NBA Live 06

Anmeldt af: Sune Meyer (Goose Fraba) - 5. januar 2006 - kl. 17:25
Del denne artikel:
3 0

Allerede ved første øjekast giver NBA Live 06 rent visuelt et ”next gen” indtryk. Ved opstart af spillet ser vi, hvordan en practice court langsomt lyses op, og Miami Heat stjernespilleren Dwayne Wade langsomt bygges op, polygon efter polygon. Man ser vitterligt hvordan hver eneste sveddråbe triller ned ad kroppen på ham, imens han står og flekser lidt med armene for at fremhæve muskelstrukturen i spillet.

Der er ingen tvivl om at EA formår at præsentere den nye generation af spil på en sådan måde, at man aldrig kommer til at tro, at man stadig sidder og spiller på de gamle konsoller. Der spilles med de nye grafiske muskler, og selvom Madden NFL 06 stadig tager førstepræmien for en introsekvens i et sportsspil i Xbox 360 konsollens launch udvalg, så skuffer NBA Live 06 bestemt heller ikke på dette område.





Gameplay
Der er i NBA Live 06 tale om et ret interessant menu system, hvor man har kombineret en practice court med selve hovedmenuen. Ved et hurtigt tryk på start knappen kan man så gå fra træningen og direkte ind i menuen, imens man stadig ser spilleren stå på banen bagved. Det får hele spillets interface til at virke mere integreret, men til gengæld virker practice mode en smule tynd, da det ikke er muligt at træne andet end skud. Det ville være rart, at have muligheden for at øve særlige situationer, så som free throw, eller at kunne teste de forskellige spilformationer inden en kamp. Når man så starter en kamp, så er der desuden mulighed for at træne videre, imens man ser den resterende loadtid nede i hjørnet af skærmen, men selvom det er en interessant feature, så resulterer det desværre også i, at det generelt tager lidt længere tid at loade en kamp, end man er vant til fra andre sportsspil.

Overordnet set leverer NBA Live 06 en hæderlig omgang basketball. Der er en god portion offensive og defensive strategier, som alle kan indstilles individuelt for ens hold og derefter blive kaldt hurtigt frem med controllerens d-pad.

Man prøver på at skabe angrebsspillet, ligesom man ser det i det rigtige NBA, med masser af afleveringer for at finde en fri spiller, eller søge post game under kurven ved de store drenge. Et stort problem er dog, at man ikke har en knap der kan kalde på en AI screening, hvorfor det kan være svært at komme fri til et skud, hvis ikke man laver fantastiske afleveringer eller har den helt optimale angrebsformation.

I forsvaret er der også både ting der henrykker og forarger en ved spillet. Der double-teames jævnligt på de gode spillere, og der er mulighed for at lægge ydmygende blocks på modstanderen eller hente energiske rebounds. Hvis man modig, så kan man også forsøge at gå efter et steal, men det straffes lynhurtigt med et drive mod kurven, hvis man ikke timer det ordentligt.




Dog er ens computerstyrede medspillere ofte lidt langsomme og sløsede i forsvaret, og hvad der er endnu værre er, at det stort set er umuligt at trække angrebsfejl i spillet. Der er ellers en knap tilknyttet til formålet, men selvom man står væk fra kurven med fødderne solidt plantet på jorden, så kalder dommeren altså ikke fejlen 9 ud af 10 gange, selvom man bliver skubbet flere meter henad gulvet.

Frustrationerne gør sig desværre også bemærket andre steder i NBA Live 06. Således er der en tydelig programmeringsfejl i spillet, som gør, at alle time-outs brændes af inden for samme sekund - direkte efter indkast, hvis det computerstyrede hold starter med bolden i 4th quarter. AI’en opfører sig også tåbeligt på andre områder. Det udarter sig blandt andet i, at ens medspillere ret ofte fejler modstanderen på 3 point skud, uanset sværhedsgraden, selvom det ellers er en af de største synder i basketball forsvar.




Kameraperspektiverne i spillet giver også anledning til lidt hovedpine, for selvom der er 4 synsvinkler, og man endda har mulighed for at indstille højde og zoom på dem, så er der faktisk ingen der giver en et helt optimalt overblik. Den formodentligt bedste af kameravinklerne er faktisk standart indstillingen, som følger kampen fra den ene ende til den anden, fremfor at køre langs sidelinjen. Ulempen her er dog, at spillets flow forstyrres når der laves turnovers, fordi kameraet og styringsretning vendes 180 grader inden spillet fortsættes. Det er desorienterende og kan potentielt dræbe den nødvendige fart i et efterfølgende fastbreak.

Kameraproblemerne syner dog ikke af meget, i forhold til det horrible free throw system i NBA Live 06. Istedet for en indikator der skal følges, så fungerer det således, at man pr. intuition skal føre højre analog stick tilbage og så frem, i bedste golfsspil stil, for at ramme kurven sikkert. Problemet er bare, at man ikke har muligheden for at træne free throws i practice mode, samtidigt med at fejlmarginalerne gør det næsten latterligt svært at ramme skuddene. Med øvelse kan man ganske vist blive bedre og ramme flere skud end man misser, men det vil være langt de færreste gamers, der formår at komme i nærheden af den 80-90% succesrate, virkelighedens NBA spillere ligger på i snit.





Man kan lede længe efter en franchise mode i spillet, men der er trods alt inkluderet en season mode, hvor man kan forsøge at erobre mesterskabstitlen med sit hold og foretage simple former for team management, så som trades. Meget bedre ser det straks ud med ”create-a-player” funktionen, som tillader en at kreere egne spillere. Der kan justeres på alskens ting og sager, lige fra placeringer af tatoveringer til omfanget af spillerens kranie. Det er måske ikke på højde med CaW funktionen i de bedre wrestling spil, men for et basketball spil, så hører det bestemt til i den gode ende.

Hvad online spil angår, så leverer NBA Live 06 helt og aldeles, hvad man forventer af et EA sportsspil. Det vil sige two player quick matches eller optimatches imod venner eller fremmede, som man enten møder i lobbies eller via spillets søgefunktion. Der er naturligvis også leaderboards, og en sjov lille detalje er, at man kan gå ind og se hvordan spillerne fra et bestemt land har klaret sig i forhold til hinanden – heriblandt også Danmark.

Grafik
Et af de store højdepunkter er helt afgjort den nye grafikmotor. Måden spillernes tøj folder på, når de løber, ser meget overbevisende ud. Hertil kommer at muskler og tatoveringer står knivskarpe, på trods af at sveden jævnligt triller ned over dem, foruden at spillere og coaches bare generelt ligner de mennesker, de skal forestille fra det virkelige NBA. Publikum er animeret i 3D, og de forskellige baner rundt omkring ser mere ægte ud end nogensinde før. Med andre ord er det tydeligt, at vi her taler om grafik, der ikke tidligere har været mulig i et basketball spil, men Xbox 360 platformen gør det altså muligt.

Dog er det ikke alting, der er rosenrødt ved grafikken. Således kikser animationerne lidt til tider, selvom de et stort stykke henad vejen virker mere livagtige end nogensinde før. Der er bare tider, hvor spillets collision detection ikke er optimal og spillerberøringerne ikke er lige så overbevisende som de øvrige animationer. Herudover har spillere og coaches generelt for udtryksløse ansigter, selvom man har forsøgt at give spillerne lidt individualitet ved at lade dem udføre deres egne free throw ritualer inden et skud, såfremt de gør noget usædvanligt. For eksempel sender Jason Kidd et kys afsted til kone og børn inden sit skud, og Rasheed Wallace holder bolden ud i strakte arme.




Det bør nævnes at frameratten ikke er helt flydende, selvom det dog heller ikke hakker så ekstremt på noget tidspunkt, at det går udover gameplayet. Desuden kan det godt anbefales, at man spiller NBA Live 06 med et high definition setup. Det er ikke ligefrem et krav, men det giver altså lige det sidste nyk opad i grafikken og gør det generelt nemmere at læse teksten i spillet, som generelt er skrevet lidt småt.

Lyd
Lyden er for det meste ganske udmærket i spillet. Marv Albert og den pensionerede Bulls spiller Steve Kerr leverer kommentatorsporet. De kommer generelt med nogle meget passende bemærkninger til spillet og håner endda en, hvis man kommer til at trykke på en forkert knap, så som lay-up knappen bagved 3 point linjen. Dog føles kommtatorsporet en anelse monotont, og man begynder at høre gentagelser efter et par kampe. Ellers må man sige, at lydene på selve banen fungerer upåklageligt, og man har selvfølgeligt også denne gang inkluderet en række EA hip-hop musik Trax, som kører i menuerne og pauserne.

Holdbarhed
Holdbarhed i NBA Live 06 afhænger i høj grad af, om man kan se igennem fingrene med spillets betragtelige fejl. Kan man det, så er der mange timer at komme efter, både offline i season mode og i multiplayer med andre. En dyb franchise mode og en mere helstøbt gengivelse af basketball spillet havde dog ikke skadet.




Overall
NBA Live 06 er til syvende og sidst af en lidt underlig støbning. Man har tonet de vildeste moves og hastigheden ned og forsøgt at gå efter et mere simulationsorienteret basketball spil. Men en manglende franchise mode, en belastende free throw system, en række brølere i den kunstige intelligens og mangler i gameplayet, gør at dette mål ikke opfyldes til fulde. Alligevel skal man ikke afskrive NBA Live 06 helt som et underholdende spil. Det har den flotteste grafik i et basketball spil til dato, og det er stadig tilfredsstillende at aflevere bolden rundt til det perfekte skud eller dunk, samt at lukke modstanderen ned i forsvaret. Desuden er create-a-player mode ret omfattende skruet sammen, og det er nemt at implementere coaching strategier. Derfor kan spillet også anbefales, selvom der er set basketball spil med bedre gameplay på markedet.
Fakta
NBA Live 06

NBA Live 06

PlatformXbox 360
UdviklerEA Sports
UdgiverElectronic Arts
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:6.4
Grafik:7.4
Online:7.0
Holdbarhed:6.2
Overall 6.8
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.