Ironcast udspiller sig i en steampunk-verden kort før 1900-tallet, hvor verdenshistorien har taget en noget anden retning end den vi kender. Frankrig og England ligger i krig, efter Frankrig havde udviklet en ny og kraftig energikilde kaldet Voltite. Men da England ville have del i opdagelsen, holdte Frankrig kortene tæt til kroppen og ville ikke udlevere deres viden om Voltite. I 1875 erklærede Frankrig krig mod England, efter englænderne nægtede at udlevere de prøver af Voltite tilbage til Frankrig, som franskmændene hævdede at englænderne havde stjålet fra dem. Nu raser krigen mellem de to lande på 10. år og den bliver udkæmpet mellem enorme tobenede kamprobotter kaldet Ironcasts.
Man skal nu som fører af en af disse Ironcast robotter i krig mod Frankrig, som er ved at krydse kanalen og gå i land på den engelske kyst. Det er her, at man støder på tre-på-stribe spilmekanikken for første gang. Kampene er turbaseret og før hver runde, har man tre træk, til at fylde ens kamprobot op med forskellige ressourcer. Det gøres ved at matche forskellige blokke af samme farve i et lille tre-på-stribe spil, som egentlig er hjertet i Ironcast.
Der findes en række forskellige blokke. Der er lilla blokke, der fungerer som ammunition til kamprobottens to våbensystemer, de orange blokke fylder energi på ens robot, energi som bruges til at få robotten til at bevæge sig og til at aktivere dens skjold. De blå blokke køler robottens systemer ned, som bliver varmere og varmere jo mere du bruger dem og de grønne blokke gør det muligt at reparere robottens våbensystemer, kølesystemer, skjold og andet, efterhånden som de bliver skadet i løbet af kampene. Endelig er der gule blokke, der fungerer som spillets valuta, der kan bruges til at udvikle nye våben og beskyttelse til ens robot, ud fra tegninger man får, når man bliver opgraderet til en ny level.
Når man har fået ladet ens robot op med ressourcer, kan man angribe fjenden, indtil man løber tør for ressourcer og indtil man har brugt de tre træk man har. Inden man afslutter runden, skal man tænke over, at man skal have ressourcer nok til at aktivere robottens defensive systemer, for når det er fjendens tur, vil man højest sandsynligt blive angrebet. Så der er en stor portion taktik i spillet, hvor man skal tænke flere træk frem, for ikke at blive overrasket over fjendens angreb og taktik. Hvis man kan se, at fjenden er ved at lægge op til et stort angreb, kan det være klogt at samle masser af energi til ens skjold og sætte farten på robotten op, da det øger dens evne til at undvige fjendens angreb.
Man skal dog også vide, hvornår man skal sætte sit eget angreb ind, da man ikke vinder ved at fedtspille her. Der tilføjes et ekstra lag af dybde ved, at man kan vælge hvilke systemer på fjendens robot man vil angribe. Skal man gå efter dens defensive systemer eller våben – eller måske dens evne til at bevæge sig og dermed dens evne til at undvige dine angreb? Ved første øjekast virker Ironcast måske ikke som det dybeste spil, men efterhånden som man spiller det, vil man opdage, er der er masser af strategisk dybde her.
Man kan fejle missioner, ved ikke at opnå de opstillede mål, som for eksempel at indsamle ressourcer nok. Sker dette, bliver man sendt tilbage til ens base, hvor nye missioner ligger klar og hvor man kan opgradere ens robot med nye våben og andet udstyr. Problemet kommer for alvor, hvis man bliver nedkæmpet på slagmarken, for så er spillet slut og man skal starte forfra. Ja, det er ganske enkelt game over. Man beholder dog de Commendation Marks som man optjener i løbet af spillet, som bruges til at åbne op for nye kommandører, nye robotter, nye egenskaber og boostere. Alle andre opgraderinger mistes og skal optjenes igen, hvis man er så heldig at støde på dem i ens nye spil.
Gameplayet i Ironcast fungerer overraskende godt og spillet har lidt af den her ”jeg-skal-lige-prøve-en-gang-mere” effekt, som hurtigt kan æde en halv aften. Selv om spillet måske kan lyde en smule indviklet, så er det let at gå til, men uhyggeligt svært at mestre, men det er også det, der gør det så pokkers fængende.
Grafisk er Ironcast ikke den store oplevelse, da det meste af spillet foregår i forskellige menuer. De er til gengæld virkelig godt skruet sammen og meget overskuelige og lette at forstå. En træningsdel i starten af spillet forklarer pædagogisk og skridt for skridt, hvordan det hele fungerer, så man forstår hurtigt hvad de forskellige blokke gør og spillets strategiske mekanikker er lette at forstå. Ironcasts designere skal have stor ros for, at lave et halv-kompliceret interface let og overskueligt.
Lydsiden er fin og passer godt ind i det alternative steampunk univers. Musikken er noget man skruer lidt ned for efter en halv times tid, mens lydeffekterne er meget velfungerende og tunge – både når man bruger menuerne og er i kamp mod de andre robotter.
Der er ikke noget direkte dårligt at sige om Ironcast, da det er et velfungerende strategispil, som er let at sætte sig ind i, men som lidt efter lidt også afslører en overraskende dybde. Det eneste som kan frustrere lidt til tider er, at det hele faktisk er baseret på tilfældigheder, da tre-på-stribe delen afgøre, om man får de blokke man har brug for, for at vinde en given kamp. Får man ikke de blokke man skal bruge for, for eksempel til at forsvare sig med, så er man prisgivet. Og hvorfor skal ens egen robot oplade våbenene i første runde, så man ikke kan affyre dem, mens fjenden ikke lider af samme problem? På trods af disse småting, kan vi kun give Ironcast en anbefaling herfra, så er du til strategiske spil på din Xbox One, så download det her lille spil, som desværre nok kan gå hen og blive en lille overset perle – og det kan vi jo ikke have, vel?
Ironcast kan købes på Xbox Games Store for 115 kr.
Facebook
Twitter
