BurgerTime World Tour

Anmeldt af: Christian Hoffmann Nielsen - 16. november 2011 - kl. 20:41
Del denne artikel:
6 0

BurgerTime er den seneste arkade klassiker til at få en moderne genfortolkning. Men føles BurgerTime World Tours tilføjelser friske nok, eller er udløbsdatoen overskredet?

Du styrer endnu engang Peter Pepper, der enten arbejder på at lave verdens største burgere eller blot selv er verdens mindste kok. For at samle burgerne i bunden af banen, skal Peter gentagne gange trampe på ingredienserne, så de falder ned på platformen nedenunder. Det er dog ikke blot eventuelle kunders helbred der er i fare, men også Peters liv. Der venter nemlig et hav af potentielle arbejdsskader fra ildspyende overflader og dødbringende bor i forskellige størrelser, der er monteret på væg, loft og gulv, til andre madvarer, der alle vil Peter til livs.




Peter Pepper stopper på sin verdensturnering i USA, Mexico, Frankrig og Japan. Hvert sted indeholder 10 baner, hvoraf den 10. er en bosskamp. De forskellige fjender bliver langsomt introduceret undervejs og de har alle forskellig adfærd, der hjælper med at variere spillet. Heldigvis har Peter også nye egenskaber til rådighed, til at modstå de mange fjender, hvoraf den fundamentalt største ændring er muligheden for at hoppe. Peters nyfundne atletiske evne tillader, at han kan hoppe over de fleste modstandere og derfor ikke alene skal undgå dem ved at manøvrere rundt på banen som i det originale BurgerTime. Banerne kan af denne grund benytte et mere avanceret design. Det er også muligt at løfte bevidstløse modstandere og smide med dem, og i hver enkelt bane er der nu gemt forskellige power ups, der varierer fra en jetpack til udødelighed.

Banerne består af en række spredte platforme, der er forbundet via stiger og bevægelige overflader i bedste platformstil. I det originale BurgerTime udgjorde hele skærmen banen og lod dig have et konstant overblik. I World Tour strækker banen sig nu som overfladen på en gennemsigtig cylinder, der roterer med Peter når han løber til højre eller venstre. Banen slutter dermed om sig selv og gør det muligt at løbe i ring indtil man når udgangspunktet igen. De dele af banen, der ligger længere væk kan ses i baggrunden, så man ved hvad der kommer længere fremme.




Grafisk er World Tour ingen skønhedsdronning. Karakterernes stil er ok og modstanderne er nemme at kende fra hinanden. Kokkens stil er tegnefilmsagtig og med lange tynde lemmer, men er man ikke tilfreds med kokken Peter, så kan man vælge at benytte sin avatar i stedet. Både det tekniske og det overordnede design halter dog. Der er for meget ligegyldigt, der bevæger sig på skærmen på samme tid. Det kan gøre det svært at se, hvor der er farligt og hvor der er sikkert at opholde sig. Fordi banerne er lavet som cylindere giver det også et dårligt overblik. For at se hvordan banen udformer sig længere fremme, bliver man nødt til at se på de slørede platforme i baggrunden, der kan være gemt bag ting i forgrunden. Og skal man holde øje med en travl forgrund imens, kan det lede til nogle irriterende dødsfald. Fra et teknisk perspektiv er grafikken heller ikke meget ved. World Tour ligner ikke et spil til Xbox 360, med primitiv geometri og grumsede teksturer. Selv HUD elementerne er udetaljerede og af meget lav opløsning.

I det originale BurgerTime bestod musikken i et 10 sekunders lydspor, der blev gentaget, indtil banen var klaret eller spilleren død. I World Tour er hovedtemaet bygget op omkring samme genkendelige sang fra originalen. Det kan godt virke foruroligende, men temaet er faktisk ganske vellykket, både fordi melodien er fængende og den indeholder mere end blot det enkelte loop og så bliver melodien ikke brugt imens man spiller. Når man spiller, tager en række kedelige numre desværre pladsen i stedet. Med undtagelse af musikken i banerne i Japan og Frankrig, bliver numrene i banerne hurtigt ensformige. Japans nummer er mere neutral og begynder derfor ikke at blive irriterende, selv ved længere spilletid og underligt nok, så har Frankrig slet ingen baggrundsmusik.




I arkadespil handler det typisk om at opnå et højt antal point. Det er som regel her spilleren vil finde modstand og mulighed for forbedring. Det originale BurgerTime var ingen undtagelse, med bonus for at opnå domino effekt når ingredienserne til burgerne faldt ned, når modstanderne blev knust under faldende salatblade og gennemføre banen hurtigt. World Tour indeholder alle disse elementer, men bevæger sig alligevel væk fra arkade fokuset med spillets nye mekanik. Som man kommer længere ind i kampagnen, begynder banerne mere at ligne platforms-baner, hvor banens design skal overvindes og dødelige fælder undgås. Her klarer World Tour sig ikke særligt godt. Styringen er ikke nøjagtig nok og ”accelerationen” virker underlig og nogle gange lidt tilfældig; f.eks. når man lander, kan der gå op til et halv sekund, før animationerne tillader at man hopper igen. Styringen er tilstrækkelig til at hoppe over fjender og kravle op og ned at stiger, men den bliver et problem på de mere platformfokuserede baner.

Pointsystemet virker desuden for kryptisk. Der findes bestemte burger opskrifter, som opnås ved at mose bestemte fjender ind i burgerne, men spillet gør et meget dårligt arbejde med at fortælle dig, hvilke kombinationer der er og generelt hvornår du gør noget godt. Tiden virker derimod til at give en væsentlig større bonus. Jeg prøvede forgæves at opnå 5 stjerner, som er den højeste vurdering i de første baner. Selv efter flere forsøg med forskellige tilgange kom jeg kun op på 4 stjerner og det var udelukkende i den første bane det gik så godt. Fik derimod en 5 stjerner halvvejs igennem spillet, i en tilfældig bane hvor jeg døde 3 gange, men bare spillede videre uden genstart, fordi jeg bare ville igennem banerne. Når scoremekanismen er så uigennemskuelig, fjerner det utroligt hurtigt lysten til at prøve at forbedre ens highscores.




Der er ikke mange online spillere at spille med, men heldigvis understøtter spillet lokal multiplayer, så jeg kunne teste og bekræfte, at denne funktion virkede men var kedelig, af de samme årsager som holder resten af spillet tilbage.

BurgerTime World Tour har flere designmæssige problemer, der kommer i vejen for ens oplevelse. Både som et platformspil og som et arkadespil, falder brikkerne ikke på plads. I det hele taget er det svært at forestille sig en målgruppe for BurgerTime World Tour. Det er for svært for små børn og der er ikke et godt fundament til at ældre vil bruge tid på at forbedre deres rekorder.

BurgerTime World Tour kan købes på Xbox Live Arcade og koster 800 MSP.
Gameplay:4.0
Grafik:4.0
Online:3.0
Holdbarhed:4.0
Overall 4.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.