Dying Light er, i korte træk, et survival-horror-spil, med fokus på nærkamp, parkour-elementer og at skulle samle materialer, både så man kan bygge seje nye våben og så man kan overleve. I rollen som Kyle Crane skal man nakke zombier og knap så venlige mennesker, alt mens man forsøger at finde ud af, hvad der egentlig sker og hvordan man får stoppet den infektion, som langsomt spreder sig mellem de sidste overlevende, hvilket gør dem en del af den blodtørstige horde.
Selve Dying Light foregår i storbyen Harran, hvor Kyle Crane sendes ned af et særligt agentur, for at generobre en mistet fil om infektionen. Man allierer sig hurtigt med en gruppe overlevende, som forsøger at undgå infektionen, men med mangel på livsvigtig Antizin-medicin, en fjendtlig gruppering, en horde af zombier og ingen kontakt til omverdenen, er livet ikke ligefrem nemt.
The Following er et afbræk fra hovedhistorien. Gennem en døende person hører man om en vej ud af storbyen Harran og om en gruppe mennesker, som har lært at overleve uden den livsvigtige medicin og i stedet kontrollerer infektionerne gennem voodoo-lignende ritualer – og straks kaster man sig ud i at finde denne gruppe. Historien er drevet af mere mystik og er mindre lineær end den historie, som Dying Light ellers har – og det klæder spillet rigtig godt. Som spiller skal man udføre diverse opgaver for at komme tættere på denne kult, så man kan redde de sidste overlevende mennesker i Harran. De missioner, man som spiller bliver sendt ud på, er ofte spredt ud over større afstande og noget mere avanceret end dem, man ser i hovedspillet, grundet det halvnøgne terræn, som det meste af The Following foregår på.
Samtidig er meget af gameplayet anderledes end hovedspillet, netop fordi The Following foregår uden for Harran. Det er ikke særligt nemt at lave parkour på en tom mark – og samtidig er det heller ikke nemt at løbe fra zombierne, når det bliver nat. Heldigvis får man i The Following adgang til et lille køretøj, som både fungerer som transportmiddel og våben – og i takt med, at man stiger i level, kan man opgradere denne med alt fra bedre dæk til flammekastere. Samtidig bidrager bilen med et nyt progressionssystem. I Dying Light bliver man stærkere ved at slå zombier, bedre til parkour ved at bevæge sig hurtigt gennem omgivelserne og hoppe over ting, mens man optjener levels i sin bil, ved at bruge den – for eksempel ved at køre hurtigt, lave store hop eller køre zombier over. Progressionssystemerne i Dying Light er så veldesignede, at andre spiludviklere bestemt bør tage ved lære.
Skiftet er både på godt og ondt. Mange af de nye detaljer klæder Dying Light rigtig godt, men samtidig kommer man hurtig til at savne de hektiske nærkampe i Harrans gader og stræder, mod at rende fra en flok zombier henover en mark – selvom de to oplevelser begge er gode. Med introduktionen af bilen redder Techland mange af de problemer, som The Following ellers hurtigt ville få og samtidig får det, at gå rundt og samle genstande op nyt liv, da man skal finde benzin og lignende til bilen, for at holde den kørende. Jeg havde på ingen måde regnet med, at et køretøj i Dying Light ville kunne fungere ordentligt, men bilen er en af de bedste dele af The Following og endnu et fremragende værktøj – godt lavet!
Særligt spillets multiplayerdel bliver endnu stærkere i The Following, grundet den noget højere sværhedsgrad og ændringen i omgivelserne. Mens Harrans stræder kan føles for smalle til fire spillere, er det noget helt andet, når man går i gang med The Following, som er langt mere ideelt at dele med andre spillere – særligt fungerer bilmekanikken overraskende godt med flere spillere.
Generelt set har Techland gjort et godt arbejde, når det kommer til Enhanced Edition-udgaven. I The Following retter man op på rigtig mange af de klager brugerne er kommet med, samtidig med at den nye udgave af spillet blandt andet indeholder flere animationer og handlemønstre til zombierne, en ny sværhedsgrad og en ny Legend-statistik, som gør det muligt at forbedre ens karakter ud over de tidligere grænser. Dermed er der faktisk god grund til at vende tilbage til Dying Light som en garvet spiller, også hvis man ikke er interesseret i den nye The Following-udvidelse – som man dog bestemt bør være interesseret i.
Det gør det til gengæld endnu mere ærgerligt, når Dying Light viser sine mindre pæne sider. Man må forvente at støde på teleporterende zombier og sidde fast i mærkelige, usynlige vægge en gang i mellem, men det er træls, for Dying Light kører ellers yderst fremragende og har ikke mange af de her fejl; de er bare umulige at ignorere, når man støder på dem. Særligt har spillet problemer ved at starte op igen, efter at spilleren er død, hvis der er mange genstande på skærmen. Ekstreme fald i billedhastigheden og teksturer, der aldrig bliver indlæst og vist ordentligt, sker simpelthen for ofte, mens resten af spillets fejl i det mindste kan undskyldes med, at de ikke venter ved hvert hjørne.
For nye spillere er Dying Light: Enhanced Edition et fremragende køb. Man får den bedste udgave af Dying Light, og når man er nået godt igennem hovedhistorien – og måske endda kører død i denne – venter The Following bare på en. Man får en overraskende mængde værdi og spiltid for pengene, både som ny og gammel spiller, med alle de elementer der er tilføjet. Det er imponerende, så meget Techland har formået at gøre for Dying Light, både med en yderst solid opdatering, der sagtens kunne sælges, i stedet for at være gratis og en kæmpestor udvidelsespakke, der glimrende lægger sig op ad hovedspillet, men samtidig adskiller sig utroligt meget.
Dying Light er ikke bare et yderst glimrende spil, men også et glimrende eksempel på, hvordan spiludviklere bør bruge opdateringer og udvidelser. Hvis Techland kan opretholde samme kvalitet er Dying Light: Enhanced Edition et fantastisk sted at starte for nye spillere, mens garvede spillere ligeledes bør hoppe tilbage i spillet og gense Harran og særligt opleve The Following, som er en af de stærkeste udvidelsespakker jeg har set længe.
Facebook
Twitter
