Bully: Scholarship Edition

Anmeldt af: Dennis Haagensen - 21. marts 2008 - kl. 18:03
Del denne artikel:
15 0

Vi har lommerne fulde af kløpulver og slangebøssen er ladt. Vi har fundet attituden frem og pudset knoerne. Det er med andre ord tid til at vende tilbage til skolebænken.

Vi har lommerne fulde af kløpulver og slangebøssen er ladt. Vi har fundet attituden frem og pudset knoerne. Det er med andre ord tid til at vende tilbage til skolebænken.

Bully: Scholarship Edition er en udvidet og opgraderet version af det oprindelige Canis Canem Edit, der kom frem på Playstation 2 tilbage i 2006. En udgave til den første Xbox var planlagt men blev desværre annulleret. Men nu er det tid til at gøre skolegården usikker på Xbox 360.

I rollen som den 15-årige Jimmy Hopkins er du blevet dumpet på den prestigefyldte skole, Bullworth Academy, af din mor og hendes nyfundne kærlighed. Det er nu din opgave at forsøge at overleve bøllernes tyranni, lærernes gode vilje og klikernes sammenhold, mens du skaber et navn og rygte for dig selv i området. Du danner hurtigt et anstrengt venskab med én af skolens bøller, der dog viser sig at have sin egen dagsorden.






Spillet er opdelt i årgange, og du starter ganske fornuftigt som førsteårselev. Dine muligheder i starten af spillet er mange. Du kan være en lille Artig-Verner, der troskyldigt dukker op til samtlige timer og hjælper de svage elever mod de stærke eller du kan vælge den modsatte boldgade, der indebærer indbrud i skabe, slangebøsser og kløpulver samt den uundværlige olfert. Uanset hvilken vej du vælger, vil du ganske hurtigt stifte bekendtskab med skolens præfekter; skolens ordenshåndhævere, der slår hårdt ned på tyranni, usømmelig opførsel og sågar ukorrekt påklædning. Bliver du overmandet af en præfekt, går turen uundgåeligt til inspektørens kontor, klasseværelset eller tilbage på dit værelse.






Bully: Scholarship Edition er fyldt til bristepunktet med opgaver du skal løse for at klare dig videre i skoleforløbet, ligefra beskyttelse af skolens største nørd, Algernon (eller Prince Algie, som hans mor kalder ham) til regulære nævekampe mod skolens forskellige kliker. Endvidere kan du deltage i undervisningen i de forskellige fag, som skolen tilbyder, og gennem små minispil forsøge at opnå en god karakter. Men det er først når du gennemfører det første år på skolen, at spillet virkelig folder sig ud. Du får pludselig adgang til en stor del af byen omkring skolen og kan tilbringe dagene med at udføre småjobs for byens erhvervsdrivende, smadre butiksruder, smide æg efter biler og løse endnu flere opgaver på vej mod din endelige afgangseksamen. Rockstar har inkluderet en utrolig mængde fritidssysler, du kan give dig i kast med lige fra spillemaskiner og sportsaktiviteter til forlystelserne i den lokale forlystelsespark. Der er altid noget at tage sig til i området omkring Bullworth Academy. Men vær på vagt, for lige så snart du forlader skolens område, er det ikke længere skolens præfekter, der er efter dig, men politiet.
Der er et enormt socialt aspekt i Bully: Scholarship Edition, og du kommer ikke udenom at skulle indsmigre dig hos de forskellige grupper på skolen og i byen. Men der er også gode sider ved denne interaktion. Med den rette påklædning og en simpel gave kan du redde dig et kys eller to fra skolens kvindelige elever (og et par af dem med løse håndled) samt få adgang til bedre kasteskyts, nye kampmetoder og deslige.






Bully: Scholarship Edition er et omfangsrigt spil. Områderne du kan bevæge dig i er store og interessante og opgaverne mangfoldige og afvekslende. Enkelte opgaver lider dog under spillets til tider enerverende styring, da man ofte sidder fast i et lokale, fordi udgangen bliver blokeret af den præfekt, du netop er undsluppet. Det ender derfor ofte med, at du bliver snuppet og opgaven derfor fejler. Som mange spil i denne genre er styringen opdelt med karakterens bevægelsesretning på venstre styrepind og kameraet på højre. Men det sker for ofte, at man i kampens hede - specielt i de mange forskellige typer ræs spillet byder på - får trykket den venstre styrepind i bund, hvilket vender kameraet, så du pludselig kigger baglæns. Dette er selvsagt pænt irriterende, når man forsøger at holde go-karten på vejen.

På den grafiske side er Bully: Scholarship Edition ikke overvældende. Karakteranimationerne er til tider utroværdige, og detaljegraden er minimal. Endvidere er der mange små fejl i grafikken og animationerne som for eksempel en hurtig snurretur, når Jimmy sætter sig på skolebænken og små lysende felter på teksturerne. Spillet har fra barnsben været præget af ustabilitet og er da også i forbindelse med min gennemspilning frosset 3 gange. Rockstar har udgivet en patch, der skulle rette mange af fejlene, men det virker blot som om andre fejl er kommet til. Jeg har været nødsaget til at slukke helt for spillets musik, idet den endte med at hakke som en ridset LP.






Lydsiden er rimeligt gennemført, og stemmeskuespillet er godt, endda til tider bevidst latterligt. Men interaktionen med de andre elever bærer tydeligt præg af, at samtalerne er tilfældigt valgte og der derfor ikke tages stilling til, hvad de to parter egentligt siger til hinanden. Dette er dog ikke tilfældet, når det drejer sig om opgaverne, men blot når man tiltaler tilfældige mennesker på gaden.

Bully: Scholarship Edition er et udmærket spil med en utrolig bredde. Der er hundredvis af forskellige ting at tage sig til, hvis man ikke gider følge skolegangen og opgaverne virker for trivielle. Det bliver sjældent kedeligt, da man altid kan finde alternativer til de bundne opgaver. Også Rockstars brug af achievements er gennemført. Der er de sædvanlige for free roam spil, såsom ”løb så langt til fods”, ”kør så langt på cykel” og ”gennemfør så mange opgaver”, men der er også blevet plads til mere ungdommelige ting, som at give et specifikt antal olfert’er, kysse et antal piger (og drenge) eller knus et antal vinduer.

Spillet er gennemført og gennemgående sjovt. Det har sine fejl og mangler, men de bliver opvejet af spillets mangfoldelighed og bredde. Bully: Scholarship Edition er uden tvivl et af de bedre free roam spil og får næppe lov til at samle støv på hylden.
Fakta
Bully: Scholarship Edition

Bully: Scholarship Edition

PlatformXbox 360
UdviklerRockstar Vancouver
UdgiverRockstar Games
Spillere1-2
Udgivelsesdato07-03-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.9
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.8
Overall 8.2
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.