Badland: Game of the Year Edition

Anmeldt af: Frank Fristed Pedersen - 5. juni 2015 - kl. 16:54
Del denne artikel:
2 2

Kan man overføre et 2 år gammelt, succesrigt iOS spil Xbox One? Vi har kigget på det, og er ikke helt overbevist om at det er en god idé.

Allerede fra starten føles Badland som en lidt underlig titel. Der er ingen forklaring om hvad man skal. Efter at have startet et singleplayer spil, bliver man blot kastet ud i første bane. Der sidder man så og kigger på en lille sort klat med vinger, og en bane bygget op af skygger. Lidt udforskning af sin kontroller, og så finder man ud af, at trykker man på A på kontrolleren, så basker den lille sorte klat med vingerne, og begynder at bevæge sig fra venstre mod højre. Og så er spillet i gang og kigger sig ikke tilbage. Det er faktisk alt hvad man skal vide for at kunne spille Badland.

Så basalt set, så har man faktisk en Flappy Bird klon. En meget avanceret Flappy Bird klon, men alligevel. Banerne er fyldt med diverse fælder som skal overleves, og det er ikke alle der er lige nemme at regne ud. Undervejs støder man på forskellige power-ups, som skal bruges for at klare sig igennem. Nogle steder bliver banen for eksempel så smal, at man sidder uhjælpeligt fast med mindre man har fundet sig en skrumpe-pille. Andre steder er der forhindringer, der kun kan klares med en vis vægt, og der skal man have spist en eller flere vokse-piller.



Så snart man har basket med vingerne begynder banen at bevæge sig og der er ikke tid til pause. Det betyder at man ofte har meget lidt tid til at reagere inden udfordringerne, og den stakkels lille hårbold dør ofte. Heldigvis er er mange checkpoints i spillet, og det tager blot få sekunder at få spillet i gang igen efter at have fejlet. Der er rigtig mange måder at fejle på. Selvfølgelig at sakke så ubehjælpsomt bagud at man forsvinder til venstre på skærmen, men man kan også dø af rundsave, bomber, faldende klipper, rullesten og klistrede planter. Ja, listen over farer er temmelig stor og de kommer i et meget støt tempo.

Nogle steder kan ens lille hårkugle også få sine venner med. Det er ofte inden ekstra dødelige områder, hvor det er en fordel at være mange, for så overlever mindst én af dem forhåbentlig. På trods af de mange farer og de mange power-ups, så kan man ikke helt slippe tanken om at spillet faktisk er temmelig ensformigt. Man trykker på A knappen og forsøger at styre sin lille hårkugle med højre styrepind. Det bliver rutine ret hurtigt, og efter 10-15 minutter, så griber man sig selv i at sidde og tænke på noget andet. Spillet fangede aldrig rigtig min interesse.



Jeg er temmelig sikker på, at det skyldes at spillet er lavet til iPad og iPhones, og dermed til små korte spilseancer, mens man venter på bussen eller har frikvarter i skolen. Det egner sig simpelthen ikke til længere seancer foran et 42 tommer fjernsyn. Heller ikke selv om kontrollen med ens joypad faktisk fungerer ok. Man kunne ellers godt have frygtet at netop det element ville lide under at spillet egentlig er bygget til en telefon og dermed et helt andet kontrolsystem.

En ting, der er blevet tilføjet, som ikke var i den tidligere iOS udgave, er multiplayer. Nu kan man rent faktisk sidde 4 personer foran samme skærm med hver sin hårklump og kæmpe mod hinanden eller kæmpe sig gennem banerne i fællesskab. Det kan være, at denne spilform redder lidt af ensformigheden for nogen, men jeg tror det nu ikke. Dertil er spillet for simpel, så selv om multiplayer nok vil tilføje lidt ekstra, så har jeg svært ved at se hvordan det skal kunne konkurrere med andre multiplayer-spil på Xbox One.



Grafisk og lydmæssigt er der ikke så meget at udsætte på spillet. Til gengæld er der heller ikke så meget at fremhæve. Banerne er opbygget af sorte silhuetter i Limbo stil med farverige og flotte baggrunde, som fungerer godt, men blæst op på en stor skærm, så virker det alligevel lidt halvkedeligt. Den simple grafk og opbygning af banerne er selvfølgelig en fordel når man dør, da det er ret hurtigt at komme i gang igen. Det tager blot et par sekunder, og man starter sjældent ret langt tilbage på banen.

Badland er et iOS spil, som egner sig perfekt til små hurtige spilsessioner på en telefon eller tablet, mens man venter på noget andet. Jeg kunne sagtens have undværet en version til min Xbox One. Det er for simpelt og ensformigt til at man gider starte sin konsol og sit fjernsyn op for lige at tage et par minutter eller fem. Er man helt vild med denne genre af spil, så vil man måske kunne få lidt fornøjelse ud af at klare banerne så godt som muligt og slå rekorder. Men er det tilfældet, så vil jeg da tro at man for længst har gennemspillet Badland på sin telefon, og så er der absolut ingen grund til at investere i spillet igen. Med mindre man har lyst til at prøve det med den ekstra udfordring der er i at spille det med en kontroller eller lokke sine venner til at prøve det samtidig.

Badland kan købes på Xbox Games Store for 91 kr.
Fakta
Badland: Game of the Year Edition

Badland: Game of the Year Edition

PlatformXbox One
UdviklerFrogmind Games
UdgiverFrogmind Games
Spillere1-4
Udgivelsesdato29-05-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Hurtig underholdning, hurtige loadtider
For ensformigt, for simpelt
Gameplay:5.0
Grafik:5.0
Online:5.0
Holdbarhed:4.0
Overall 5.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.