Lego Star Wars III: The Clone Wars

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 13. april 2011 - kl. 21:58
Del denne artikel:
8 0

Vi har samlet tre unger i alderen 8-12 år for at hjælpe os med at anmelde det nyeste Lego Star Wars – og det unge testpanel var ikke skuffede – den voksne del af panelet er dog lidt mere afdæmpet.

Lego Star Wars, Lego Batman, Lego Harry Potter og Lego Indiana Jones. Engelske Traveller’s Tales har virkelig ramt en guldåre med deres populære Lego udgaver af populære film – og de har skruet en produktserie sammen, som både familiens yngre spillere og de voksne kan få glæde af.


Lego Star Wars III: The Clone Wars baserer sig hovedsagligt på første og anden sæson af de populære Clone Wars tegnefilm, som kører på Cartoon Network. Jeg spillede det sammen med Nicolai på 8 år, Christian på 11 år og Camilla på 12 år, som alle tidligere havde spillet både Lego Star Wars og Lego Indiana Jones. De tre unge spiltestere følte sig med det samme hjemme i det nye spil, og det er lige præcis styrken ved disse spil, da de unge spillere præcis ved, hvordan de fungerer og dem, som ikke har prøvet dem før, kan meget hurtigt lære præmisserne for spillene.

Gameplayet minder på mange områder om de forrige spil i serien, hvor man render rundt og hakker fjender i stykker, løser simple gåder og smadrer alt i omgivelserne – alt sammen for at tjene Lego klodser, som kan bruges til at købe nye figurer og nye rumskibe for. Hver figurklasse har hver deres egenskaber, f.eks. kan Kloner nå steder højt oppe, som andre figurer ikke kan nå, Droider kan åbne låste døre, mens en Jedi kan flytte ting ved hjælp af Kraften. Man skal løbende skifte mellem de forskellige figurer for at klare sig, og gameplayet byder på en god blanding af action og gådeløsninger, så man aldrig keder sig.


Desværre er en række af spillets kendte problemer med f.eks. en lidt løs styring og et forvirrende kamera ikke blevet løst. Det er dog til at leve med, da det er ting, man efterhånden er blevet vant til i disse spil. Værre er det dog, at det ofte er svært at finde ud af, hvad man skal i en given mission. I lange perioder holder spillet spilleren i hånden og hjælper med langt de fleste ting – mens det andre gange pludselig giver slip, og man aner ikke, hvor man skal gå hen, hvad man skal gøre, og hvordan man f.eks. får åbnet en dør, som tydeligvis kan ødelægges, men ens våben ingen skade gør på den. Når man tænker på, at spillets primære målgruppe er børn, er det uheldigt, at det med jævne mellemrum nærmest kører sig selv ind i blindgyder, hvor dele af spillerne vil blive tabt.

Andre dele af gameplayet byder som noget nyt på et simpelt strategispil, hvor man kæmper på store og åbne slagmarker og skal overtage fjendtlige baser og selv bygge egne baser, skjold, kanoner og andet. Disse baner kan være enormt store, og de står i god kontrast til de mere klaustrofobiske baner indendørs. Dog havde vores unge testpanel en smule svært ved at forstå disse baner, da de er ret forskellige fra det velkendte gameplay, som de kender fra alle de tidligere spil, så disse missioner blev lige så stille valgt fra som tiden gik.


Endelig er der missioner, som foregår ude i rummet, hvor man deltager i hektiske rumkampe. Desværre begrænses disse sekvenser af en særdeles kluntet og begrænset styring, som resulterer i, at man ofte kommer til at flyve i den forkerte retning, og man har ikke mulighed for at flyve op eller ned - kun ind/ud af skærmen og fra side til side. Det forhindrer dog ikke disse sekvenser i at være nogle af de mest hektiske og visuelt imponerende øjeblikke i spillet, men man kunne godt have ønsket sig noget mere bevægelsesfrihed.

Som det altid er tilfældet med disse Lego spil, er de klart sjovest at spille side om side med en ven. Holder de to spillere sig tæt på hinanden, foregår det hele på én og samme skærm, men kommer man for langt væk fra hinanden, slår spillet helt automatisk over i splitscreen. Men i modsætning til andre spil, er spliscreen’en ikke statisk, nej her glider delingen af skærmen helt flydende fra vertikalt og horisontalt til diagonalt, alt efter hvordan man bevæger sig i forhold til ens partner. Det ser meget imponerende ud, men det kan være en smule forvirrende, for det ene øjeblik spiller man til venstre i skærmen og det næste øjeblik nederst i skærmen og kort efter til højre.


Der er ingen tvivl om, at mange af spillets begrænsninger er lavet for at ramme målgruppen, og det er ganske imponerende, hvordan Traveller’s Tales igen har lavet et spil, som de yngre spillere med det samme kan sætte sig ned og spille, mens de voksne kan trække på smilebåndet af den fine humor og de mange referencer til Star Wars film og andre film generelt.

Grafikken i Lego Star Wars III: The Clone Wars er forbedret betydeligt siden det forrige spil. Det er stadig sjovt at se alle de velkendte figurer i Lego versioner, og de er stadig animeret klodset, men på den helt rigtige måde. Grafikken fungerer fint, og den er humoristisk uden at blive plat. Det er svært at ødelægge lydsiden i et Star Wars produkt, så længe man blot holder sig til de rigtige lyde og den rigtige musik. Lydsiden i Lego Star Wars III: The Clone Wars er da også ganske glimrende, og figurernes velkendte sludresprog kan stadig få de fleste til at trække på smilebåndet.

Lego Star Wars III: The Clone Wars er en fin fortsættelse af Lego Star Wars serien, og det følger stort set den samme skabelon, som de tidligere spil. Det er absolut ikke en dårlig ting, hvilket jeg kunne se på de tre unge testpersoner, som med det samme kunne sætte sig ned og spille og være underholdt fra første minut. Det er dog et problem med den manglende forklaring til mange af missionerne, og strategidelen faldt aldrig rigtig i god jord hos det unge testpanel.


Lego Star Wars III: The Clone Wars er helt klart er spil for familiens yngre spillere, da det er alt for let og ensformigt til mere øvede spillere. Men yngre fans af de forrige spil vil med det samme forelske sig i Lego Star Wars III: The Clone Wars, som fortsætter - og på visse områder forsøger at forny - en af de mest populære serier af spil nogensinde for børn og barnlige sjæle.

Lego Star Wars III: The Clone Wars kommer med danske tekster og menuer.
Fakta
Lego Star Wars III: The Clone Wars

Lego Star Wars III: The Clone Wars

PlatformXbox 360
UdviklerTraveller's Tales
UdgiverLucasArts
Spillere1-2
Udgivelsesdato25-03-2011
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.