Forza Horizon 2

Anmeldt af: Morten Skou - 25. september 2014 - kl. 09:01
Del denne artikel:
8 4

Så er det igen blevet tid til Horizon Festival, hvor deltagerne dyster i super fede biler, om at blive den bedste racerkører.

Da det første Forza Horizon blev annonceret var der meget tvivl om, hvorvidt det var et smart træk af udvikleren Turn 10 og Microsoft at lave et spin-off af den populære spilserie og endda overdrage udviklingen til den helt nye spiludvikler, Playground Games, som på daværende tidspunkt ikke havde udviklet andre spil. Det endte dog med at gå ganske godt, og nu er selvsamme udvikler klar med en efterfølger, den kigger vi nærmere på her.

Forza Horizon 2 er ligesom den forrige udgivelse et bilspil, der foregår i en åben verden, hvor man kan køre lige derhen, hvor man vil. Faktisk vil jeg sige, at selve opskriften bag spillet er præcis den samme, som blev brugt i det første Forza Horizon. Historien, hvis man kan kalde den det, er at der bliver afholdt en stor bilfestival, som denne gang foregår i Sydeuropa. Man skal ligesom i forgængeren køre en masse forskellige løb for endeligt at få lov til at deltage i Horizon finalen og forhåbentlig vinde hele festivallen.

I starten af spillet ankommer man med en færge til Europa og får mulighed for at cruise frem til stedet, hvor festivallen bliver afholdt, i den helt nye Lamborghini Huricán. Når spillet for alvor går i gang, får man mulighed for at vælge imellem tre forskellige biler: BMW Z4, Chevrolet Camaro SS Coupe eller en Toyota Supra RZ - altså tre andre biler end vi fik lov til at starte ud med i demoen. Det er ganske rart, at man får lov til at starte ud med nogle ordentlige biler, så man allerede fra starten får mulighed for at give den fuld gas - men der kommer selvfølgelig endnu mere gang i den, efterhånden som man kommer længere ind i spillet og får fingrene i flere forskellige biler. Der er over 200 forskellige biler med i spillet, alt lige fra jeeps til de hurtigste superbiler man kan købe for penge, så der er altså noget for enhver smag.




En af de ting som adskiller Forza Horizon fra Forza Motorsport spillene er, at de selvfølgelig ikke foregår på lukkede kendte racerbaner. I stedet kører man ræs på fastlagte ruter igennem den forholdsvis store og åbne verden. Der er blandt andet løb, hvor der gælder om at komme hurtigst fra et sted til et andet, løb hvor man skal køre et bestemt antal omgange på en bestemt rute, og så den nye løbstype, hvor en stor del af løbet foregår tværs over diverse vinmarker og lignende. Personligt er jeg ikke fan af den nye "cross country" løbstype, måske fordi det er så nemt at miste orienteringen, og det er svært at se hvilken retning man skal køre i - samtidig så virker det også usandsynligt, at man vælger at smadre sin helt nye superbil ved at køre markræs.

Selve løbene er ganske underholdende, og eftersom der er mulighed for, at man selv kan sætte sværhedsgraden for modstanderne - hvis man altså ikke vælger at køre online - så kan man få lige den udfordring, som man vil have, og efterhånden som man bliver bedre til at køre, kan man øge sværhedsgraden enten ved at hæve niveauet på modstanderne, de såkaldte Drivatars, eller ved at fjerne forskellige former for hjælp som eksempelvis bremselinjer og meget andet.

Udover de normale løb, som sørger for at du på et tidspunkt får adgang til Horizon finalen, så er der også en række udfordringer, hvor man får mulighed for at prøve kræfter med en lang række forskellige biler uden at det er nødvendigt at købe dem. Udfordringerne, som i spillet findes på en "Bucketlist", er meget forskellige, og det kan eksempelvis være, at man skal køre en bil fra et sted til et andet inden uret løber ud, at man skal lave forskellige spring inden tiden løber ud, eller at man skal køre sindssygt ræs ned af en skrænt og igen nå frem til målstregen, før tiden løber ud. Sværhedsgraden på disse udfordringer svinger fra easy til hard, og giver man sig i kast med en af de sværeste, så kan man godt forberede sig på at prøve forfra igen og igen. Udfordringerne fungerer godt, og jeg synes, at de er rigtig underholdende.

Med sig rundt på Europas veje har man Anna - ens personlige assistent og navigationssystem, som man styrer med stemmen via Kinect-sensoren. Anna kommer med forslag til, hvor man bør køre hen, hvilke ladefund man bør lede efter og mange andre ting. Stemmestyringen fungerer rigtigt fint, og man kan bruge hele navigationssystemet uden at sagtne farten ved hjælp af Anna. Har man ikke en Kinect sensor er Anna blot sat ud af kraft, og man vil ikke kunne bruge hende, og dermed er navigationssystemet mere som i andre bilspil.

Som sagt er modstanderne, når man kører offline løb i Forza Horizon 2, de såkaldte Drivatars, som vi også stiftede bekendtskab med i Forza Motorsport 5. Det specielle ved Drivatars er, at de egentlig er nogle AI-styrede kørere, som lærer af hvordan venner fra din venneliste kører, og dermed kører på cirka samme måde som dine venner. De har også gamertags fra folk på din venneliste. Dine venner vil selvfølgelig også opleve at køre imod en Drivatar, som bærer dit navn, og som kører lidt på samme måde som du gør. Det fungerer egentlig ret godt, og jeg synes at man oplever en mere normal køreadfærd, hvor modstanderne også kører af banen og lignende ting.




En af de andre ting, som gjorde Forza Motorsport spillene så populære, var ikke bare, at man kunne køre rundt i super fede biler, men også at man havde mulighed for at tune og modificere dem på en lang række områder. Dette er der også rig mulighed for i Forza Horizon 2, hvor man kan opgradere bilerne med nye motorer, undervogne, dæk og meget andet. Der er selvfølgelig også mulighed for at male bilerne, og her er det næsten kun fantasien og dine kreative evner, der sætter grænsen for, hvad du kan lave. Er du lige så lidt kreativ som mig, er der også mulighed for at købe super flotte designs online, som andre har lavet.

Helt generelt, så er der rigtig mange ting at lave i Forza Horizon 2 udover at køre løb. Eksempelvis er der placeret en lang række fartkameraer rundt omkring i den store verden, hvor det så gælder om at sætte den hurtigste tid når man kører forbi dem, når du har sat en tid, så kan du sammenligne dig med dine nærmeste konkurrenter på highscorelisten for netop det enkelte fartkamera – det gør at man hele tiden konkurrer imod sine venner. Der gemmer sig også 150 skilte som man kan prøve at finde, nogle af dem giver en engangs XP bonus og andre er såkaldte ”Fast travel” kort.

Onlinedelen af spillet fungerer også rigtigt godt, og skiftet imellem det at spille offline og online - og tilbage igen - foregår rimelig nemt. Der er ikke lobbyer, som vi ellers har set i så mange andre spil, i stedet kan man vælge at køre rundt på vejene som man har lyst og møde andre onlinespillere, eller deltage i et online "Road Trip", hvor man dyster mod andre kørere i fire forskellige løb. Imellem hvert løb kører man så sammen til den lokation, hvor næste løb foregår. En ny ting er "Car Meets", hvor spillere kan køre ind og tjekke hinandens biler ud og eventuelt købe bilen eller designet, hvis man skulle have lyst til det - det er også et smart sted at mødes, hvis man skal spille online med sine venner.

Der er også mulighed for at lave "Car Clubs", altså en slags klan, hvor der er plads til op til 1000 medlemmer. Disse bilklubber gør det muligt at konkurrere internt om, hvem der kan optjene flest XP, og medlemmerne bliver inddelt i forskellige niveauer alt efter hvor gode de er. Highscorelisten over hvor mange XP man har optjent bliver i øvrigt nulstillet én gang om ugen. Der er ligeledes highscorelister, hvor man kan sammenligne sin klub med andre bilklubber fra hele verden

Når det kommer til det grafiske, så er spillet rigtig flot. Som det er tradition med Forza-spillene, er der selvfølgelig gjort rigtig meget ud af at få selv de mindste detaljer med på bilerne, men også omgivelserne er ganske detaljerede, og det er tydeligt, når man bevæger sig fra et område til et andet. Bilerne bliver også synligt skadede, og hvis man kører ind over en mark, så er det tydeligt at man har gjort det, fordi bilen er svinet godt og grundigt til.




Det er også fedt, at der er flere forskellige kameravinkler, og muligheden for at se det hele inde fra selve bilen er selvfølgelig også til stede, en ting som mange fans uden tvivl vil sætte pris på. En af de større tilføjelser til spillet er, at der nu også er dag- og natcyklus, og ligeledes vil man opleve regnvejr - det hele er noget, der lige er med til at give det grafiske indtryk et hak opad. Med det sagt så er der desværre også nogle små problemer, jeg oplevede eksempelvis, at spillet til tider hakkede en lille smule, men det var udelukkende, når jeg kørte rundt i den store verden at det skete, og det var meget kort tid ud af alle de timer jeg har smidt efter spillet.

Lydsiden er suveræn god, bilerne har naturligvis den helt rigtige lyd, og der er også forskel på hvordan de forskellige biler lyder, altså præcis det detaljerede lydbillede, som man kan og bør forvente sig af et Forza spil. Det hele krydres med musik fra en lang række radiostationer, hvor man kan høre alle mulige forskellige genrer lige fra jazz til klassisk musik - man kan selvfølgelig selv skifte imellem de forskellige radiostationer, ligesom i så mange andre spil efterhånden.




Selvom Forza Horizon 2 fungerer rigtig godt, er super underholdende og uden tvivl er et spil, som man kan ende med at bruge rigtig mange timer på, så er spillets største problem, at det ligner den forrige udgivelse alt for meget. Man kører godt nok i en ny verdensdel, og måden som løbene bliver afviklet på er lidt anderledes, men i det store hele virker det en tand for velkendt, og jeg savner egentlig en smule mere fornyelse end det er tilfældet. Med det sagt så byder spillet på rigtig fed underholdning, hvor man får mulighed for at give den fuld gas med en lang række af de biler, som de fleste normalt kun kan drømme om at komme i nærheden af.

Hvis du kunne lide det første Forza Horizon og er klar på en omgang ræs mere i samme stil på din Xbox One konsol, så skal du helt sikkert købe Forza Horizon 2.
+ Underholdende, flot grafik, lang holdbarhed.
Ligner meget det første Forza Horizon.
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:8.0
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.