Batman Arkham Knight

Anmeldt af: Frank Fristed Pedersen - 7. juli 2015 - kl. 16:06
Del denne artikel:
4 7

Fjerde og sidste spil i Arkham serien er ude, og vi indtager igen rollen som forbrydernes kappeklædte nemesis. De to første spil imponerede, men kan Rocksteady stadig forbedre Batman formularen?

Rocksteady Studios har efterhånden vist, at de har styr på Batman. Især de to første spil i serien har høstet rigtig meget ros, og gameplay fra disse spil har efterhånden sneget sig ind i stort set alle actionspil udgivet siden. Det første spil i serien leverede en fantastisk historie i et meget kontrolleret og, for nogle, lidt for lille område, hvor der ikke var plads til de store udskejelser for vores sortklædte helt. Det andet spil i serien løsnede lidt op, og leverede stadig en god historie, men med meget mere frihed i en temmelig stor åben verden. Om man er mest til det første spil, som denne anmelder foretrækker, eller nummer to, så er det tydeligt at en åben verden er fokus for Rocksteady’s anstrengelser med fjerde spil i serien.






I Batman Arkham Knight må Batman endnu en gang redde Arkham fra en superskurks onde planer. Denne gang er det Scarecrow, der giver Batman udfordringer. Til at hjælpe sig har han en ukendt person, kun kendt som Arkham Knight. En for Batman hidtil ukendt skurk, som til gengæld viser sig at kende alt til Batman. Dette faktum gør det meget svært for Batman at kæmpe imod ham. For hvordan skal man kæmpe mod en fjende, som kan forudse alle ens træk, mens man selv famler i blinde? Det er præmissen for hovedhistorien, som dog også er kraftigt påvirket af Joker; Batmans gamle, døde ærkefjende. Scarecrows gasser, som han truer byen med, påvirker nemlig også Batman, så han begynder at hallucinere. Det fører til, at Joker ofte dukker op med spydige kommentarer, drillerier og gnækkende grin. Ganske som vi kender ham fra de forrige spil. Alt i alt giver disse elementer en rigtig god historie, som det er en fornøjelse at spille igennem. Man er altid interesseret i at få fremdrift i historien, og den bliver aldrig kedelig eller ligegyldig.

Ud over denne hovedhistorie, så er der mange andre historier Batman kan give sig i lag med i spillet. Kidnappede brandmænd skal befries, en mystisk morder skal fanges, en pyroman er på spil, Catwoman er fanget af The Riddler og så videre. Batman keder sig bestemt ikke, og i sin færden omkring i byen står det ham frit for, hvilke opgaver han vil give sig i kast med. Han opdager hele tiden nye spor og opgaver, som på en eller anden måde leder ind til alle disse historier og på trods af at der er rigtig meget at give sig i lag med, og mange historier, personer og steder at holde styr på, så bliver det aldrig uoverskueligt. Man kan enten vælge en mission i den udmærkede missions-oversigt, eller blot kaste sig ud i løjerne efterhånden som man støder på dem. Det eneste element, der generede mig lidt her, er at en del af historierne giver indtryk af at de haster, men Batman kan tage sig al den tid han har brug for uden at der er konsekvenser. Det er selvfølgelig for at opnå friheden til at spille som man vil, men så kunne jeg godt have ønsket at historierne var skrevet så der var lidt mindre tidspres, så det ikke føltes så kunstigt.






Gameplayet er som vi kender dem fra de tidligere spil, og så alligevel ikke. Der er de sædvanlige actionfyldte slåskampe, hvor Batmans færdigheder bliver testet mod grupper af modstandere. Der er også de sædvanlige infiltrations-opgaver, hvor ikke kun Batmans færdigheder, men også hans gadgets skal udnyttes til fulde for at klare opgaven. Her arbejder han i det skjulte og disse segmenter er nøjagtigt lige så underholdende og udfordrende som i de tidligere spil. Og så er der de sædvanlige gåder fra The Riddler, som skal løses ved kløgt. Ikke de store overraskelser her. Slåskampene er så ikke helt på samme niveau i dette spil. I de forrige udgaver føltes de mere som en udfordring end de gør i denne omgang. Der er masser af muligheder i kampene, ganske som sædvanligt, men det føles ikke nødvendigt at gøre brug af dem. Slåskampene er simpelthen for nemme til at give udfordring, både med og uden de opgraderinger man løbende optjener. Så har man spillet de tidligere spil, så bør man kraftigt overveje at skrue op for sværhedsgraden inden man går i gang med spillet.






Som noget nyt i dette spil, så indtager Batmobilen en stor rolle. Det har den ikke gjort før, men i denne historie er den essentiel for Batman. Det er den største forandring i forhold til de forrige spil, og det ændrer faktisk en hel del. Man bruger masser af tid i bilen, som ud over at kunne ræse fra den ene ende af byen til den anden, også bruges til at løse diverse gåder og opgaver, takket være det fantastiske ekstraudstyr den har. Der ud over er den selvfølgelig også en regulær ødelæggelses-maskine, som flittigt skal tages i brug for at bekæmpe Scarecrow og Arkham Knights tropper i byen. Nogle vil måske mene, at bilen bruges lidt for meget, men det syntes jeg nu ikke. Til gengæld er jeg ikke helt tilfreds med dens køreegenskaber. Den er temmelig futuristisk, og det er måske derfor den slet ikke føles som en bil, når man drøner rundt i gaderne. Det virker som om den ikke har nogen vægt, og nærmest svæver over jorden og diverse små forhindringer mærker man slet ikke, når man pulveriserer dem i forbifarten. Det er måske med vilje fra Rocksteady’s side, men det gør, at det bliver lidt skuffende at drøne rundt i bilen. Hvilket er ærgerligt, for man bruger som sagt meget tid i den.

Grafisk og lydmæssigt skuffer spillet bestemt ikke. Byen er mørk, skummel, flot og troværdig. Venner og fjender er gengivet med masser af detaljer, og på intet tidspunkt virker det som om den kære Xbox One bliver presset for at levere det. Alt foregår flydende på trods af de mange ting, der kan foregå på skærmen samtidig. Den flotte grafik, og den ubesværede måde den bliver leveret, er også med til at gøre byen mere troværdig. Man har frihed til at bevæge sig rundt i hele byen, og lægger man mærke til detaljerne, så åbner det ofte op for nye muligheder for Batman.






Batman Arkham Knight er en værdig efterfølger til de to første, meget roste spil i serien. Det bygger videre på alt det der fungerede og høstede ros i forgængerne, men tilføjer også nyt i skikkelse af Batmobilen, som denne gang indtager en fremtrædende rolle, og dermed er det ikke blot mere af det samme. Det er tydeligt at Rocksteady elsker Batman universet, og den kærlighed kan mærkes når man svæver over Arkham City eller drøner gennem dens gader, klædt i sort….eller meget mørk grå.
Fakta
Batman Arkham Knight

Batman Arkham Knight

PlatformXbox One
UdviklerRocksteady Studios
UdgiverWB Games
Spillere1
Udgivelsesdato23-06-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Spændende karakterer, afvekslende gameplay, fed atmosfære
Batmobilens køreegenskaber
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
7
Der er 7 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.