Inversion

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 25. juli 2012 - kl. 11:41
Del denne artikel:
0 0

Namco Bandai forsøger i deres nye actionbrag at vende koncepterne på hovedet, men lander kun lige akkurat på fødderne. Læs vores anmeldelse af Inversion her.

I løbet af ganske kort tid finder vi ud af, at udviklerne bag Inversion har spillet sig igennem alle de nyeste skydespil på markedet. Vi er nemlig vidne til en sindrig blanding af blandt andet Gears of War, Resistance, Half Life og hvad de nu hedder alle sammen. Det er så proppet i den store blender og tilsat en tung filmisk front. Tilbage står man med en temmelig generisk oplevelse, som prøver så meget, men som aldrig rigtigt får løftet sig fra jorden.

Endnu en menneskelignende fjende har angrebet jorden og to muskuløse politibetjente er tilsyneladende vores største håb. I et hav af små mellemsekvenser serveres den lettere uspiselige historie. Den ene fyr mister hurtigt sin kone, og datteren bliver kidnappet af de ondskabsfulde, muskulært overdimensionerede Lutadores – der minder mistænkeligt meget om de fjender, vi konstant støder på i Gears of War. Vejen frem er ved at hoppe fra det ene dække til det næste, imens modstanderne vælter frem som i et andet skydetelt. Hver gang man er kommet et kort stykke vej, afbrydes vi atter af en kort sekvens, der ikke giver mere dybde til hverken personer eller historie – i stedet irriteres man over, at blive revet ud af kontrol.



Inversions eneste egentlige tilføjelse til den serie, som Epic Games har befæstet sig med, er muligheden for at manipulere tyngdekraften. Inden længe får man muligheden for henholdsvis at gøre ting tungere eller lettere. Senere kan man sågar bevæge sig på vægge samt på lofter. Umiddelbart er det jo en rigtig fed tilføjelse, og det er ikke svært at se, hvilke ekstra tangenter det giver at spille på. Hektiske situationer, hvor modstanderne kommer kravlende fra alle sider samt sindrige puzzles, hvor man skal manipulere tings massefylde står ligefor. Ja, dybest set kunne man jo håbe på en fusion mellem Portal og Gears of War. Desværre er resultatet slet ikke i det niveau.

Udfordringen ligger i samme klasse som når det gælder historien: Spillet er simpelthen ikke i den tungeste vægtklasse. Man kan hurtigt mærke at økonomien ikke har været til de fine ambitioner, og derfor ender mange af ideerne med at føles halvkogte. Muligheden for at manipulere tyngdekraften viser sig hurtigt at være en lettere ligegyldig gimmick. Spillet er nemlig fuldstændigt lineært, så man får aldrig andre muligheder for at angribe spillet end det der var planlagt fra starten.



Man kan eksempelvis stå i en gård, hvor et utal af døre samt gyder fører fra. Disse er dog afspærret af låse samt tynde gitre. Når man uforstående har rendt rundt et stykke tid for at komme videre, så fortæller spillet så én temmelig indiskret, om man ikke lige skulle forsøge at lave en bro af noget skrammel ved at manipulere med tyngdekraften. Omvendt så render man ofte ind i store modstandere – der så sågar ofte genbruges. Måden at ondulere disse på, er som oftest at gøre modstanderen tung, og så kaste skrammel på vedkommende. Ikke særligt varieret.

Tilbage står man så med et coverbaseret skydespil, som lader noget tilbage at ønske. Mekanikken er som sådan nogenlunde implementeret, men man mangler både dynamik i begivenhederne, intelligens hos modstanderne og tyngde i våbnene. Modstanderne føles som nogle lidt bøvede tumlinger, der er faldet ud af overskudslageret fra de store titler. Med det sagt, så er der da alligevel lidt underholdning at hente. Når spillet fra tid til anden tør at give los, og man eksempelvis skyder sig vej gennem et hus, der styrter sammen om ørerne på en. Alternativt når man for en kort bemærkning glemmer begrænsningerne, og i stedet udfordres af modstandere der beskyder en fra gulv, vægge og loft.



Det ville måske have hjulpet noget, hvis man havde mulighed for lokal co-op, men man kan trods alt muntre sig med dette online. Selv om spillet godt nok har to hovedpersoner, kan man dog alligevel ikke påstå at banerne er optimeret til denne type spil. Det til trods, er det stadig med til at løfte niveauet en anelse fra det middelmådige – alene ud fra det sociale aspekt. Online har man også muligheden for at kæmpe mod hinanden, men man ser intet her som alene er årsag til at købe spillet. Det er dybest set kun et ekstra fedtlag til et småtyndt singleplayer spil.

Inversion har på papiret et par gode ideer, som bare ikke er overført ordentligt fra ord til handling. Det er tydeligvis plaget af et lavt budget, hvilket også giver sig udtryk i lave produktionsværdier. Dialogen er dårligt skrevet og fladt leveret, baggrundene bliver hurtigt ensformige gråmudrede tunneller samt gader og modstanderne genbruges i et væk. Selve styremekanikken fungerer og der er øjeblikke hvor man decideret er underholdt, men samlet set er Inversion ikke dygtigt nok produceret til rigtigt at retfærdiggøre en fuldpris udgivelse.
Fakta
Inversion

Inversion

PlatformXbox 360
UdviklerSaber Interactive
UdgiverNamco Bandai
Spillere1-8
Udgivelsesdato13-07-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Tyngdekraftpåvirkning kan være sjovt. Det hjælper når man spiller co-op online. Styring fungerer fint.
Flad historie. For mange intetsigende afbrydelser. Lave produktionsværdier. Skabelonskåret gameplay.
Gameplay:5.5
Grafik:6.0
Online:6.5
Holdbarhed:6.5
Overall 5.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.