Disney Universe

Anmeldt af: Jens Nørup - 10. november 2011 - kl. 23:06
Del denne artikel:
4 0

Disney søger tilbage til rødderne, efter en årrække med mere eller mindre vellykkede spil.

Hører du også til dem, der synes at Disney var meget bedre i gamle dage? Personligt har jeg nogle fantastiske minder fra barndommens Anders And blade, som dem du kan købe idag slet ikke kan stå mål med og mange af mine venner vil holde hårdnakket på at Disneysjov var bedre dengang de var børn - måske var det hele bedre dengang vi var små og var i stand til at se det hele med barndommens uskyldige briller på.




Noget lignende synes de at have tænkt hos Disney i forbindelse med udgivelsen af det nyeste spil fra koncernen, Disney Universe. Efter en flok spil af meget svingende kvalitet, (jeg husker med gru et Anders And spil til PC jeg stiftede bekendtskab med for nogle år siden) er det tid til at starte på en frisk og introducere de små for Disneys univers på en frisk og lettilgængelig måde.

Disney Universe er et platformsspil, hvor historien tager udgangspunkt i at du skal besøge et virtuelt Disney univers, en slags computerskabt Disneyland. Inden du når at træde ind det bliver verdenens hovedcomputer overtaget af den onde virus, Hex, der fylder verdenerne med fjender og tager alle besøgende til fange. Din opgave er nu at kæmpe dig igennem verdenerne, bekæmpe fjenderne og befri de tilfangetagne.




Der er seks verdener, alle inspirerede af kendte Disneyfilm - jeg synes at der ofte er blevet satset på mange af de mindre kendte grene af Disney forretningen i titler som denne, men mine negative forventninger blev hurtigt gjort til skamme. Her er der nogle af de helt store fra de seneste års Disney film, fra Løvernes Konge til Wall-E.

Hver verden har sit eget særpræg og tager mange elementer fra filmene, uden dog decideret at følge handlingen fra disse. Du kan spille som forskellige Disney figurer, op til 45 forskellige. Dette foregår ved at din figur har en dragt på, som ligner en figur, det kan for eksempel være Jack Sparrow, Stitch eller Mickey Mouse. Dette er selvfølgelig med til at distancere den oprindelige figur fra spillets univers, da det jo bare er en dragt en person har på. Men det ser altså lidt fjollet ud, når en lille figur render rundt med et stort uformeligt Fedtmule hoved på - men det er nok min voksne kynisme der skinner igennem, børnene jeg spillede spillet med, syntes det var sjovt.

Hver verden har tre dele, med hver tre baner. Når du spiller dig igennem dem skal du løse forskellige opgaver, typisk flytte en ting, trække i et håndtag eller ramme et mål der udløser en bro eller en dør. Undervejs bliver du angrebet af fjender, der forsøger at hindre dig i at nå dine mål, både ved at angribe dig og ved at bygge fælder eller flytte de ting du skal bruge.




Verdenerne er rigtigt flotte, med baggrunde der ligner de klassiske Disney landskaber og med en god udnyttelse af de forskellige særpræg hver historie har - for eksempel gør Monsters Inc. banerne god brug af historiens magiske døre, der sender dig nye steder hen og Alice i Eventyrland har selvfølgelig sin del af labyrinter og fortryllede haver. Til at begynde med er én verden åben og efterhånden som du får samlet guld ind kan du låse op for de andre.

Eurocom, der har udviklet spillet, har ramt et niveau der passer de yngste næsten perfekt. Spillet henvender sig til de 6-10 årige, og kan de bruge en controller vil jeg vove at påstå at de kan finde ud af dette spil. Det er ikke nogen kritik, men en ganske flot præstation, når man skal lave et spil, der skal appellere både til de helt små og de lidt større spillere. Der kan være op til 4 spillere med ad gangen, så hvis du har controllere nok, kan de voksne også være med.

At være mere end 2 spillere giver dog lidt udfordringer i forhold til udsynet på skærmen, et klassisk problem på spil af denne type - spillet styrer selv kameraet og zoomer lidt ud når der flere på banen, men hvis ikke alle løber i nogenlunde samme retning, vil man enten trække nogle spillere med sig eller simpelthen blive låst fast indtil de flytter sig fra en forhindring.

Kampsystemet er ret ligetil; du har en stav i hånden som du kan slå med, eller du kan lave et dobbelthop for at lave et superangreb. Hver figur kan opgraderes i 4 niveauer således at angrebene bliver bedre, noget som der er behov for i takt med at fjenderne bliver stærkere, men desværre er der ikke forskel på figurernes spillestil eller evner, det eneste der ændres er udseendet.




Til glæde for de yngste spillere, er der ikke den store straf for at dø i spillet - du mister en lille smule guld, men kan forsætte hvor du slap. For de lidt større spillere, der måske er begyndt at kigge på de lidt mere hårdtslående spil, er der ikke den store udfordring da du ikke skal bruge så meget taktik for at bekæmpe fjenderne.

Lydsiden byder ikke på det helt store, udover en dansk fortællerstemme, der hjælper dig i gang med hver bane. Fjenderne og din egen figur kommer med diverse grynt og udbrud, men det bliver ikke rigtigt varieret. Musikken byder på alt fra nogle gode fortolkninger af kendte temaer fra filmene til decideret supermarkedsmuzak, grænsende til det uudholdelige.

Noget Disney skal have ros for er at hele spillet er på dansk, både i tale og tekst - noget vi ser alt for sjældent i børnespil. Og i det hele taget er det nemt at blive begejstret over måden spillet er lavet på, grafikken er flot og meget farverig og hele spillet er nemt at gå til. Børnene bliver let indfanget af universet, hvilket til dels skyldes de mange genkendelige figurer - som voksen er der dog alligevel et par ting der springer lidt i øjnene.

Selvom spillet er nemt at gå til og indeholder mange kendte figurer, er det svært at se gennem fingre med at det næsten er en direkte kopi af Travellers Tales’ Lego spil. Det er næsten samme udgangspunkt; tag nogle kendte figurer og plant dem i en verden kendt fra film eller tv. Lad dem derefter løse nogle små gåder eller minispil, mens de bekæmper fjender, undervejs optjener de point, der giver mulighed for at købe nye figurer - Disneys problem er, at mange af opgaverne ikke er specielt varierede og ofte gentages lidt for ofte.

Det gør ikke noget at Eurocom har ladet sig kraftigt inspirere af andre spil, det sker hver dag i kunstens verden, men når man gør det må man også finde sig i at blive holdt op mod udgangspunktet for ens inspiration. Problemet er, at selv med et så stærkt et brand som Disney, er succesen ikke sikret bare fordi man smider en håndfuld kendte figurer ind i spillet. En oplagt mulighed havde været, som i Lego spillene, at give hver figur sit eget særpræg som gjorde at man kunne spille spillet igen og få en helt ny oplevelse.




Disney Universe kan også spilles igennem igen, man opfordres faktisk til det og loves at det vil være en helt ny oplevelse. Jeg kan desværre ikke se forandringen, når man spiller banerne igennem igen, man kan låse nye figurer op, men selve spiloplevelsen er bare repetition uden forandring. Muligheden for at spille op til 4 spillere er rigtig god, men for mig at se er det et fejlskud, når der ikke er mulighed for at spille sammen over Xbox Live.

Alt i alt, står vi tilbage med et fint lille spil, der mest af alt henvender sig til de yngste førstegangsspillere. Der er gode muligheder for at mor eller far kan være med, uden at de behøver føle det som en byrde. Og de mange baner og variationen af dem sikrer mange timers underholdning og samtidig loves der download pakker med nye figurer og baner (den første kommer d. 15. november). Som nævnt er der nogle enkelte ting, der kunne være eksekveret bedre, men måske er det bare min manglende evne til at iføre mig barndommens uskyld der taler?
Fakta
Disney Universe

Disney Universe

PlatformXbox 360
UdviklerEurocom
UdgiverDisney Interactive Studios
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.