Army of Two: The Devil's Cartel

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 10. april 2013 - kl. 15:39
Del denne artikel:
3 0

Electronic Arts fortsætter deres samarbejdsserie. Denne gang går turen til et narkoplaget Mexico, hvor tankevirksomhed erstattes af varme kugler. Læs anmeldelsen af Army of Two: Devil’s Cartel her.

Der er sket mange ting på spilfronten siden de vilde guldgraverdage, hvor spillene blev masseproduceret, og der konstant skyllede en uigennemskuelig syndflod ind over os. Det er vitterligt big business, med lang produktionstid samt kæmpe mandskaber tilknyttet. Det har selvfølgelig også betydet, at historierne er blevet bedre, med dybere baggrunde og detaljerede karakterer. Denne udvikling lader det til, at man har set stort på hos Electronic Arts. Med tredje kapitel i deres Army of Two er vi på et fortællermæssigt niveau, som en teenager kunne fedte ned på bagsiden af sit madpapir. Vi er de gode, de andre er onde og de skal bare dø.

Hovedpersonerne denne gang er benævnt Alpha og Bravo – mere overfladisk bliver det da nærmest ikke. Vi skal tage kampen op med de onde narkokarteller i Mexico. En mindre køn intro sætter retningen med bulder og brag, hvorefter vi hopper tilbage fem år tidligere, hvor fortællingen tager sit udgangspunkt. Army of Two’s tredje ombæring er atter et tredje persons skydespil. Vi får lov til at starte i kravlegården, hvor vores to hovedpersoner præsenteres imens de fjumrer lidt rundt på en skydebane. Eftersom mange af os nok efterhånden har stiftet bekendtskab med genren, og der intet nyt er her, ville det være rart hvis man kunne tage hoppet direkte forbi.




Nuvel, et godt actionbrag er da ikke at foragte. Nogle gange kan det være helt fabelagtigt bare at lægge hjernen fra sig og ellers acceptere, at det man sidder med er ren underholdning. Army of Two: Devil’s Cartel er på alle niveauer ren bling-bling. Man kastes fra det ene lettere stereotype mexicanske brændpunkt til det næste, hvor fjender stiller op som et andet interaktivt skydetelt. Våbnene kan naturligvis lires op, så man selv ender med at ligne en anden pseudo-gangster. Udvalget er ganske udmærket, og spænder over alle de gængse typer. Det lige over til tunge maskingeværer, hvor man vist ikke skal tænke for meget over rekyl og vægt.

Banerne er meget ligefremme. Man trækkes igennem de forskellige scenarier, som hovedsageligt veksler mellem gråbrune nuancer. Her vrimler det belejligt med kasser, metalværn og mere eller mindre udbrændte køretøjer. I tidens ånd kan man springe fra det ene dække til det næste. Isoleret set fungerer det ganske fint, når man ellers blot er under beskydning, og bare skal bevæge sig fremefter. Et enkelt tryk hiver en i dække, og retning plus tryk sender ens helt i fuldt firspring mod næste dække. Når det fungerer giver det et ganske fint flow - men der er tider hvor styringen føles fnidret. Lidt udfordringer får også man når modstanderne eksempelvis benytter granater. Systemet er tydeligvis designet til fremdrift, så det kan virke meget tungt at komme ud af dække og væk.






Som navnet jo nok afslører, så burde essensen i Army of Two: Devil’s Cartel være samarbejde. Spillet giver da også både mulighed for dette via splitscreen samt online. Kendere af serien vil huske, at man tidligere har forsøgt med en række særegne egenskaber, som krævede samarbejde. Her kan eksempelvis nævnes kombineret snigskytteri, muligheden for at slæbe rundt på sin sårede kammerat samt ikke mindst det karakteristiske high-five. Underligt nok er der her denne gang, skåret helt ind til benet. Et lidt uigennemskueligt scoresystem belønner til dels samarbejde, og man skal i fællesskab åbne døre til næste område – men derudover er der dybest set blot det overstadige co-op overkill, som giver samarbejdet kulør.

Det giver unægtelig det hele lidt kulør, når overkill aktiveres. Her træder man frem som den ultimative actionhelt, hvor man på Chuck Norris manér går i udødelighedsmode og i slowmotion kan skyde i det uendelige. Man kommer så ikke uden om, at disse korte udbrud står lidt i kontrast med den resterende grå masse. Ikke at der mangler våben eller eksplosioner. Showet bliver båret af Frostbite 2 motoren, der unægtelig kan levere effektfuld action. Man fornemmer dog klart, at potentialet ikke er spændt til det yderste. Kærligheden skinner ikke igennem, og det hele føles generisk gentagende. Man mangler unikke detaljer og mere variation i baggrundene. Samtidig er fjendeflokken den typiske stereotyp på gangstere fra Mellemamerika.




Army of Two: Devil’s Cartel er en lidt underlig størrelse. Det er med alt tydelighed venstrehåndsarbejde, målrettet til testosterontunge unge mænd. Det kan der sagtens være charme i, og personligt har jeg da spillet mig vej igennem begge tidligere spil i serien. Lokal co-op med en kammerat omkapslet i geværild og eksplosioner har bare noget appel. Her føles det bare lidt for letkøbt. I min optik har serien mistet den smule kant den havde, og vi står tilbage med en lidt grå i grå covershooter, der klart drukner i sammenligning med resten af markedet. Med det sagt, er der intet graverende teknisk forkert, så som lejetitel en weekend med gutterne, kan det stadig have en berettigelse.
+ Overkill, coversystemet
Dybt uoriginalt, historien, manglende variation
Gameplay:6.0
Grafik:7.5
Online:7.0
Holdbarhed:3.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.