Alien: Isolation

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 18. oktober 2014 - kl. 13:48
Del denne artikel:
4 0

Den store sorte alien er tilbage igen - er det et gensyn med 70'er-monsteret, eller endnu en fuser?

Så er det tid til et nyt Alien-spil – en serie der aldrig dør, på trods af, at første film udkom tilbage i 1979. Siden da er der udkommet et hav af fortsættelser, spin-offs og spil baseret på filmen, hvoraf det seneste var det yderst skuffende Aliens: Colonial Marines, som udkom i 2013. Spillet var ikke ligefrem en succes – kan Creative Assembly gøre det bedre og levere et godt gys, eller er vi ude i endnu et sølle skyderi? Læs med her.




I Alien: Isolation indtager man rollen som Amanda Ripley, datter af Ellen Ripley, som mest af alt er kendt fra første Alien-film. Hun er opsat på at finde ud af, hvad der egentlig skete med hendes mor, og takker hurtigt ja til en mission mod Sevastopol-stationen, hvor de har fundet kommunikationsenheden fra Nostromo, hvor Ellen Ripley var ombord. Spillet starter ud med en hurtig og yderst velfungerende introduktion til figurerne og universet, og så er det ellers direkte igang.

Det viser sig at Sevastopol-stationen er mere eller mindre forladt, og i et forsøg på at komme derover mister Ripley kontakten med sit hold og er nu komplet isoleret på en fremmed station. Der går lang tid før man støder på andre livsformer, men det er svært ikke at blive ramt af en form for paranoia, når man går igennem den forladte station og langsomt begynder at forstå, hvad der er sket. Ingen fjender, bare beskeder på vægge, computere man hacker sig ind i, enkelte døde kroppe og tydelige tegn på, at al form for civilization er væk. Der er hurtigt lagt op til en atmosfærisk oplevelse af de helt store – og det er svært ikke at sidde helt ude på kanten af stolen.




I spillet bliver man sendt gennem en stor portion timelange kapitler, i et forsøg på at finde førnævnte kommunikationsenhed og overleve på Sevastopol, hvilket naturligvis bliver noget sværere, når den store, sorte alien bliver introduceret. Spillets progression er meget drevet af historien, og drejer i nye retninger i takt med at man finder andre overlevende, møder den fjendtlige alien for første gang og lignende. Det meste af tiden er spillet ikke særligt action-præget – man sniger sig rundt, og forsøger at undgå kontakt med andre livsformer, mens man leder efter genstande eller oplysninger man har brug for. Man bliver hurtigt bevæbnet med en revolver, og selvom den sagtens kan bruges til at skyde et andet menneske med, hvilket man sjældent får muligheden for, så skal der mere end ét magasin til at tage en fjendtlig android ned.

Hvis man bliver nødt til at bruge pistolen er man ofte også nødt til at indse, at det er en tabt kamp – en androide kan sagtens slås ned, men lige så snart der er flere af dem bør man nok hellere gemme sig i et skab og mærke frygten, der kommer ind over en. Når man får adgang til bedre genstande betyder det naturligvis også, at man får lidt mere kontrol over situationen – for eksempel kan man i en nødssituation skræmme alienen væk med en molotov-cocktail, men det kræver materialer at lave sådan en, og dem er der altså ikke særligt mange af – og når man først har fået smidt den molotov man lige havde ved hånden, så er spillet mindst lige så skræmmende som før.




Alien: Isolation er fantastisk til at opbygge en atmosfære. Sevastopol er et skræmmende sted lige fra begyndelsen, fordi man sidder med fornemmelsen af, at faren lurer om ethvert hjørne. De elektroniske lyde af gamle computere der bipper, den slimede plastik-lyd når man træder på en ligpose, og senere hen, alien-figurens højlydte og tunge fodtrin der kommer, mens den leder efter dig, er i stand til at sende myrekryb ned ad enhver ryg, og er til tider decideret skræmmende. Specielt lyden af den store alien, der hurtigt kravler gennem ventilationssystemet er helt utroligt godt lavet. Lydmixet i Alien: Isolation er så god, at man ikke et sekund er i tvivl om hvor lyden kommer fra, hvis man bruger et ordentlig anlæg eller headset med surround sound. Det er meget tydeligt at der er lagt stor energi i spillets lydside, og det giver godt nok også pote. Det er meget sjældent at man oplever lyd i spil, der er så godt lavet, som det er her.

Grafisk set er Alien: Isolation en blandet portion bolsjer. Det er ikke fuldt af store, imponerende udsigter eller lignende, men i stedet snævre, mørke gange og meget små skabe. En del af elementerne i spillet er der bevidst lagt et grynet filter henover, i et forsøg på at genskabe stemningen fra den originale Alien-film. Det kan være svært for øjnene at holde det ud i en længere periode, men ikke desto mindre kommer det til at ligne 70’er-filmen, på den gode måde. Det er en fryd for øjet, når man en sjælden gang kan se ud i rummet, med en stor, fremmed planet i baggrunden. Spøjst nok er det i spillets filmsekvenser, at det ser dårligst ud, hvilket primært hænger sammen med animationerne, hvor specielt ansigtsafdelingen halter, og filmen til tider lige hakker en smule. Sådan noget oplever man dog ikke, når man bevæger sig rundt på Sevastopol, og spillet ser godt ud, uden at det er det, som det bør huskes for.




Ud over den godt sammenskruede historiedel, som tilmed er overraskende lang – man kan snildt brænde 15-20 timer af – så indeholder Alien: Isolation kun én ekstra bonus, nemlig Survivor Mode. Her bliver man sat på en kompetetiv prøve i form af highscore-jagt, da det handler om at gennemføre en given mission på kortest tid. Det passer ikke rigtig ind i samme stemning som resten af spillet, og er i sidste ende ikke en specielt underholdende affære – man skal virkelige være garvet highscore-jager, før at det er mere end et par enkelte forsøg værd.

Det er meget nemt at identificere sig med Ripley, specielt af én grund: Hun er utroligt sårbar. Ripley er ikke en stor, sej action-helt, men en ung dame, som ryster, når hun sidder med en pistol i hånden eller febrilsk forsøger at gemme sig i et skab – uanset om det er en alien, en android eller et menneske man har i hælene. Hun mumler til tider ting for sig selv, såsom bandeord eller bare kommentarer på hvor dum en situation hun er havnet i – ting, man også godt ville kunne sidde og sige som spiller. Det hænger sammen med en af spillets mere gimmick-prægede, men dog sjove, feature. Hvis man har en Kinect kan man slå ’Noise Detection’ til. Skulle man vælge at gøre det, så kan fjenderne høre dig, hvis du laver høje lyde – så går det ikke lige at nyse, mens den store alien tramper rundt i nærheden af dig. Det er en sjov brug af Kinect, som faktisk forstærker spiloplevelsen, uden overhovedet at være nødvendig for at nyde spillet.




Alien: Isolation fortjener stor, stor ros, og Årets Spil-priser, for fænomenal stemning, karakterbygning, stemmeskuespil og gameplay. I kølvandet på en årrække med testosteron-fyldte Resident Evil-titler, halvfesne Kinect-forsøg og et stort flop af et Aliens-spil sidste år, så er det skønt at se, at nogen har taget sig tid til at stå med en hjertestarter til Survival Horror-genren. Det er en fantastisk enspiller-oplevelse, en af de bedste på Xbox One hidtil (og de sidste mange år), og uanset om man er fan af universet eller ej, så er der ikke de store grunde til at undgå Alien: Isolation dette efterår – så dæmp lyset, skru op for dit surround sound og gør dig klar til en oplevelse af du sent glemmer. Klassisk Survival Horror er på mode igen.
+ Fantastisk indsprøjtning til genren, genial stemning, overraskende langt.
Intet spilværdigt indhold ud over historiedelen, udstrukket plot - en anelse for langt.
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.