Anarchy Reigns

Anmeldt af: Jacob Dissing Graversen - 22. januar 2013 - kl. 18:36
Del denne artikel:
2 0

Platinum Games er endnu engang ude med et sindssygt actionspil, men kan denne udgivelse leve op til det stilistiske kaos fra udviklernes tidligere spil, MadWorld, Bayonetta og Vanquish?

Det japanske spilstudie Platinum Games har efterhånden en fin historie bag sig, med førnævnte spil som Bayonetta og Vanquish har udviklerne gradvist fået godt styr på, hvordan overgearet action skal sættes sammen. Udviklerholdet er nu klar med Anarchy Reigns, et beat ‘em up spil i 3D, som udkommer blot en måned inden den store satsning fra selvsamme udviklerhold, Metal Gear Rising: Revengeance.

Anarkiet regerer i den dystopiske fremtid, som Anarchy Reigns foregår i, en fremtid hvor mennesker og robotter er smeltet sammen til de såkaldte cyborgs, og alle har travlt med at slå hinanden til plukfisk. Konceptet i sig selv lyder indbydende, hvis man er til hjernedød action, noget som Anarchy Reigns til tider byder på. Uanset om man er til single- eller multiplayer, har Anarchy Reigns noget at byde på.

Efter jeg havde sat mig ind i spillets simple styring ved hjælp af træningssystemet, kastede jeg mig dog straks over solo oplevelsen. I en tid, hvor spil uanset genren, forsøger at få spillernes beslutninger til at påvirke handlingen er det ikke overraskende, at man i starten af Anarchy Reigns får stillet et valg; vil du spille som den hvide eller den sorte side, vil du spille som den bevægelige Leonhardt Victorion eller som Jack Cayman, den testosteronfyldte helt fra MadWorld. Valget viser sig senere hen at være fuldstændigt ligegyldigt, idet begge sider af historien skal gennemføres, før kampagnen er overstået, ikke desto mindre er det en fin måde at starte spillet på.




Uanset hvilken side du vælger, vil målet være det samme; smadr alt og alle i jagten på Maximilian Caxton, en tidligere leder af en bestemt specialstyrke, der er eftersøgt for at have slået hans kone ihjel. Plottet er utroligt forudsigeligt, og hvad der nok ikke er specielt overraskende, så er det en af de dårligere spilhistorier jeg længe har oplevet. Masser af utroligt dårligt melodrama, skidt stemmeskuespil, elendige russiske accenter, klichér i lange baner og det hele foregår ved hjælp af mellemsekvenser, som ikke kan undgås eller springes over første gang, hvilket er en skam. Selvom man kan more sig over, hvor dårlig historien er, så fylder den ikke så meget set i større perspektiv, men alligevel nok til det forværrede min oplevelse af singleplayer delen.

Resten af singleplayer er dog udmærket og uanset hvem du spiller som, skal du igennem de samme fire små åbne områder, om end der er forskel på, hvor i området du kan bevæge dig, alt efter hvem du spiller som. I disse områder, vil der kunne findes tre side-missioner og tre historie missioner. Disse missioner kan dog ikke spilles med det samme og for at for at låse op for dem, skal der deles tæsk ud. I de små åbne områder drøner der nemlig fjender rundt, smadres den ustoppelige horde af diverse øretæveindbydende modstandere, så bliver der optjent point, gøres det i overbevisende og stilistisk form, så kommer der naturligvis flere point på kontoen. Når der er optjent nok point åbnes der for en sidemission, og her kan man selv vælge om man vil blive i den lille kamparena og forsætte destruktionen, eller hoppe ind i de ofte fjollede side-missioner og tjene point på den måde.

Side-missionerne byder på fin variation, og deres fjollede natur, hvad enten der er tale om bowling, ræs eller bare hamre flere fjender til plukfisk, så er der noget forskelligt at give sig i kast med. Historiemissionerne er typisk bosskampe, og det er klart den bedste del af singleplayer, desværre er det også den del, som fylder mindst. Går man ind til historie-missionerne med ens specialangreb ladet fuldt op, er de desværre alt for hurtigt overstået, og manglen på udfordring er til at tage og føle.




Noget, der virkelig også skader singleplayer delen i Anarchy Reigns er manglen på progression. Uanset hvilken figur du vælger, vil deres evner stort set være ens bortset fra den visuelle udførelse, og der kan ikke åbnes for nye tricks, mere liv eller lignende – hvad du har i starten af spillet er også hvad du har når rulleteksterne løber over skærmen. Der er altså ikke meget at komme efter, hvis man blot leder efter en solooplevelse. Dette kan også ses på min gennemførselstid, trods jeg ikke er nogen ekspert brugte jeg omtrent fem timer på at gennemføre historiedelen. Vil du åbne for alt spillet har at byde på kræver det endnu en gennemspilning, men det er bestemt ikke en nødvendighed, da alt også kan erhverves i spillets multiplayer del.

Netop mulitplayerdelen er det område, hvor spillet har sine klare forcer. Hvor singleplayer delen, trods sine momenter, føles formularisk og kedelig, er multiplayerdelen næsten en direkte modsætning. Nogle af de ting, som ikke giver mening i forbindelse med singleplayer, giver god mening når konteksten er multiplayer. Manglen på nye evner giver mere mening, hvis man ser singleplayer som forberedelse til multiplayer, hvor alle figurerer, har samme type evner, hvilket naturligvis giver et mere balanceret spil. Alle spillere har et let angreb, et tungt angreb, to special angreb samt et superangreb i arsenalet. Special angrebene kræver naturligvis energi for at blive brugt, og energien skal selvfølgelig optjenes ved at hamre løs på modstandere, præcis som i singleplayer delen. Superangrebet lader dig dog benytte dine special angreb så meget du vil, så længe det er aktiveret.

Multiplayer delen foregår i samme arenaer som historie delen finder sted, ikke at det betyder det store, idet arenaerne hurtigt kan læres og der ikke er meget i miljøet som der kan gøres brug af, udover bilvrag, gadeskilte osv. der kan bruges som kasteskyts. Et af irritationsmomenterne i Anarchy Reigns’ singleplayer, er de tilfældige begivenheder, som finder sted. Kampe kan til hver en tid blive afbrudt af nogle hysterisk overdrevne hændelser, såsom en tornado, der farer gennem banen, et bombardement fra overflyvende jetfly, et giftgasangreb eller en kæmpe lastbil, hvis eneste mål er at ramme så meget så muligt kommer farende. I multiplayer virker disse hændelser dog langt mere nyttefulde, og gør det højspændte gameplay endnu mere hektisk.

Multiplayer delen inkluderer en masse spiltyper, som alle byder på god underholdning. Foruden team deathmatch findes der blandet andet 1 mod 1 kampe i et lille lukket område, kampe i mindre hold, overlevelseskampe hvor det gælder om at arbejde sammen, capture the flag samt en genial amerikansk fodbold variant kaldet deathball. Fælles for dem alle er, at det er fremragende underholdning. De største kampe tillader 16 spillere i alt, disse kampe kan dog ofte blive lidt for hektiske og trykke billedfrekvensen i bund, og med 16 spillere alle samlet i en bunke af død og kaos, bliver det i forvejen suspekte kamera og lock-on system udstillet. Hvis man bare prøver at holde sig til de lidt mindre spiltyper, så burde der dog være garanti for masser af god underholdning, trods en forholdsvis stejl indlæringskurve.




Selvom gameplayet virker ganske simpelt, er situationen en hel anden, når spillet tages online. De spillere, som er i højt level kan udele seriøse øretæver, mens man selv kan se undrende til i ens egen kamp om bare at få et enkelt mord på kontoen. Denne indlæringskurve kan få nogle spillere til at slukke, men bliver man og lærer spillet i en anden kontekst, er det ganske tilfredsstillende blot at slutte næstsidst. Der er dog også problemer på denne side, et problem som kommer i form af den lave spillerbase. Jeg brugte næsten lige så lang tid i lobbyer, som jeg gjorde på selve spillet, og jeg løb konstant ind i de samme spillere, hvilket ikke tyder godt for spillets langsigtede holdbarhed, hvis der allerede nu er så få spillere online. Kan man finde sammen med en håndfuld gode venner, eller er man den tålmodige type, så er det klart et af de bedre onlinespil på markedet. Desværre er kaosset kun online. Spillet byder ikke på nogen form for offline multiplayer, og manglen på en egentlig co-op historiedel er også skuffende, eftersom der ofte er specifikke steder, hvor flere personer kæmper på samme side i singleplayer delen.

På den tekniske side, er Anarchy Reigns lidt af en blandet landhandel. Spillet er ikke det mest stabile når det kommer til billedfrekvens, specielt ikke i multiplayer, men holder nogenlunde til de fleste kampe, men taget i betragtning af, at spillet ikke ligefrem er pænt i forvejen, så er det skuffende. Figur- og banedesignet er ganske ordinært for japanske spil, så her står spillet heller ikke stærkt, dog er stilen gennemført hele vejen igennem. Som nævnt tidligere er noget af stemmeskuespillet virkelig af lav karakter, mens noget af det når op på et nogenlunde acceptabelt niveau. Musikken i spillet vil man nok ende med enten at hade eller elske, men den mærkelige hip/hop med referencer til monster-udrydning vandt hurtigt undertegnede over, det er plat men med en speciel charme, en charme som resten af pakken desværre mangler.




Anarchy Reigns er ikke et dårligt spil, men det er langt fra det bedste fra Platinum Games. Singleplayer delen er utroligt ordinært, men nødvendig hvis man vil låse op for nogle af de andre figurer til multiplayer, og ikke vil bruge oceaner af tid på at stige i rang. Søger man derfor en sjov, udfordrerne og varieret multiplayer oplevelse, og savner man denne form for 3D beat ’em up, så har Anarchy Reigns helt sikkert nogle kvaliteter, som er svære at modstå, specielt når dette er et spil, som fra start er lanceret til halv pris.
+ Udmærket gameplay, fin variation, potentialefyldt og omfattende onlinedel.
Klichéfyldt historie, kedelig grafik, problematisk kamera.
Gameplay:7.0
Grafik:6.0
Online:8.5
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.