Birds of Steel er langt fra verdens mest sexede spil og det vil næppe dukke op på ret mange salgs-lister rundt omkring, da det er et niche-spil, som er ren guf for fans af både de klassiske fly fra 2. Verdenskrig og de mange historiske luftslag, der udspillede sig over bl.a. Pearl Harbor, Midway og Guadalcanal. Spillet indeholder mere end 100 klassiske fly fra bl.a. Tyskland, USA, England, Japan og Rusland og det betyder, at man får lov til at flyve i klassikere som BF 109, Spitfire, Zero og det fede P-51D Mustang. Siger disse navne dig noget, vil Birds of Steel måske være noget for dig.
Problemet med simulatorer, om det så er en bilsimultor eller flysimulator, er at spilleren skal lægge en betydelig arbejdsindsats i spillet, for at få det bedste ud af det. Det er også tilfældet med Birds of Steel. Vil man spille det som en simulator, skal man forberede sig på at bruge noget tid før man rigtigt har kontrol over tingene men har man ikke den nødvendige tålmodighed, kan man spille med en simpel opsætning der f.eks. gør, at man har en radar hvor fjenderne optræder, man kan ikke stalle og man har ubegrænset ammunition og benzin. Denne simple opsætning gør, at alle der har lyst til at lege med, uanset erfaring med flysimulatorer, kan gøre det. På denne måde, har Gaijin på snedig vis gjort et spil som ellers ville have en meget snæver målgruppe til et spil, der henvender sig til langt flere spillere.
Når man starter, bliver man guidet igennem en grundig træningsdel, hvor man lærer de helt basale ting omkring at flyve, hvordan man angriber fjenderne bedst muligt og hvordan man starter og lander både fra landjorden og fra hangarskibe. Derefter kan man kaste sig ud i spillets historiske del, hvor man deltager i 20 historiske missioner ved bl.a. Pearl Harbor. En snedig lille detalje er her, at man kan vælge at spille de forskellige missioner, set både fra den amerikanske side og den japanske side. Mellem missionerne får man historisk baggrundsinformation og filmklip fra krigen, som er med til at sætte den rigtige stemning.
Missionerne er desværre bygget lidt underligt op. Det er som om, at udviklerne har været bange for, at konsolspillere ikke ville have den nødvendige tålmodighed til at spille missionerne til ende. Det kommer til udtryk ved, at når man f.eks. skal angribe en stak bombefly, så er det kun nødvendigt at skyde et par stykker af dem ned, for at klare missionen. Man kan spille videre og skyde dem alle ned hvis man ønsker det, men det er ikke nødvendigt. Eller når man på et tidspunkt skal angribe en japanske destroyer, så kan man nøjes med at beskadige den og ikke sænke den. Det virker lidt underligt at man har valgt at bygge spillet op på denne måde og det ødelægger lidt af den autentiske følelse for mig, da man egentlig kun får brudstykker af en mission, men mindre man aktivt vælger at fortsætte den.
Det er ikke spilmuligheder man savner i Birds of Steel, da der er masser af ting at give sig i kast med. Ud over historie deln, kan man spille enkeltstående missioner placeret overalt i verden fra Tyskland til Stillehavet, man kan lave ens egne missioner i Mission Editoren og man kan spille mere end 100 missioner i Dynamic Campaign, hvor man selv sammensætter ens kampagne. Man kan også spille op til 16 spillere i forskellige versus spiltyper og man kan spille side om side med tre af ens venner i en række co-op missioner. Endelig kan man lave eller deltage i turneringer for op til 16 spillere. Der er bestemt nok at kaste sig over i Birds of Steel og det er imponerende, hvor meget indhold udviklerne har smidt i spillet.
Som jeg sagde i starten, er Birds of Steel bestemt ikke det mest sexede spil i verden. Titelskærmen er måske den mest triste jeg har set i mange år, menuerne er kedelige (dog funktionelle) og mange gange føler man sig mere hensat til et støvet gammelt leksikon end til et stykke underholdnings-software. Inde i selve spillet er der skruet lidt mere op for banjoen, da vi ser nogle flotte lyseffekter og de mange fly er genskabt ned til mindste detalje og der er kælet for små deltajer, som plader på flyet, der ikke er sat helt lige på osv. Det skal dog lige siges, at der er forskel på kvaliteten af de fly man kigger på i ens hangar og de fly man flyver rundt i på missionerne, men gameplay modellerne ser bestemt stadig fine ud.
Da dette er et spil lavet for entusiaster, kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere lir lidt mere flyporno. Det kunne f.eks. være nogle lækre autentiske filmsekvenser med flyene eller måske endda en slags Autovista som i Forza Motorsport 4, bare med nogle udvalgte fly jeg ville have været solgt på stedet. Det hele bliver en lille smule tørt og kedeligt, når der ikke rigtigt bliver kælet for den indre dreng, som ville elske at kunne beundre flyene i detaljer.
På lydsiden savner man nogle mere kraftfulde motorlyde og lydeffekterne er generelt lidt flade, men de virker alligevel rimelig realistiske. Soundtracket er meget typisk for et spil af denne slags, med klassisk militærmusik det fungerer, men overrasker ikke på nogen måde.
Birds of Steel er måske den mest gennemførte flysimulator på Xbox 360 det siger dog ikke specielt meget. Der er masser af indhold at kaste sig over og hvis man er fan af de klassiske fly og de mange luftkampe fra 2. Verdenskrig, så er det en stor fornøjelse at kunne deltage i de klassiske og autentiske luftslag og være med til at skrive historie. Der er en sværhedsgrad for stort set alle, ligemeget om man vil spille det som et arkadespil eller en simulator hvilket bestemt er et stort plus.
På den anden side, er det bestemt ikke et spil for alle og enhver. Man skal nok være fan af disse klassiske fly og de luftslag som de deltog i, for at finde Birds of Steel rigtigt interessant. Hvis man er på udkig efter et arkade flyspil, er det, på trods af muligheden for at gøre spillet arkade agtigt, ikke Birds of Steel man skal vælge, da det nok vil være lidt for autentisk og tørt for denne type spillere. Men har du en Xbox 360 og savner du en ægte flysimulator, så er der endelig kommet et spil, som måske vil slukke din simulations-tørst.
Facebook
Twitter
