AMY

Anmeldt af: Jens Nørup - 14. januar 2012 - kl. 13:51
Del denne artikel:
28 0

Survival horror kan byde på hårrejsende oplevelser - AMY er ingen undtagelse, desværre af de forkerte grunde.

Klichéerne står i kø hos AMY - lille pige med mystiske evner? Tjek. Hjernedøde zombier, der vil æde din hjerne? Tjek. Soldater, der uden spørgsmål skyder på alt hvad der rør sig? Tjek. En mystisk doktor, der vil gøre slemme ting ved den lille pige? Tjek, og vi kunne blive ved…

Ikke fordi der er noget galt med klichéer, hvis de bliver udnyttet rigtigt kan de såmænd være udmærkede effekter i en historie, der er fortalt mange gange før. Hos AMY er problemet imidlertid at alle klicheérne for et dårligt spil også er til stede.




Lad os for en god ordens skyld begynde med at opsummere handlingen; Du spiller som Lana, en kvinde der sidder i et tog sammen med pigen Amy. Man forstår at Lana og Amy er på flugt, men får ikke andre informationer end at Amy ikke kan tale. Toget forulykker og da Lana vågner op er Amy væk – men hun virker ikke specielt oprevet over situationen, ikke mere end vi andre ville være, hvis vi opdagede at der ikke var flere småkager til vores kaffe. Herfra begynder jagten på Amy, samtidig med at man tager sig til hovedet over et ulogisk, dårligt eksekveret spil.

Historien er banal og samtidig hamrende ulogisk. Indbyggerne i byen som du er strandet i, er alle blevet smittet af en mystisk sygdom, der har gjort dem alle til frådende zombier. Et af præmisserne for spillet er, at Lana også er smittet, men så længe hun holder sig tæt på Amy, udvikler zombietilstanden sig ikke.
Men sjovt nok er der ingen symptomer på sygdommen inden vi finder Amy og derfra går det ned ad bakke med logikken. Vi kan ikke gå meget mere end 10 skridt væk fra Amy, så begynder måleren Lana har på ryggen at vise tegn på infektion. Andre gange kan man gå flere hundrede meter væk fra Amy, uden at smitten viser sig, andre gange går måleren amok, selv om Amy er lige bag dig.

Problemet er, at hvis din infektionsgrad bliver for høj, dør du - uden varsel. Eller det vil sige; dinmåler kan vise grøn, gul og rød for at vise dit helbred - i det sekund den skifter til rød falder du død om - det rigtigt uheldige er, at perioden hvor måleren lyser gul varierer fra gang til gang, så man aner aldrig hvor tæt man er på døden, før det er for sent.

Netop det at dø, er din største frygt når du spiller AMY. Ikke fordi du befinder dig i et grufuldt horror univers, der truer med at stjæle de næste ugers nattesøvn, men fordi at dø kan betyde halve eller hele timers omspil af en hel bane. Folkene bag AMY, har nemlig begået den genistreg at indføre checkpoints forskellige steder på banerne. Der er bare rigtig langt mellem disse checkpoints og det vil sige at du kan risikere at dø 3/4 inde i en bane, for derefter at skulle begynde forfra – og det samme skal du, hvis du vælger at stoppe med at spille midt i en bane, da man åbenbart ikke kan starte fra et checkpoint, men kun fra banens begyndelse.




Styringen er et kapitel for sig. Meget af tiden stavrer Lana rundt, så man ind i mellem er i tvivl om hvorvidt hun allerede er blevet til en zombie. Kamerastyringen gør at det er svært at gå i en lige linie, nogle gange støder man ind i ting man ikke kan se og andre gange går man i luften henover dem. Kampsystemet giver en ny definition til det at springe over hvor gærdet er lavest, der er 2 knapper; X for at slå, B for at undvige. På trods af dette, er spillet alligevel udfordrende, jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er død fordi Lana slår ud i luften, selvom zombien står 20 cm fra hende eller jeg fejler en undvigemanøvre, fordi jeg støder ind i en usynlig væg.

Heldigvis skal man ikke kun slås med zombier, der skal også løses gåder. De er nu ikke så svære; flyt Amy i én elevator, dig selv i en anden. Find et grønt nøglekort til en bestemt dør og så videre - det virkelige problem er, at det går ufatteligt langsomt – og her vil jeg gerne trække på en personlig erfaring:

En tur i SuperBrugsen i myldretiden med 2 skrigende børnehavebørn på slæb, efter du har fået fjernet en visdomstand, er til hver en tid sjovere end at løse gåder i AMY - typisk kan det tage 10-15 minutter at placere Amy i position og selv gå tilbage for at trykke på en knap. Banerne er godt nok ikke særlig store, men det har man kompenseret for, ved at lade figurerne bevæge sig meget langsomt. Derefter dør man, nærmest tilfældigt inden man har nået et checkpoint og må derfor begynde forfra, denne gang er man blot på sammenbruddets rand over at skulle høre de samme stærkt scriptede dialoger igen - et andet af spillets mange problemer; dialogerne, der pinedød skal udspilles, også selvom du ikke er i nærheden af at foretage dig noget der har sammenhæng med samtalen.

Og så er der Amy, den lille pige der åbenbart kan noget særligt. Her indtræffer igen et af spillets mange idiosynkrasier, normalt er det fede jo ved superkræfter, at de er… superkræfter. Amy's evner er bare ikke særlig fede, for eksempel en bobbel af stilhed, der stort set er ubrugelig, eller en chokbølge, der ikke kan gøre skade. Samtidig er en af pinslerne ved spillet hendes fjogede endimensionelle ansigtsudtryk og kombineret med hendes absolutte mangel på intelligens, lykkedes det faktisk fuldstændig at sabotere enhver gnist af sympati vi måtte have for den lille pige.




Grafikken gør sit for at bidrage til frustrationen. Nogle gange kan man ikke rigtig se hvad der sker på skærmen, med det resultat at man dør. Andre gange er grafikfejl skyld i, at man må genstarte en bane, f.eks. fordi Amy har sat sig fast i en væg og du ikke kan få hende fri. Animationerne er stive og ofte ser det ud som om, at Lana har brækket flere led i sine arme og ben for at kunne indtage de positioner hun gør. Oplevelsen skæmmes også af, at man på trods af den middelmådige grafik oplever massive framedrops, når der er mere end 3 animerede objekter på skærmen samtidig.

Lydsiden er noget af det eneste, der er i nærheden af at fungere. Ofte bliver der opbygget en stemning, som passer godt til survival-horror genren, men resten af spillet svigter desværre alle tiltag til et godt gys.

Desværre er konklusionen at AMY fejler på næsten alle planer; det er ikke særlig uhyggeligt, ”chok-effekterne” består ofte af billeder, der falder ned fra vægge. Styringen fungerer ikke og historien er fortalt så mange gange før at den kunne blive et godt drikkespil; man er døddrukken indenfor en time, hvis man skal drikke for hver gyserkliché man støder på.
Spillet er tillige meget kort; 6 kapitler der hver kan gennemføres på en lille time, plus/minus et kvarter, alt afhængigt af hvor mange gange man dør. Man kunne argumentere for at holdbarhedskarakteren burde være højere, men at et spil tager lang tid på grund af dårligt design er én ting, jeg vil mene at holdbarheden også afspejler ens lyst til at vende tilbage til spillet og dér får AMY det rigtig svært.

Jeg kan ikke mindes på noget tidspunkt at have følt mig bare lidt underholdt af AMY. Derfor vil jeg give denne advarsel videre: Hvis du stadig mener, at du skal bruge 800 MSP på at spille dette spil, selv efter at have læst anmeldelsen, så hent demoen og se selv og tro mig; der er ikke mere at komme efter når du har spillet den.
Fakta
AMY

AMY

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerVectorCell
UdgiverLexis Numérique
Spillere1
Udgivelsesdato11-01-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:1.0
Grafik:1.0
Online:-
Holdbarhed:1.0
Overall 1.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.