LEGO The Hobbit

Anmeldt af: Kristian Mikkelsen - 20. april 2014 - kl. 23:20
Del denne artikel:
5 0

Så er det blevet tid til endnu et LEGO spil fra TT Games, men kan spillene stadig formå at bringe noget nyt, eller er luften efterhånden ved at gå af ballonen? Læs mere i anmeldelsen her.

Hobbitten handler om en uventet rejse, men uventet kan man efterhånden ikke kalde LEGO spillene, der i øjeblikket vælter ud på markedet. Ligesom de forrige LEGO spil, er det TT Games, der har stået for udviklingen, der denne gang tager udgangspunkt i historien fra de to første Hobbitten film. Dette gøres som sædvanligt med en stor portion humor og en LEGO-verden fyldt med klodser.



I spillet følger vi hovedpersonen Bilbo Baggins, en hobbit, der lever for sig selv i et fredsfyldt område i Midgård. Freden hører dog hurtigt op, da troldmanden Gandalf og 13 dværge banker på hans dør og inviterer Bilbo ud på en farefuld rejse, der har til formål at redde det tabte dværgrige Erebor tilbage fra den dødsensfarlige drage Smaug. Den uventede rejse, med Gandalf og dværgene, fører Bilbo gennem vildnisset af Midgård, hvor han møder alverdens farlige skabninger, der vil gøre alt for at forhindre, at rejsen går som planlagt.

Der er altså lagt i kakkelovnen til et rigtigt spændende spil, hvilket man bestemt også kan kalde LEGO The Hobbit. Spillet leverer nemlig historien på bedste LEGO spil facon med et ordentligt skud plat humor, der dog på ingen måder ødelægger den fantastiske historie, da karaktererne stadig er troværdige. Dette skyldes blandt andet stemmeskuespillet, der er indtalt af skuespillerne fra filmene, og som på den måde er med til at formidle historien på en rigtig god måde. Derudover fortælles historien i gennem en række mellemsekvenser, der både viser handling og dialog. Det kan derfor anbefales at have set filmene først; både for at forstå spillets historie, men også for at undgå eventuelle spoilers.

Hvis man ser på det rent grafiske, kommer spillet ikke med meget fornyelse i forhold til de tidligere LEGO spil. Omgivelserne er dog stadig utrolig flotte og detaljerede, og det giver en fornemmelsen af, at man rent faktisk går rundt i en LEGO version af Midgård. Samtidig er det også sjovt at se, hvor overraskende godt karaktererne fra Hobbitten fungerer som LEGO figurer. Her er der specielt tale om karakterer som den blege ork og Gollum, som på fornemste vis er transformeret om til LEGO.



Skal man dog sætte en finger på en ting, der trækker ned ved den grafiske side af spillet, må det være den manglende brug af LEGO universet ved selve terrænet. Ligesom hos nogle af de forrige spil, er det kun bygninger eller genstande, der er lavet af LEGO, hvilket er en skam, da TT Games beviste i The Lego Movie Videogame, at de rent faktisk kan skabe verdener kun bestående af LEGO. For nogle vil dette være en petitesse, men jeg havde personligt håbet, at de ville fortsætte samme stil i LEGO The Hobbit.

Når det kommer til styringen og spilmotoren i spillet, er der stort set intet forandret. Du har stadigvæk, via Y-knappen, muligheden for at skifte mellem de forskellige karakterer, som hver især har en speciel evne, der er nødvendig for at komme videre i spillet. Den uforandrede spilmotor betyder desværre, at spillet nemt bliver for ensformig; især hvis du har spillet de tidligere LEGO spil. Dette er en skam, og det virker lidt som om, at der har været større fokus på at producere spil og mindre på fornyelse og nytænkning. Det skal dog samtidig pointeres, at selve styringen fungerer upåklageligt, hvilket måske er forklaringen på hvorfor TT Games har valgt ikke at tænke nyt.



Spillet byder dog også på nye ting. Blandt andet en række sidemissioner, der er rigtig underholdende, og som er med til at forlænge spilletiden. Derudover kan du også finde forskellige ressourcer, blandt andet ved at mine, som kan bruges til at handle med eller bygge genstande, der skal bruges for at komme videre. Dette er en rigtig fed feature, og det får samtidig spillet til at føles som et rigtig rollespil. TT Games har altså alligevel formået at implementere nogle nye små ting til LEGO The Hobbit, men det havde dog klædt spillet, hvis der havde været endnu flere.

Noget de fleste fans af LEGO spillene dog formentlig er glade for er bevaret, er co-op delen, der også er tilstede i dette spil. Det fungerer ved hjælp af en delt skærm, hvor hver person styrer sin egen karakter i spillet, og man derfor skal samarbejde om at løse de forskellige opgaver. For nogle vil netop denne del være grunden til at købe spillet, og hvis man har været fan af co-op delen i de forrige spil, kan dette helt klart også anbefales. Dog savner jeg lidt muligheden for at slippe for en splitscreen og i stedet spille online sammen med sine venner. Fravalget af en onlinedel skyldes nok i sidste ende økonomi, men derfor er det alligevel ærgerligt, da det kunne have sikret spillet en del ekstra timers underholdning.



LEGO The Hobbit må siges at være et af min favorit LEGO spil, og selvom der ikke er meget nyt at hente ved denne titel, formår TT Games alligevel at lave et humoristisk og stemningsfyldt spil, der helt klart må være et ”must have” for fans af Hobbitten eller LEGO spillene generelt. For nogle vil disse spil måske virke en smule barnlige, men jeg tror personligt at netop LEGO The Hobbit vil appellerer til et lidt ældre publikum. Det skyldes blandt andet historien men også den store mængde dialog, der må siges at være i spillet. Ved et eventuelt køb af LEGO The Hobbit skal du altså ikke forvente fornyelse, men i stedet et godt LEGO spil, der ligner meget de andre.
+ Fantastiske omgivelser, den sædvanlige gode LEGO humor, god og underholdende co-op
Kan nemt blive for ensformigt, manglende mulighed for online spil
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.