Ninja Gaiden

Anmeldt af: Peter Dam (Pete the Elite) - 14. maj 2004 - kl. 03:04
Del denne artikel:
11 0

Tag dragten på, spænd hanskerne om armene, tag sværet på ryggen, og hop derud af.

Hvor luskede og snedige du end havde forestillet dig at ninjaer måtte være, så går Ninja Gaiden ud på at springe rundt i enorm fart og hugge alt ned der bevæger sig. Ryu Hayabusa brøler vildt når han hugger til, smider om sig flamske larmende magier, og kaster med ninja-stjerner til højre og venstre. Knap så snedigt.

Gameplay
Historien i Ninja Gaiden udspiller sig i en verden der måske er lidt parallel til vores, men tid og sted er meget meget svært at bestemme. Noget kunne tyde på middelalderens Japan, samt fremtidens Irak. Hvordan dette gør sig muligt, kommer jeg tilbage til.

Du tager rollen som den overnævnte ninja, Ryu, fra Hayabusa-klanen. I starten af spillet løber du rundt under træning, og du støder snart på en af din fars venner som også fungerer som spillets første boss. Efter den meget spændende duel med ham, kommer en pige løbende ind i rummet med information om at din hjemby er under angreb. Når man har fundet tilbage til den, viser det sig at alt i byen enten er brændt sammen, ødelagt, eller stjålet.





Det viser sig at det sværd som din far og resten af klanen bevogtede, også er blevet stjålet. Dette sværd, også kaldet the ’Black Dragon Sword’, rummer enorme kræfter og fremkalder alt det ondeste i et væsen når vedkommende bærer sværdet. Man finder ud af at denne onde mand der har taget sværdet, hedder Doku. Her begynder Ryu’s jagt på hævn.

Spillets to første kapitler (eller baner om man vil) finder jeg klart de sjoveste. Dette skyldes, at man løber rundt i et naturligt ninja-outfit, og de fjender man møder også er troværdige, såsom andre ninjaer, samuraier på heste, og til dels menneskelige troldmænd. Musikken er traditionel japansk, og passer til omgivelserne. Spillet synes umiddelbart enormt svært visse steder, men stemningen er så god at man virkelig har lyst til at blive ved. Og med tiden klarer man nok første kapitel.

Men det er her, spillet tager en (umiddelbar ubehagelig) drejning. Du får dit nye sorte ninja-outfit på, og kommer ombord på et luftskib. Som du bevæger dig videre, møder du snart en mand klædt i hvidt; han bærer nymoderne våben (enten en lilla elektrisk stav eller en maskinpistol), hans maske har lilla glas for øjnene, og ved hans mund sidder en gasmaske-lignende tingest, og måske har han en granat eller to hængende i bæltet. Du møder flere af hans slags, og i andre farver endda. Som modstandere fungerer disse mænd godt, men jeg var selv lige ved at tro at min xbox selv havde skiftet over til et science-fiction spil. Og for at det ikke skal være løgn, møder du snart en kæmpe stor cyborg på toppen af luftskibet (hvor enhver burde flyve ad H til i den lufthøjde), og hans ene arm består af en kolossal laser-kanon. Så sidder jeg og tænker MechAssault...




Og efter dette kapitel, kommer du til nok det kedeligste stykke i spillet. Et rigtigt langt kapitel med fuldstændig urimelige puzzles, som anmelderen her måtte finde Walkthrough til på nettet for at komme igennem. Det skal bemærkes, at dette stykke var så forfærdelig kedeligt at jeg var lige ved at stoppe med spillet og anmelde det ud fra det (bras) jeg havde set. Men jeg kæmpede lidt videre. Og så bliver spillet alligevel bedre.

De efterfølgende baner er faktisk rigtigt gode. Gode på den måde, at man får lidt valgmuligheder. Spillet er i grunden stadig lineært, men man får mulighed for at vælge hvilke veje man vil gå først, hvilke våben man vil bruge i kamp, og andre småting. Leveldesignet er rigtig flot, og man kommer til nye flotte omgivelser i næsten hvert kapitel – det sker dog at du må vende tilbage til de steder du har set før. Men for ikke at tale for meget om leveldesignet og grafikken i spillet, hvilket jeg jo kommer ind på senere, så kan jeg sige at Team Ninja forstår at motivere spilleren til at udnytte omgivelserne, for eks. i form af vægge. Der er meget wall-running i spillet, og Team Ninja har gjort dette til en god oplevelse. De har fundet en god balance mellem at gøre wall-run til en ren nødvendighed, eller at gøre det til en ren nydelse uden særlig effektivitet, som vi så med split-jump i Splinter Cell. Dette er både skægt og nyttigt - især i kamp.




Kampen foregår med en meget god auto-aim, der ikke gør mere arbejde end den bør. Man kan selvfølgelig blive frustreret enten når Ryu angriber en anden end man selv havde tænkt sig, eller modsat, når du synes du er tæt nok på til at få lidt auto-aim, men ikke er det alligevel. Dette sker dog meget sjældent, og generelt fungerer auto-aimen virkelig godt. Et godt punkt mellem at kæmpe og at lege med fjenden.

Man har en knap til hop, en til middel-angreb, en knap til de virkelig hårde slag, samt en knap til det projektil våben du har valgt. Venstre trigger fungerer som parering. Som du måske kan forstå, er denne styring simpel nok. Ikke udpræget intuitiv eller revolutionerende, men den fungerer formidabelt, helt ubeklageligt.

Dine muligheder for slag og kombinationer med det valgte våben står i en lang liste. Det er sat op meget enkelt, som i Dead Or Alive, hvor der står en kombination som udføres. Denne liste benytter anmelderen sig sjældent af, men det er en god idé sådan at de virkelig hardcore spillere kan lære nogle kombinationer udenad.





Kampen kører flydende, og der kan ikke rigtig siges andet end at kampen føles rigtig tilfredsstillende, og at det er essensen i spillet. Et overordentligt fejlfrit kampsystem. Dog er der en enkelt ting, der kan plage.

Kameraet nulstilles på højre trigger, hvilket vil sige at det bliver placeret lige bag Ryu. Alligevel kan man fare rundt i kamp og miste orienteringen fuldstændigt, hvis der eksempelvis er en væg bag Ryu når man trykker på triggeren, så kommer man helt tæt bag Ryu og han fader ud så det fungerer som 1.person. Det er bare ikke lige altid man opfanger dette, og mens man undrer sig over hvor pokker han blev af, bliver man hurtigt hakket ned. Andre gange i kampe hvor kameraet af en eller anden årsag ikke kan justeres, sker det også at du ender med at kigge direkte ned i jorden. Dog er dette ikke så fatalt et problem i kamp, da man kan blokere næsten alt blot ved at holde den anden trigger nede. Man kan også få lidt problemer med kameraet når man skal nå forskellige platforme eller høje steder, hvis man for eks. har en væg bag sig, og dette sker temmelig ofte.

Men med tiden lærer man at bruge den højre trigger på de rigtige tidspunkter, og at blokere når man ikke ved hvad der foregår.




Spillet indeholder også klassiske elementer, såsom at skulle løbe fra kæmpe rullende sten, slås med enorme bosser, dykke undervands, og løse små gåder.

Bosserne findes i næsten hvert kapitel, og som før nævnt, er spillet til tider svært. Det er her bosserne træder i kraft. I stedet for at forklare hvilke bosser du kan møde i din færd, kan jeg sige - med en anelse skuffelse - at der som regel kun findes én holdbar strategi imod hver boss. Med andre ord, du skal loade forfra et par gange til du har fundet den bedste måde at bekæmpe fjenden på, for derefter blot at gentage små dele af strategien; såsom at undvige ethvert angreb og skyde med pil og bue når fjenden gør dit, og hugge til når den gør dat.

Men de passer godt i spillet, som tidspunkter hvor man virkelig tager sig sammen, og må kæmpe lidt for sejren, og man føler at man er en ninja når man vinder.





Svømning er også integreret ganske vellykket. Man kommer frem ved at trykke gentagne gange på A-knappen, og du kan stadig hugge med dit sværd undervands samt foretage nogle små undvigelser. Dit ilt-meter tømmes ikke særligt hurtigt, men der er ikke det store behov for realisme her da man ikke er så meget undervands, på nær i et enkelt level. Til gengæld finder du i dette level et item der gør det lidt lettere for dig: En ilt-beholder der gør at du kan trække vejret evigt under vandet. Jeg mener at dette er en lidt billig løsning til at få vand ind i spillet. Hvis vandet endelig skal være der, burde Team Ninja lave spillet efter deres egne regler, men som sagt er der ikke så enormt meget svømning, at dette kan genere nogen.

Items finder du en hel del af i spillet. Du kan blandt andet finde de velkendte healing-potions, og potions der genfylder din Ninpo (hvilken jeg vender tilbage til). Der er ting der vedrører spillets gang, såsom nøgler og genstande, og nogle ting der giver dig en større liv-bar, samt mange mange andre finesser der gør det lettere for Team Ninja at balancere spillet; gør spilleren bedre når opgaverne bliver sværere.




Størstedelen af de ting du anskaffer dig, er genstande som du finder i kister og i lig der ligger rundt omkring. Men der er en slags butik i spillet: En statue af en gammel mand. Når du finder ham, vækkes han nærmest til live, og man kan så handle med ham, samt tale med ham og du kan endda få opgraderet visse af dine våben, hvis du altså har penge nok. Penge fås ved at slå fjender ihjel. Hver gang du dræber fjender, efterlader de noget energi (eller ”Essence”, som det hedder i spillet) i luften. Der er tre energier:
- Den gule essens, der fungerer som penge. Det er også denne essens du oftest støder på.
- Den blå essens, der giver dig en smule liv (jo mere liv alt efter hvor stor fjenden var).
- Den røde essens, der genfylder noget af din Ninpo. Denne energi er den mindst hyppige.

Så er der også den lille detalje, at udviklerne også har forsøgt at gemme visse af tingene (eller placere dem steder der kan få spilleren til at give op). Dette er ikke ”quest-items” (items der skal bruges til at komme videre i spillet), men nogle af de ting man kan finde betyder dog en del – for eksempel er der et sted i det ovennævnte totalt urimelige kapitel gemt et våben, der kræver at du først skal finde ud af dets eksistens, så finde det, og så finde en måde at nå det på. Ikke let, men nogle vil mene det er det værd. Man kan også finde ”Golden Scarabs” (på dansk Gyldne Skarabæer), der giver dig en lille bonus hver gang du finder en af de statuer du kan handle med. Ved at give ham de skarabæer du har fundet, vil han nogle gange give dig noget til gengæld. Og her skal det siges, at jeg selv har formået at få et meget stort sværd, som ikke SKAL bruges for at komme videre, men som fungerer rigtig godt imod en bestemt boss som du møder gentagne gange i spillet.




Som sådan har de balanceret spillet godt; man kan uden de store problemer nå hvad der skal til for at komme videre, og med lidt ekstra indsats og nysgerrighed også lidt bonus, såsom nye våben og flere healing-potions mm.

Våbnene betyder naturligvis meget for spillet. Du støder på forskellige typer våben, og forskellige våben af hver type. De hovedsagelige grupper er sværd, nunchakuer, buer og kastestjerner. Så er der også de enkelte våben, der ikke hører til nogen steder, såsom en undervands-harpun. Der kommer flere og flere sværd ind i spillet, men start-sværdet, Dragon Sword, er det mest stabile. ’Dabilahro’ er et meget tungt sværd som skader med enorm kraft, mens ’Ketitsu’ er et demonisk sværd der tapper liv fra dem du dræber, samtidig med at det langsomt suger liv ud af dig selv. Sådan er der variationer af våben, og de kan som sagt blive opgraderet hos statuerne, hvilket medfører nogle ekstra kombinationer med det våben (og lidt ekstra skade med våbenet kunne også tænkes, men det står ikke nævnt nogle steder).

Ninpo er den hemmelige kunst at kunne kontrollere den Ki, du indeholder. Efter ninjaernes tro, indeholder alt levende Ki. Ninjaerne i Hayabusa-klanen lærer den enorme kunst at udfri sin energi på forskellige måder, som en slags magi. Dette kommer i form af ild, is og stød. Som element i spillet, fungerer det lidt for effektivt. Man ender med at have en temmelig stor ki-bar, så man kan udføre en del udfrielser i løbet af et kapitel. Senere hen får du ret kraftige magier, så det måske er en anelse for ”overpowered”. Men det afbalanceres en smule af at fjenden sagtens kan blokere den; det er bare ikke altid AI’en slår til lige dér.





Om Ninpo er en nødvendighed for spillet tror jeg ikke, men det er en fin tilføjelse, der også bringer farver i spillet.

Save points er en sidste vigtige ting. Distancen mellem to save-points kan være urimelig, især når man skal løbe utroligt langt for at nå en boss eller et andet svært sted. Men der kan ikke siges så meget om dem, de fungerer som man kan forvente. De kan bruges flere gange, og du har 10 slots at gemme på hvis nu du vil gemme lige før en fed boss-battle eller lignende. De er generelt set placeret med et retfærdigt og udholdeligt mellemrum.

Grafik
Grafikken i Ninja Gaiden er helt fantastisk. Dog har Team Ninja ikke benyttet sig fuldt af den i form af omgivelserne i banerne, men det de har formået at putte i spillet, er ikke desto mindre virkelig flot.

Visse baner er selvfølgelig længere end andre, men de holdes i en meget fornuftig længde. Det er alligevel en del tid der skal bruges i de samme omgivelser, så det er vigtigt at det forbliver interessant at være der. Spillet fejler måske lidt i visse lange kapitler, men som sagt, kun lidt. Banedesignet er meget levende, med træer, vandfald, aflukkede gyder og mange andre velanimerede småting. Stilen i spillets baner varierer meget; du kommer til skove, forladte byer, isgrotter, store templer og meget andet. Her vil jeg til gengæld mene at det er gået godt; man føler sjældent at man har været der før.




Ryu selv er meget detajleret. Hans bevægelser er meget flydende, og der kommer en fed effekt i luften når han hugger med sværdet. Løben på vægge ser naturligt ud (så længe man ser bort fra tyngdekraften, naturligvis). Der kan faktisk ikke sættes en finger på grafikken her.

Fjenderne er i aller højeste grad livagtige og interessante. Stort set alle deres lemmer ser ud til at være animerede, og anmelderen har ikke en eneste gang set at en arm sad forkert, eller fjenden huggede ved siden af Ryu og det alligevel talte som et slag der gik ind. Fjenderne er meget forskellige, nogle af dem er selvfølgelig farligere end andre, men de har det tilfælles at de er utroligt flotte og veldesignede. Lige en lille detalje, der nok vil glæde nogen: Det er kun menneskelige modstandere man ikke kan hugge hovedet af. Zombier, demoner og andre skabninger kan godt miste deres hoved. Og nej, menneskene har heller ikke fået grønt blod.

Ninpo’en er også utrolig at se på. Ild-effekterne er fantastiske. Vand-effekterne er naturlige, og nogle gange spejles der ting i vandet. Det hele er ganske flot, så spørgsmålet er egentlig bare om det hele passer sammen, og det gør det. I stor grad.

Lyd
Lyden af et sværd der flænser en zombie er endnu en meget livagtig ting; ikke at lyden er realistisk, det ved jeg ikke. Jeg har aldrig hørt en zombie blive skåret over. Men lyden tilfredsstiller, og det bliver den ved med at gøre. Det samme gælder alle de andre fjender, da lyden er den samme. Så er der selvfølgelig lidt variation med de andre våben, men her sker ikke det store. Lyden af en nunchaku er ikke helt så ophidsende som et sværd, men den er stadig helt acceptabel, og det samme gælder alle de andre våben.

Spektakulære er de ikke, men når du eksempelvis hopper op i luften og spreder lyn omkring dig, har det en god effekt.




Stemmeskuespillet er faktisk imponerende. Alle de engelske stemmer er gode, lige på nær Ryu’s. Men han er en mand af få ord, og det er heldigvis mest bipersonerne der taler. Deres stemmer er som sagt velindspillede; man kan let leve sig ind i situationen, fx når en eller anden er blevet kidnappet.

Musikken er også over standard. Det sker at man plasker rundt i vandet og man helt glemmer det tynde soundtrack der kører, men om musikken så er god er jo en smagssag. Personligt synes jeg at den passer okay som baggrundsmusik, men den siger ikke noget bestemt om stemningen, på nær i visse kampe. Men det er tilgengæld her, musikken positivt bidrager til spilleoplevelsen. I nogle af de lidt større kampe hvor du for eksempel støder på en ny fjende for første gang, sættes der lidt techno i gang. Som sagt, om det passer til en ninja er en smagssag, men det huer anmelderen stort.

Xbox Live
Der gik rygter om, at man kunne spille co-op i Ninja Gaiden efter at have gennemført det i singleplayer, men dette er desværre ikke sandt.





Hvad der til gengæld er sandt, er at et ’Master Ninja Tournament’ er begyndt, men dette er blot en kæmpe massakre af de sædvanlige fjender, hvor ens præstation kommer op på nogle scoreboards hvor de kan sammenlignes.
Der skulle også være en turnering i gang hvor man kan vinde præmier, men denne er kun åben for spillere over 18 år, så det er desværre ikke alle der kan nyde dette.

Konklusion
At blive forelsket i dette spil kræver lidt tid, men de fleste vil nok nå til et punkt, hvor de ikke længere overvejer om dette er et spændende spil eller ej. For anmelderen her, tog det ikke længere tid end det tager for Ryu at hugge et hovede af. De første kapitler af spillet giver desværre ikke et særligt godt heldhedsindtryk, men det er stadig et virkelig godt, smukt og medrivende spil. Værd at bruge lidt gul essens på.
Gameplay:8.5
Grafik:9.1
Online:-
Holdbarhed:7.9
Overall 8.6
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.