Madden NFL 16

Anmeldt af: Jakob Tofte - 4. september 2015 - kl. 21:11
Del denne artikel:
2 4

NFL står igen for døren, og EA Sports er naturligvis klar med et nyt spil. Madden NFL 16 byder blandt andet på forbedrede kontrolmuligheder i kastespillet, forsvaret og en helt ny spilfunktion.

Madden NFL 16 byder igen i år på amerikansk fodbold i verdensklasse med de efterhånden velkendte spilfunktioner Connected Franchise og Madden Ultimate Team. I franchise kan man vælge at spille enten som holdejer, træner eller spiller. Valget afgør, hvad og hvor meget man har at se til, ligesom man selvfølgelig kan prøve de forskellige muligheder af, for at få en anden oplevelse. De tre oplevelser er nemlig meget forskellige. Som holdejer styrer man alt bag holdet, inklusiv prisen på merchandise og mad på stadion og udbygninger af stadion eller flytninger til andre byer. Som træner står man for spillerindkøb, trades og spillerudvikling, ligesom man optjener XP til sin træner. Som spiller styrer man kun en enkelt spiller, som vi kender det fra for eksempel FIFA’s Be a Pro. Man optjener både XP og Legacy point, som er vejen til legendestatus og muligvis en plads i Hall of Fame.



I franchise har EA Sports og EA Tiburon implementeret et lækkert og meget motiverende aspekt, nemlig dynamiske mål. Undervejs i kampene vil der hele tiden være mål, der skal opnås. Det kan være mål for den givne angrebsserie, for en hel kamp, en hel sæson eller en hel karriere. Som amerikanerne er bedst til, holdes der konstant styr på det hele ved hjælp af et omfangsrigt statistiksystem. Statistikkerne for de enkelte spillere undervejs i kampene vises i øvrigt i år i nogle lækkert præsenterede, flydende kasser, som vises ud for spillerne. Dette gør sig i øvrigt også gældende i andre spilfunktioner. I det hele taget er præsentationen på banen virkelig flot og motiverende for spillet.

Madden Ultimate Team er igen i år tilbage med en række udfordringer, der kan gennemføres, udover de almindelige kampe, som selvfølgelig også er tilstede. Derudover er det naturligvis muligt at spille helt almindelige Play Now kampe og Head to Head kampe online. Gatorade Skills Trainer er igen i år tilbage og er fortsat en af de mest intuitive og grundige træningsmoduler i noget sportsspil overhovedet. Her deles spillet op i alle aspekter og både basale og avancerede teknikker og taktikker gennemgås, ligesom spilleren bliver undervist i, hvad forskellige formationer og spil skal bruges til, samt hvordan man kan genkende spil, både i forsvaret og angrebet.



Nyt for Madden NFL 16 er Draft Champions, som nogle måske også har set er annonceret til det kommende FIFA 16 i en lidt anden version. Der er dog nok ingen tvivl om, at det ikke er tilfældigt, at denne måde at spille på, dukker op i begge spil samme år. I Draft Champions skal man i femten runder vælge femten spillere, hvor man i hver valgrunde har tre spillere at vælge imellem. Vil man gå efter den høje rating, eller vil man hellere satse på kemi og fælles spilforståelse? Det er op til en selv. Herefter spilles en kort serie af kampe med sit hold. Der kan både spilles online og offline. Draft Champions er en sjov måde at sætte sit eget præg på et hold, uden den langvarige og tidskrævende faktor, som både Connected Franchise og Ultimate Team byder på, og jeg tror personligt, at denne spilfunktion vil vise sig at blive en stor succes. Onlinespil fungerer generelt godt, og jeg oplevede aldrig de store problemer med lag eller lignende.

Men nok om spilfunktionerne, som der er rigeligt af. Uden et solidt gameplay på banen kan det hele være lige meget. Heldigvis leverer EA Tiburon og EA Sports også her en solid oplevelse. Nyt for i år er en gennemgribende udvikling af kastespillet. Både quarterback og receivere har fået nye muligheder, der gør det lettere at skræddersy spillene ud fra de givne situationer. Det er således nu muligt at kaste bolden på tre forskellige måder, samt ramme receiverne enten højt eller lavt med nogle meget intuitive kontroller. Hvordan man bruger det, kan afgøre kampene.



Receiverne har også fået nye værktøjer i rygsækken. Man kan nu gribe bolden på tre forskellige måder. Er man i tæt trafik og under grundig opdækning, kan det betale sig at gribe bolden aggressivt. Her er man dog mere udsat for skader, idet man ikke passer så godt på sig selv. Har man masser af rum at løbe i, bør man nok forsøge sig med et ”Run After Catch”, hvor spilleren vil gribe bolden med det for øje, at han skal holde momentum og fart ned ad banen. Her er risikoen, at man har større tendens til at tabe bolden. Står man med en tredje down og er tvunget til at gribe bolden for at undgå at skulle punte, så er den sidste mulighed nok den bedste. Ved at gribe bolden som ”Possession” har spilleren fokus på selve kontrollen over bolden, og vil derfor med større sandsynlighed gribe bolden, men formentlig også blive tacklet umiddelbart derefter. Denne måde at gribe på er også at foretrække, hvis man skal gribe bolden i kanten af banen, idet spilleren her vil forsøge at justere sine skridt for at undgå at gribe bolden out of bounds. I starten var der for mit vedkommende stadig en del gamle vaner, der skulle glemmes, og jeg kom derfor til at gribe bolden aggressivt lidt for tit, idet denne måde at gribe på styres af Y-knappen. Men efterhånden som man vænner sig til at bruge både A, X og Y og lærer at skelne i de rigtige situationer, så åbner spillet sig helt enormt op for en.

Forsvarsspillerne har også fået lidt nyt at lege med, idet det nu er muligt med to forskellige knapper at vælge om man vil gå efter bold eller spiller når man foretager sin opdækning. Går man efter spilleren, vil man sjældent lave interception eller fremtvinge en fumble, men man vil til gengæld formentlig stoppe receiveren med det samme. Igen tvinger de nye muligheder spillerne til at tænke taktisk og foretage et kalkuleret valg, hvilket er med til at give spillet et kærkomment ekstra aspekt. Der er en dejlig fornemmelse af risiko og belønning når man vælger den rigtige måde at gribe spillet an på.



Grafisk er Madden NFL 16 virkelig lækkert. Vi har allerede berørt selve præsentationen en smule, og den er der ingen tvivl om ligger i den høje ende. Efter min smag er dette det smukkest præsenterede NFL-spil til dato. De flydende kasser med statistikker, præsentationer med små videoklip af spillerne fra den virkelige verden, og meget andet, som på en naturlig måde flettes ind i selve spiloplevelsen, er virkelig lækkert at kigge på.

På lydsiden finder vi en herlig stemningskulisse for selve kampene, ligesom der igen i år leveres et lækkert soundtrack. Desværre er kommentatorerne stadig ikke helt på niveau med resten af spillet. For tredje år i træk er Phil Simms og Jim Nantz at finde i kommentatorboksen. Det er ikke ødelæggende overhovedet, men fordi resten af spillet ligger på så højt et niveau, så bliver det ekstra tydeligt. Kommentarerne til spillene på banen virker simpelthen halvflade og i sjældne tilfælde endda unøjagtige.

Hvis jeg skal trække et lille minus frem, så er det, at indlæsningstiderne er for lange. Ikke sjældent skal man vente helt op til 30-40 sekunder når en kamp eller træningsøvelse skal indlæses. Om det er fordi spillet har så meget kørende for sig, at det simpelthen ikke kan gøres hurtigere, det ved jeg ikke. Men til tider vælger jeg aktivt at springe nogle træningsøvelser over i mit franchise, simpelthen fordi jeg ikke gider vente på at det indlæses. Det er lidt trist, men hvis alternativet havde været en mindre pakke eller dårligere oplevelse på banen, så vil de fleste alligevel nok foretrække det som det er.



Konklusionen er, at Madden NFL 16 er et sublimt spil, som i høj grad yder sporten retfærdighed. Med masser af solide spilfunktioner, skal alle spillere nok finde noget, de synes er sjovt og medrivende. Præsentationen er i top og statistikkerne er mange og motiverende. Madden NFL serien var i forvejen en virkelig solid pakke, og med de senest indførte tiltag til kontrollerne for quarterback, receivere og forsvarsspillere, har spillet fået en herlig indsprøjtning af nytænkning, der sidder lige i skabet. Spillet kan varmt anbefales. Touchdown til EA Sports og EA Tiburon!

Hopper du med på Madden NFL 16 vognen, og har du lyst til en omgang venskabelig konkurrence med andre brugere her fra Xboxlife, kan vi i øvrigt anbefale dig at kigge forbi forummet, hvor KingPantic er Commissioner for den officielle Xboxlife NFL liga.
Fakta
Madden NFL 16

Madden NFL 16

PlatformXbox One
UdviklerEA Tiburon
UdgiverEA Sports
Spillere1-4
Udgivelsesdato27-08-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Forbedret kontrol over kastespillet, Draft Champions, dynamiske mål giver ekstra motivation
Indlæsningstiderne er lidt for lange, kommentatorerne er et lille minus
Gameplay:9.5
Grafik:8.5
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.