Disney Fantasia Music Evolved

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 2. november 2014 - kl. 17:14
Del denne artikel:
2 0

Så er det tid til at lege med musikken i Disneys Fantasia Music Evolved - og det fungerer faktisk overraskende godt.

Jeg hader Harmonix. På en eller anden måde, får de mig altid til at se komplet latterlig ud, hvad enten det er når jeg spiller Rockband, Dance Central eller nu her senest; Fantasia Music Evolved. I det mindste skal man her ikke danse som i Dance Central, så mine omgivelser slipper for hysteriske latterkramper den her gang.



Disney Fantasia Music Evolved er løst baseret på Disneys tegnefilm Fantasia fra 1940 og efterfølgeren Fantasia 2000 fra 1999. Du er den sure troldmand Yen Sid's nye lærling og du får til opgave, at rense en række verdener for støj, som en anden af Yen Sids lærlinge, Scout, kom til at slippe løs, da hun forsøgte at få et glimt af hendes fremtid. Hun har ikke de magiske evner som du har, så du skal nu nedkæmpe støjen og genskabe musikken i disse verdener.

Det er her, at du og dine arme kommer ind i billedet. Man styrer musikken udelukkende med ens arme, meget som en dirigent gør det foran et stort orkester - det er dog noget simplere her. Hvis der for eksempel er et dirigentpunkt, som peger opad, skal du løfte din ene arm - er der to der peger opad, skal du løfte begge dine arme. Er der et der peger mod venstre og et andet der peger opad, skal du pege din ene arm mod venstre og den anden opad og så videre. Det skal gøre i takt til musikken og disse bevægelser skal udføres, når nogle små lysende stjerner rammer ens dirigentpunker.

Dette "bask-med-armene" gameplay varieres dog hurtigt med nye sekvenser, hvor man skal skubbe ens hånd frem mod skærmen for at time det med en kugle som rammer et punkt på skærmen, man skal holde ens hånd i en bestemt position i nogle sekunder eller bevæge ens hånd i samme mønster, som på skærmen. Det lyder måske lidt indviklet beskrevet sådan her og i starten kræver det også en hel del øvelse, men heldigvis stiller spillet nærmest ingen krav, så med lidt tålmodighed, er man hurtigt i gang. Disse bevægelser giver god mening når man står der foran skærmen - se eventuelt filmen længere nede på siden, som viser hvordan gameplayet fungerer.



Dette spil kræver selvsagt en Kinect sensor og inden du stikker af, skal det siges, at det fungerer virkelig godt. Sensoren opfatter alle ens bevægelser rigtigt fint og man kan spille både stående og siddende, men jeg vil klart anbefale, at man spiller stående, for man får brug for at bevæge sine arme meget og man kan godt forberede sig på, at få lidt sved på panden og ømme arme.

Det bedste ved Fantasias gameplay er, når man efter lidt tid får mulighed for at remixe musikken. Hver af de 32 numre i Fantasia, har to remixes, foruden den originale version. Det betyder, at efterhånden som man får lukket op for remix funktionen, kan man lave sine egen udgave af det pågældende nummer, ved for eksempel at have bassen og trommerne fra den originale version, mens guitar og vokal kommer fra en remixet udgave af nummeret. Man kan også vælge blot at spille den remixede udgave, hvis man synes den er bedst. Man kan hele tiden remixe som man har lyst til og spillet indbyder konstant til at lege med sangene og man føler virkelig, at man har kontrol over musikken.

Foruden dette, kommer der med jævne mellemrum nogle modificeringsmuligheder, hvor man kan tilføje et beat, vride nogle af lydene eller lave en sample, som så bliver tilføjet det nummer man er i gang med at spille. Disse dele er ikke spillets stærkeste side og det er sjældent, at man får lavet noget, som tilfører de professionelle musikeres værker noget meningsfyldt. Det korte af det lange er, at man i Fantasia føler, at man nærmest har fuld kontrol over musikken og man kan bøje den og remixe den, som man har løst til - og det er en fed følelse, at kunne påvirke nogle af ens yndlingsnumre og lave ens helt egne versioner.



Der er som nævnt 32 numre i Fantasia Music Evolved og de spænder over mange genrer. I den ene ende er der klassiske perler fra Mozart, Vivaldi og Tchaikovsky og lidt ældre hits fra David Bowie, The Who, New Order og Depeche Mode og til hits fra Lady Gaga, Avicii, Lorde, Nicki Minaj, Drake ft. Rihanna og Bruno Mars. Det er ikke alle remix af disse numre, som er lige gode, mens nogle af dem er virkeligt fede og er en fornøjelse at lege med.

Multiplayer aktiveres ved, at en anden spiller stille sig ind foran skærmen og spillerne giver hinanden hånden og så er multiplayer i gang. Her dirigerer man musikken sammen og begge spillere kan skiftes til at remixe det i den retning man ønsker. Det er ganske sjovt, men multiplayer ændre ikke som sådan på spiloplevelsen. Foruden historiedelen og multiplayer, kan man spille alle oplåste musiknumre og de tilhørende remixes som man ønsker det og det sjove er, at blive rigtig god til et bestemt nummer og så remixe det, så man får det bedste remix man overhovedet kan lave. Det kræver god tålmodighed, for man kan virkelig remixe hvert nummer på et utal af måder.

Lydsiden er jo selvsagt den vigtigste del af et spil som dette og det brede spektrum af forskellige musikgenre i Fantasia Music Evolved gør, at langt de fleste spillere vil finde en række numre, som de synes om. Med mindre man altså lige er til hardcore drum 'n' bass - men så er der sikkert nogle af numrene, der er mixet i en drum 'n' bass udgave, så langt de fleste skulle være tilfredse med musikudvalget. Stemmerne i historiedelen er fine og meget Disney, så de fungerer som de skal.

Disney Fantasia Music Evolved: Depeche Mode - Enjoy the Silence (Xboxlife Edit) - se i HD her

Grafikken er ganske nydelig og de forskellige verdener man kommer til, skifter udseende alt efter hvor meget af støjen man får fjernet fra dem og nogle af dem kan ende med, at være ganske smukke. Omgivelserne er fyldt med detaljer og man kan gå på opdagelse og finde gemte områder, som både indeholder forskellige minispil eller bare lyde, som udvikler lyduniverset i verdenen.

Disney Fantasia Music Evolved er et rigtigt fint musikspil, hvor man har overraskende god kontrol over musikken og inden for spillets rammer, kan man faktisk udfolde sig og lave sine egne fede numre, som kan uploades til Fantasias Youtube kanal. Hvis musik er en del af din hverdag og går du og roder med en lille musikproducer i maven, er det her spillet, som bør få dig til at støve din Kinect sensor af og flytte stuebordet ud til siden. Lad dig ikke narre af Disney-navnet, for det her er ikke noget familiespil, dertil er det lidt for indviklet for de mindste i familien - til dem, kan du passende starte Dance Central op, når du er færdig med Fantasia Music Evolved.
Fakta
Disney Fantasia Music Evolved

Disney Fantasia Music Evolved

PlatformXbox One
UdviklerHarmonix
UdgiverDisney Interactive
Spillere1-2
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ God brug af Kinect, solidt udvalg af musik, man får følelsen af at have kontrol over musikken
Papirtynd historie, nogle af modificeringsmulighederne ødelægger mere end de gør gavn
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.