville fungere særdeles godt som en tegneserie eller en bog. Hvis man er typen der gerne bare vil have to af de bedste figurer i år og en velskreven historie, så er Of Orcs and Men en oplevelse man ikke bør gå glip af, såfremt man kan holde de mindre gode aspekter af spillet ud.

Of Orcs and Men ender som en sørgelig oplevelse: Når man kigger på de kedelige omgivelser, hvor sløjt animerede figurer kedsommeligt stikker til hinanden med slow-motion-tænkepauser midt i det hele og egentlig kigger på en lineær spiloplevelse, på trods af områdernes mange kroge og hjørner, så er det svært ikke at føle, at Arkail og Styx har fortjent bedre.
+ To gode hovedpersoner, gennemtænkt univers, anderledes historie
Utroligt lineært, frustrerende kampsystem, middelmådigt dialogsystem
Gameplay:3.0
Grafik:5.0
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 4.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.