
Man behøver ikke at have spillet det første spil, for at få glæde af de Blob 2. Verden er igen grå og kedelig og bag dette står de onde Inkies, anført af Comrade Black. Han har beordret, at al farve skal fjernes fra Prisma City og det har efterladt byen udelukkende i grå nuancer og indbyggerne er omdannet til triste farveløse droner. Det er nu op til malingklatten Blob, at få den tidligere så smukke by til at blomstre op igen, ved at farvelægge alt fra huse, veje, biler og lygtepæle til træer, skibe, broer og meget andet og få bekæmpet Comrade Black og hans hær af farveløse Inkies.
Gameplayet er let at gå til og det henvender sig til alle i familien, lige bortset fra de allermindste. Spillet indeholder 11 ret store baner, hvor man kan gå opdagelse og farve omgivelserne i de farver man ønsker. Man bør dog først og fremmest koncentrere sig om de enkelte baners missioner, da udviklerne af en eller anden grund, har sat tidsbegrænsning på hver bane. Efter alle missionerne er klaret, fjernes tidspresset og man kan nu for alvor udforske omgivelserne og lege med maling eller man kan hoppe ombord i de valgfrie sidemissioner, som nu bliver tilgængelige. Tidspresset begrænser i starten gameplayet en del, da man føler sig låst og selv om man for det meste har tid nok, så hæmmer det tikkende ur alligevel ens lyst til at lege og udforske.

Det meste af spillet foregår i et 3D miljø, men med jævne mellemrum kommer man igennem nogle klassiske 2D platform-sekvenser, som stort set fungerer på samme måde som resten af spillet. Blob skal stadig indsamle maling, hoppe på fjenderne, aktivere knapper og andre ting nu blot i 2D. Disse sekvenser er med til at give nogle underholdende afbræk til spillet, som ellers godt kan læne sig om af det ensformige hen mod slutningen.
de Blob 2 lader, når som helst, en anden spiller hoppe ind i spillet og tage rollen som Pinky, Blobs robot-ven, som kan hjælpe Blob med at male huse, lamme fjenderne og andet. Det er en god mulighed for forældre for, lige at hoppe ind i spillet i en kort periode, for at hjælpe de yngre spillere hvis de sidder fast eller har andre problemer. I Blob Party kan to spillere spille i splitscreen på den samme maskine og spillerne skal både spille sammen og mod hinanden på samme tid. Det foregår sådan, at man konkurrerer om, at farvelægge flest objekter indenfor en tidsramme, mens man andre gange skal arbejde sammen for at nå til nye områder. Banerne i Blob Party bliver tilgængelige efterhånden som man får låst op for dem i spillets historiedel.
Spillets charme kommer helt klart fra den glade visuelle stil, de sjove figurer og deres morsomme sludresprog. Derudover er mellemsekvenserne ret morsomme og de kan heldigvis genses fra spillets menu, da mange af dem helt klart er et gensyn værd. Grafikken er nydelig, farveri og glad og det er en fornøjelse at farvelægge en grå og kedelig by med de klare og flotte farver. Grafikken kan dog hakke en smule til tider og kameraet kan være grund til megen frustration, når det vælter rundt og peger i alle de forkerte retninger, men man tilgiver spillets dets problemer og ujævnheder, fordi den glade stil og tone ganske enkelt gør, at man har svært ved at blive sur på spillet. de Blob 2 understøtter 3D fjernsyn, så har du sådan et, får du ekstra flot dybde i spillets grafik.

Som nævnt har spillets mange sjove figurer et morsomt sludresprog, som flere gange kan få spilleren til at trække på smilebåndet. De øvrige lydeffekter og spillets soundtrack (bestående af afslappede jazz-numre), passer godt til spillet, men hæver sig ikke over gennemsnittet på nogen måde i øvrigt.
de Blob 2 er et anderledes og positivt platformspil for hele familien. Det er for en gangs skyld rart, at man ikke skal ødelægge og smadre, men skabe, farvelægge og sprede glæde. de Blob 2 byder måske ikke på de store nyskabelser og det sætter ingen nye standarder for genren, men det er et hyggeligt spil, med god humor og en dejlig tone og stil, som hele familien kan sætte sig ned og spille sammen. Det bør dog nok tages i mindre portioner, for ellers kan det godt gå hen og blive lidt ensformigt.