Metal Gear Solid HD Collection

Anmeldt af: Nicolai Hansen - 1. februar 2012 - kl. 19:43
Del denne artikel:
21 0

Frem med papkassen og de ekstra bløde gummisko, nu skal der sniges.

Der er vist ikke mange spillere, der ikke har hørt om Metal Gear Solid. Bag dette navn gemmer sig en spilserie, der af mange krediteres for at udbrede snige-baserede spil til et større publikum. På Xbox platformen har vi kun én gang tidligere haft mulighed for at stifte bekendtskab med producer Hideo Kojimas hjertebarn og det var tilbage i 2002, da en opdateret udgave af Metal Gear Solid 2: Sons Of Liberty blev udgivet under navnet Metal Gear Solid 2: Substance til den første Xbox. Under sin Sammen med Metal Gear Solid 3: Snake Eater og Metal Gear Solid: Peace Walker, udgør Sons of Liberty nu opsamlingen Metal Gear Solid HD Collection.



Metal Gear Solid serien har altid været kendt for sine lange dialoger, intrigante og til tider snørklede historier. Der er sjældent fuld tryk på actionkedlerne og det er ikke unormalt at blive afbrudt hvert andet minut (bogstavligt talt) af en filmsekvens eller et radioopkald. Historien og personerne er i fokus og man føler sig derfor til tider mere som en del af en interaktiv film, end som spiller. Nu vi er ved historierne, så skal det da nævnes, at de som altid er smækfyldt med de skæve personligheder og spektakulære bosser, som efterhånden er blevet Metal Gear Solid seriens varemærke. Jeg kan da i flæng nævne en astronaut med flammekaster, en fed fyr iført bombedragt og rulleskøjter og ikke mindst de store masseødelæggelsesvåben hele serien handler om; Metal Gear maskinerne.

Gameplayet i Metal Gear Solid HD Collection er naturligvis fuldstændigt uændret i forhold til de originale spil. Spilleren vælger fortsat selv, om man vil snige sig forbi fjender eller skyde sig vej frem til målet. Det sidste kan dog sjældent betale sig og går man efter en høj score, eller vil man have adgang til det fede udstyr, så er det på med de ekstra bløde sko og så snige sig frem. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, for på trods af at kontrolsystemet virker rigtigt fint på et Xbox 360 joystick, så gør fjendernes opmærksomhed det også. Bliver man set eller hørt, vil der blive slået alarm og med mindre man kan finde en mørk krog, et skab eller en papkasse at gemme sig i, så er der høj risiko for at stifte bekendtskab med Game Over skærmen.

Metal Gear Solid 2 indeholder alle de elementer man kan huske fra tidligere. En radar til at følge fjenderne og ikke mindst hvor de kigger hen, skabe til at gemme sig i, samt et forholdsvist overskueligt miljø, hvor man sjældent farer vild eller ikke ved hvor man skal hen. Både Metal Gear Solid 3 og Peace Walker vil overraske de spillere, der ikke har haft fingre i serien siden Metal Gear Solid 2. I Metal Gear Solid 3 er radaren for eksempel helt væk og banerne er både større og mere komplekse. Som spiller skal man enten have et indgående kendskab til banerne og fjendernes bevægelsesmønstre, for at komme nogenlunde smertefrit igennem spillet, eller som undertegnet, bruge meget tid på at orientere sig om sine omgivelser. Det sidste er faktisk en temmelig stor del af de to nyeste spil. Påklædning og ansigtssløring har betydning for, hvor nemt man kan opdages af diverse vagter og der skal til tider skiftes mere tøj og ansigtsmaling end i Barbie og den forsvundne sminkedåse.

Udover at bruge omgivelserne til at skjule sig i, så kan disse i Metal Gear Solid 3 også bruges aktivt til at slippe af med vagter, der bare ikke vil flytte sig. Det nemmeste vil måske være at give dem et skud bedøvelse med en MK22 pistol, men det er uendeligt mere tilfredsstillende at skyde et hvepsebo ned i hovedet på dem og se staklerne løbe skrigene bort.



I både Metal Gear Solid 3 og Peace Walker skal man også holde godt øje med sit udstyr. Alt bliver slidt og opslidningen sker hurtigere end et par overtræksbukser i den lokale børnehave. En lyddæmper vil for eksempel blive slidt ved brug for til sidst at holde helt op med at virke. Ikke så heldigt hvis man befinder sig i slutningen af en mission omgivet af fjender og bare vil i mål.

I modsætning til de andre spil i samlingen, så har Metal Gear Solid: Peace Walker tidligere kun været tilgængeligt i en håndholdt udgave på Playstation Portable. Dette har betydet at spillet føles og kører en anelse anderledes end Metal Gear Solid 2 og 3. Missionerne er kortere og der er skåret ned på både filmsekvenser og radiodialoger. Kort sagt, der er lidt mere action end man ellers er vant til i et Metal Gear Solid spil.

Kontrolsystemet er der også ændret på. Både Metal Gear Solid 2 og 3 benytter fikserede kameravinkler, hvilket selvsagt betyder, at man ikke altid kan se alle kroge af et område. I Peace Walker er dette irritationsmoment væk og man kan med højre styrepind frit styre kameraet. Derudover er både nærkamp og skydning gjort mere brugervenligt. Et par hurtige tryk på højre trigger i kombination med venstre styrepind sætte spilleren i stand til at nedlægge flere fjender på en gang. Højst tilfredsstillende. Skydning ligner i højere grad, det man kender fra andre skydespil. Sigt med venstre trigger og skyd med højre.

Hvad der virkelig adskiller Peace Walker fra de andre spil i Metal Gear Solid HD Collection er at man skal opbygge sin base. Dette fungerer som simulationsspil mellem missionerne, men er også en delvist integreret del af dem. Mellem missionerne fordeler man sine folk efter deres evner i forskellige grupper, der hver især vil forestå madlavning, udvikling af udstyr, spionage og lignende. Under en mission kan bevidstløse fjender visiteres for instruktioner til at konstruere nye, eller forbedre, eksisterende våben, eller hvis man mangler folk, kan de sendes hjem til basen ved hjælp af heliumballoner. Det lyder måske lidt underligt, men det er forbløffende vanedannende og der går lynhurtigt sport i at rekruttere så mange folk som muligt og helst af så høj kvalitet som muligt. Kvaliteten afhænger af spillerens egen rang, som igen bestemmes af hvor godt man klarer sig på sine missioner. Med andre ord belønnes man for at opnå en høj score i de enkelte missioner.



Peace Walker er også det spil i samlingen, der tilbyder mulighed for at spille online, enten via co-op eller mod andre i for eksempel Team Deathmatch. Co-op fungerer egentlig ok, da man kan samarbejde om at tage fjender ned, distrahere dem og nå frem til målet. Det skal bare helst gøres med en ven, eller en spiller med en karakter på samme niveau som en selv. Karakterer med højt niveau har åbnet mulighed for at score ekstra point eller henlede vagternes opmærksomhed på andre spillere end sig selv. Begge ting, der scorer højt på frustrationsbarometeret, når man spiller med folk man ikke kender og der derfor ikke altid er en naturlig hensyntagen til medspillerne. De andre online spiltyper fungerer ikke rigtigt. Der er ikke fejl i dem, men det mærkes tydeligt, at Metal Gear Solid serien ikke er lavet til hurtig action, og slet ikke mod andre mennesker og igen har niveauforskelle mellem karakterer alt for stor indflydelse på spillet.

Men bare fordi online delen ikke er lige så god som singleplayer delen, er der ingen grund til at græde eller lade Metal Gear Solid HD Collection stå på butikshylden, for der ligger rigtig mange timers underholdning i singleplayer delen. Udover missionerne kommer alle tre spil i samlingen med lidt ekstra i form af de to originale Metal Gear spil til MSX, Extra Ops, ekstra missioner i Snake Tales og ikke mindst ”træning” i VR Missions. Sidstnævnte er så omfattende og vanedannende, at Konami kunne have solgt det som et separat spil. For achievement jægerne er der også gode nyheder. Hele 2000 point er der mulighed for at hente her, fordelt med 1000 på Metal Gear Solid 2 og 3 samt 1000 på Peace Walker. Selv hvis man ikke går efter alle point, ligger der uden tvivl minimum 100 timer fordelt på de to diske som opsamlingen kommer på.



Så de tre spil i Metal Gear Solid HD Collection har altså klaret transitionen til Xbox 360 ganske hæderligt, når vi taler om gameplay. Det samme kan ikke helt siges om den grafiske overhaling, som egentlig er det hele opsamlingen omhandler.

Hvis vi starter med Metal Gear Solid 2, så er det tydeligt at der er tale om et gammelt spil, hvor HD opdateringen ikke er lykkedes rigtigt godt. Bevares, det ser da bestemt bedre ud en originalen, med skarpe linier og klare farver, men detaljerne mangler og mange overflader ser decideret nøgne ud. Der er naturligt nok ikke ændret på polygon antallet, hvilket giver alle karakterer et kantet udseende, og i mange tilfælde får arme og ben til at se påklistrede ud. Vand og bølger er jeg slet ikke sikker på, at Kojima Productions har pillet ved, de ligner rent ud sagt noget fra sidste generation af konsoller.

Metal Gear Solid 3 klarer sig bedre. Faktisk klarer det sig rent grafisk bedst af alle tre spil. Der er skruet op for detaljegraden, teksturerne er forbedret men lider stadig af nogle grimme udviskede overflader. Der er også blevet plads til nogle udmærkede lyseffekter, som dog ikke imponerer i forhold til spil, der er udviklet til denne generation. I forhold til Metal Gear Solid 2 er karakterne knap så kantede at se på, men det er stadig tydeligt, at der ligger et ældre spil bagved.

Det nyeste spil, Peace Walker, er mærkeligt nok også det grimmeste. Grimt er måske er hårdt udtryk at bruge, men dette spil bærer tydeligt præg af at være overført fra en håndholdt konsol. Der mangler detaljer på stort set alle teksturer og farvepaletten minder mest af alt om en farvelade fra 1970’erne, dengang brun, karry og beige udgjorde de tre grundfarver.



Til gengæld vinder Peace Walker lidt terræn tilbage på sin fortællestil, der er implementeret som en interaktiv tegneserie (inklusiv talebobler). En god tegnestil holdt i fire farver krydret med nogle ganske få quicktime events, holder spilleren fanget og involveret i historien. Hvis man er på udkig efter en flot grafisk oplevelse på sin Xbox 360, så er det ikke Metal Gear Solid HD Collection man skal bruge sine penge på.

Så er der mere at hente på lydsiden. Musikken er stort set uændret i forhold til originalerne, og det er en rigtig god ting. Skru op og nyd underlægningsmusikken, der kan måle sig med de bedste Hollywood produktioner. Bortset fra at læber og tale ikke passer sammen, hvilket er forventeligt i ældre spil, så klarer de fleste karakterer alle dialoger til to tommelfingre op. Jo, enkelte af dem er måske lidt overspillede, og især pigerne lyder altid som om de er lige ved at tude, men det opvejes af blandt andet hovedpersonens Clint Eastwood-agtige stemme.

Er Metal Gear Solid HD Collection så pengene værd? Det korte svar er; ja. Det lidt længere svar er, at selvom ingen af spillene grafisk har stået distancen, så er gameplayet, selv 10 år efter den første udgivelse, stadig både vanedannende og underholdende. Hvis du leder efter et singleplayer spil med mange timers underholdning, og ikke mindst incitament for at blive gennemført flere gange, så er Metal Gear Solid HD Collection noget for dig.
Gameplay:9.0
Grafik:6.5
Online:7.0
Holdbarhed:9.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.