Bioshock: Infinite

Anmeldt af: Jacob Dissing Graversen - 29. marts 2013 - kl. 22:39
Del denne artikel:
8 0

Irrational Games er tilbage efter flere års pause, kan Bioshock: Infinite leve op til forventningerne, eller er en af årets største udgivelser en skuffelse. Læs mere i vores anmeldelse her.

Efter udgivelsen af det suveræne mesterværk Bioshock tilbage i 2007, har der været ret stille fra spilstudiet Irrational Games. De overlod, eller frabad sig, udviklingen af efterfølgeren Bioshock 2, til en række af andre spilstudier under 2K navnet, men nu er de altså tilbage med storsatsningen Bioshock: Infinite, der sammen med det kommende Grand Theft Auto V, nok må regnes for at være årets største spiludgivelse. Spørgsmålet er så bare, om Ken Levine og resten af Irrational Games har hvilet på laurbærrene, eller lavet et spil, der kan måle sig med det første, og være med til at lukke denne konsolgeneration med et brag.

Bioshock: Infinite var en af de titler, som jeg har grebet lidt anderledes an i forhold til så mange andre. I stedet for at nærstudere hver eneste trailer og gameplay video, var dette en af de få oplevelser jeg er gået ind til uden en kæmpe forhåndsviden. På trods af denne tilgang var mine forventninger, undskyld udtrykket, skyhøje og fra første sekund, var jeg ikke i tvivl om, at Irrational Games ikke har ligget på den lade side. Spillet åbner i år 1912, hvor du i rollen som Booker DeWitt er på vej over et uroligt hav i søgen på en pige, der skal slå en streg over den massive gæld han er i besiddelse af. Denne mission tager dog straks en drejning, da han ved ankomsten til en lille ø bliver skudt flere kilometer op i luften, og havner i den svævende by Columbia.




Columbia er ved første inspektion et mageløst sted, fyldt med glade mennesker, som lever idyllisk blandt den blå himmel og de flotte, hvide skyer. Byen er spækket til randen med butikker, kolibrifyldte blomsterbede, musik, der kommer både fra grammofoner, men også fra syngende barbershop kvartetter, hvilket alt sammen bidrager til en enestående stemning. Den svævende by står altså ved første øjekast i stærk kontrast til den dystre, undersøiske by Rapture, der var fokuspunktet i Bioshock 1 og 2. Denne fabelagtige hyggelige og glade stemning varer naturligvis ikke ved. Der går ikke lang tid før Booker DeWitt kommer i problemer med loven, og i sin jagt på denne specielle pige ender han selv med at blive jaget vildt gennem byens smukke gader, der byder på variation i spandevis. Da Booker efter megen modgang endelig får reddet denne pige, der bliver holdt indespærret af byens leder, Comstock, og de sammen skal flygte væk fra Columbia, sker der for alvor noget med historien. Uden at afsløre for meget, er denne fænomenale by naturligvis rådden under overfladen, religion, racisme, klasseundertrykkelse og meget andet er centrale temaer i den flyvende by, og et oprør synes uundgåeligt.

Den første halvdel af Bioshock: Infinite er intet mindre end genial, og står tilbage som værende en af de mest mindeværdige spiloplevelser jeg nogensinde har haft. Universet er op til dette punkt skruet sammen på sådan en fantastisk måde, at det var svært at løsrive sig fra bare at rende rundt, lytte til samtaler, finde de gemte lydoptagelser, som de fleste vil kunne genkende fra de første spil og bare opleve den fantastiske verden man befinder sig i. En verden, der kun bliver mere interessant da Elizabeth gør sin indtræden, idet hun bestemt ikke er en normal pige.

Elizabeth er i besiddelse af en ganske speciel egenskab, som gør hende i stand til at åbne små portaler til et andet sted eller en anden tid. Denne egenskab er ufatteligt central i spillet, ikke blot på grund af den måde, hvorpå historien forløber, men også i de kampe vores umage par kommer igennem som spillet skrider frem. Historien er skruet sammen på sådan en måde, at der er masser af tid til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der egentligt sker, hvor stregen går mellem godt og ondt, hvilken rolle Elizabeth spiller i det hele, samt meget, meget andet. Igen uden at afsløre for meget, er slutningen også værd at rose. Jeg gik ind til Bioshock: Infinite med en forventning om at blive overrasket, og på trods af at jeg forholdsvis tidligt tænkte at jeg havde regnet det hele ud, og meget af det viste sig at være rigtigt, så formår Irrational Games stadig at overraske mig på flere måder end jeg havde regnet med. Dette er utroligt bemærkelsesværdigt, specielt fordi der ikke blot er tale om en enkelt situation som står tilbage i min hukommelse som værende mindeværdig.




Historien og universet lever altså i høj grad op til den standard, det oprindelige Bioshock satte, men det er ikke helt uproblematisk. På trods af en ufatteligt stærk start, og en næsten lige så stærk slutning, så mangler den midtester halvdel samme topkvalitet. Der går lidt for meget stik-i-rend dreng i den, og de karakterer man støder på under denne del af historien, er desværre en kende underudviklede og de betyder i det store hele ikke så meget når det kommer til stykket. Selvom noget af det har at gøre med, at fokus er lagt andetsteds, så er det lidt en skam for universet er så interessant, at forholdet mellem to af spillets stridende faktioner sagtens kunne have klaret lidt mere dybde og forklaring.

Bioshock: Infinite er naturligvis ikke bare historie og flotte flyvende byer, man kan rent faktisk også gøre brug våben frem for at skyde ting og sager, hvilket er ganske nyttigt eftersom der ofte er en hel hær i hælene på dig. Infinite følger skabelonen som det oprindelig Bioshock lagde. Foruden de normale skydevåben bliver DeWitt ret hurtigt i stand til at gøre brug af de såkaldte Vigors, der er dette spils udgave af Plasmids. Gennem spillet vil det være muligt at finde otte forskellige Vigors, som alle sammen åbner for forskellige spilstile. En af mine absolutte favoritter var Bucking Bronco, der sender fjender flyvende op i luften, hvorefter det er let at pille dem ned én for én med en shotgun eller en anden Vigor. De forskellige Vigors har alle to forskellige egenskaber, udover den primære som eksempelvis kan være at sende en elektrisk stråle mod en fjende, så kan samme Vigor også bruges til at placere en fælde på jorden, som sørger for at forbipasserende fjender får sig et chok – bogstavelig talt. Disse Vigors tilføjer en god mængde af variation og dybde til spillet og de kan naturligvis kombineres som man ønsker det, men nogle kombinationer vil give en speciel effekt, hvilket gør at eksperimenterer på alle mulige måder er anbefalelsesværdigt.




Andre ting, der sørger for at hver eneste kamp i Bioshock: Infinite kan gribes an på forskellige måder, er Elizabeth. Man kunne godt frygte, at hele spillet ville udvikle sig til én lang eskortmission, hvor Elizabeth skal beskyttes, men heldigvis klarer hun helt sig selv, og er i mange henseender essentiel for overlevelse. Udover at man kan bruge hendes evner til at sende robotter, missiler eller andet godt efter diverse horder af fjender, så vil hun ofte kaste hjælpemidler i Bookers retning, i form af liv, ammunition eller ”salt”, som hjælper med at genskabe ens Vigor. Denne hjælp kommer ikke kun i kampsituationer, men også udenfor, hvor Elizabeth kan finde ekstra penge eller hjælpe med at åbne døre eller pengeskabe, hvilket heldigvis betyder at der ingen hacking minispil er, gudskelov.

Banedesignet har også stor indflydelse på kampene, idet bevægelse er en stor del af det, som gør Bioshock: Infinite så sjovt at spille. De fleste af områderne, både i og uden for skudduellerne har en fin størrelse, hvilket tillader udforskning. En del af miljøerne har også de såkaldte sky-rails, som transportere genstande rundt omkring i den svævende by. Heldigvis kan de også bruges af Booker DeWitt, som med det samme er en mester i at navigere disse skinner. Den første gang man hopper på et af disse sky-rail var for mit vedkommende en mageløs oplevelse. At suse hen ad skinnerne mens man samtidig kan affyre sit våben, eller springe over til et andet sæt skinner, for til sidst at kaste sig gennem luften og majestætisk eliminere en fjende, som havde modet til at sætte sig op mod dig, er ganske enkelt fremragende underholdning, og klart min favoritdel af spillet. Denne variation er dog forholdsvis påkrævet, idet at jeg fandt de almindelige våben, dem som skyder med blykugler, værende ret mangelfulde.




Vælger man at spille Bioshock som man ville spille Call of Duty, kommer man til at snyde selv for det, der gør spillet sjovt. Våbnene i sig selv har et standardiseret kedeligt design og det samme gælder for deres funktioner, og mod spillets slutning er de også ret svage, hvilket førte til en smule frustration, idet en mellemstor fjende skal have mere end to skud med en opgraderet RPG på den normale sværhedsgrad, hvilket ikke specielt underholdende for mit vedkommende.

Spillets tekniske side skal naturligvis også have et par ord med på vejen, for Bioshock: Infinite er også her ufatteligt veludført, og det er klart et af de smukkeste, hvis ikke det smukkeste spil, som man kan finde på Xbox 360. Ikke blot er det teknisk veludført, men den artistiske side er på samme, hvis ikke et højere, niveau. Jeg tror ikke at jeg lyver når jeg siger, at min mund den første time af dette spil var på vid gab, så imponeret var jeg over Columbia, markedspladserne og den måde det hele blev introduceret på og dette høje niveau bliver næsten holdt hele vejen gennem spillet. Miljøerne man kommer igennem er simpelthen fortryllende, og med et soundtrack, der kun underbygger stemningen er det et aspekt, der næsten er udført til perfektion.

Elizabeth er en stor del af denne ligning, for selvom det måske virker som noget mærkeligt at skrive, så er hendes ansigt meget vigtig for det forhold man som spiller får til den karakter. Uanset om hun er glad, bange, bekymret eller vred er det så ufatteligt tydeligt i hendes ansigt og kropssprog at jeg ikke kunne undgå at blive påvirket af det. Derudover er stemmeskuespillerinden også ufatteligt dygtig til at kommunikere Elizabeths følelser på en troværdig måde, hvilket bare gør at forholdet mellem Booker og Elizabeth bliver så meget stærkere. Desværre lider spillet til tider af nogle små tekniske problemer i form af dyk i billedhastigheden, dette var hos mig specielt problematisk mod slutningen af spillet, hvilket blandt andet gjorde den sidste kamp mere frustrerende end den ellers ville have været.

Bioshock: Infinite gameplay


Det er svært for mig ikke at sammenligne Bioshock: Infinite med det første Bioshock, for selvom denne oplevelse er vanvittigt god, så slår den ikke lige så hårdt som det oprindelige spil. Historien og dennes fokus er i denne omgang anderledes skruet sammen, hvilket både har positive og negative aspekter, og det fører til at timerne i midten af spillet for nogle, herunder undertegnede, nok vil mangle lidt af den kvalitet som resten af pakken ellers har. Det betyder dog ikke det helt store, for størstedelen af denne 10-12 timers spiloplevelse var blandt de bedste timer jeg har haft med et spil siden Red Dead Redemption. Historien blev desuden rundet af på en sådan vis, at jeg kun kan anbefale at man tager en tur op i skyerne, for selvom spillet ikke er perfekt, så er det svært for mig at se, hvordan noget andet spil i år kan komme op på siden af dette spil. Irrational Games har sat standarden.
+ Enestående stemning og univers, god historie, varieret gameplay, gude smukt.
Små tekniske problemer, dele af historien mangler dybde, skydevåbnene er ikke helt tilfredsstillende.
Gameplay:8.5
Grafik:9.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 9.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.