Lips: Number One Hits

Anmeldt af: Dennis Haagensen - 26. november 2009 - kl. 22:35
Del denne artikel:
4 0

Støv stemmebåndene af og træd ud på scenen. Så er der læber på boksen igen!

Støv stemmebåndene af og træd ud på scenen. Så er der læber på boksen igen!

For dem af jer, der har levet under en sten de sidste par år, så er spillet Lips Microsofts forsøg på at snuppe en bid af det lukrative marked, som Sony med deres Singstar-serie har siddet tungt på i årevis. For dem af jer, der har levet under en forstenet pterodaktyl siden solen blev opfundet, så er Singstar et spil, der ikke blot udfordrer dine sangtalenter i bedste karaoke-stil, men også udfordrer dine venners evne til at holde masken. Udstyret med en mikrofon, sangteksten og, som oftest, den originale musikvideo til det valgte nummer, får du til opgave at snøvle dig vej igennem nogle af tidens største hits, mens spillet konstant overvåger din skønsang.

Lips blev introduceret for det hungrende publikum tilbage i november, 2008 og gav Xbox-folket dét, de længe havde savnet; aflad for deres indestængte forsanger og en undskyldning for at synge andre steder end i brusekabinen. Nu er tiden så kommet til Lips: Number One Hits, der holder fanen højt med en stribe nye numre og et par ekstra features.






Blandt de inkluderede kunstnere finder vi klassiske tracks som Blondie’s Heart of Glass, She Drives Me Crazy udført af Fine Young Cannibals samt Karma Chameleon af Culture Club. Endvidere er der blevet plads til nyere hits som DJ Ötzi’s Hey Baby, Nickelback’s How You Remind Me og Hey There Delilah med Plain White T’s. Med andre ord, lidt for næsten enhver smag. Hele 40 sange er med på skiven og du får desuden muligheden for at downloade 5 ekstra sange, takket være den inkluderede kode. Lydkvaliteten af de tilgængelige sange er høj og hvis du har købt det oprindelige Lips, så figurerer alle sangene derfra også på listen, dog med en lille markør, der viser at du skal skifte skive for at afspille dem.






Én af de største forskelle mellem Singstar og Lips er, at sidstnævnte er udstyret med trådløse, bevægelsesfølsomme mikrofoner. Denne funktion kommer i spillet til udtryk ved, at du blandt andet skal ryste mikrofonen på specifikke tidspunkter for at holde beatet eller få din avatar til at udføre power moves, der forøger din score. Netop dét at din avatar optræder i spillet kan være en mildest talt syret affære, specielt hvis man, som jeg, har en lidt mere speciel avatar. Det giver spillet en ekstra dimension at se en fuldt udstyret Clone Trooper fra Star Wars vrikke med hofterne og kaste håndtegn til højre og venstre.

For yderligere at booste din score, så optjener du i løbet af sangene såkaldt Star Power, som det kendes fra blandt andet Guitar Hero-spillene. Denne Star Power kan aktiveres med den bevægelsesfølsomme mikrofon og fordobler dine point for en kort periode. Din endelige score bliver så præsenteret ved sangens afslutning og sammenlignet med en online highscore-liste. En liste, der pt. er præget af en enkelt person, der må have et virkelig gudsbenovet sangtalent.






Lips er et party-spil, perfekt til hyggelige aftener med venner og bekendte. Microsoft har også givet muligheden for så mange som 4 deltagere, enten som sangere eller som perkussionister, der skal holde rytmen, mens sangerne holder tonen. Ganske som med Singstar-serien er der ikke tale om enorm nytænkning i denne udgave og den skal vel nærmere ses som en udvidelse af sangvalget fra den oprindelige skive. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Jeg har svært ved at se berettigelsen i denne titel og mener af den ligeså godt kunne være udgivet gennem digital distribution. Måske en dag er der en udvikler, der får øjnene op for muligheden for at sælge spillet billigt, helt uden sange og så lade spillerne om at udvælge deres favoritter fra online-butikken. Men indtil da, så er Lips: Number One Hits en udmærket opfølgning til det originale og det efterhånden store udvalg af sange, der kan købes og downloades gennem spillet gør Lips til et naturligt omdrejningspunkt ved enhver festlig lejlighed.

Men luk for guds skyld hunden ude fra stuen. Tænk på at den har meget bedre hørelse end vi mennesker.
Gameplay:7.0
Grafik:6.5
Online:-
Holdbarhed:6.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.