Afro Samurai

Anmeldt af: Jakob Tofte - 11. april 2009 - kl. 09:17
Del denne artikel:
9 0

Blodet flyder i stride strømme, og afskårne lemmer flyver til højre og venstre til lækre rytmer af hip-hop og japansk folkemusik, når Afro Samurai indtager feudalistiske Japan i jagten på sin fars mor

Historien om Afro Samurai blev skabt tilbage i 1999 af japanske Takashi Okazaki, som dengang udsendte manga-tegneserier om den sorte kriger. I 2007 blev 5 afsnit i en animé udgivet, og i januar i år kom en efterfølger i fuld filmlængde. Gennemgående i det hele er mangastilen og den skæve blanding af Japans samuraiverden og USA\'s afroamerikanske undergrundsverden. Opmærksomheden på Afro Samurai har ikke været stor i Danmark før spillets udgivelse.






For dem, der ikke kender Afro Samurais historie, handler den kort fortalt om, at Afro Samurai begiver sig ud på en blodig rejse for at finde sin fars morder og få sin hævn. Med i historien er myten om de to hellige pandebånd. To pandebånd, som menes at have magiske kræfter, idet de tilfører deres bærer overnaturlige evner. Afros far bar ”The Number One Headband”, som nu bæres af farens morder. Afro bærer ”The Number Two Headband” og skal selvfølgelig udover sin hævn også have fat i farens gamle pandebånd.

Undervejs på rejsen vil Afro møde masser af død og ødelæggelse, og han vil spilde oceaner af blod på sin vej. Han vil opleve alle livets følelser på registret, både sorg, smerte, frygt og kærlighed. Som en form for rådgiver følges Afro af Ninja Ninja, hvis fantastiske monologer og morsomheder er indtalt af selveste Samuel L. Jackson.

Historien kan til tider virke lidt forvirrende, og man kan komme til at sidde med følelsen af, at man mangler kendskab til animéen eller tegneserierne for at vide, hvad der foregår. Alligevel er historien så medrivende og mystisk, at man bliver nysgerrig. Historien i spillet er langt fra toneangivende og banebrydende. Den indeholder de klassiske elementer, som en historie om kærlighed, tab, sorg og hævn bør indeholde, men Afro Samurai gør det med en humor og en selvironi, der er et syn værd.






Afro Samurai vil uden tvivl gerne skabe sin egen stil. Som nævnt er spillet i mangastil, lidt som vi så det i efterårets udgivelse af Prince of Persia. Farvevalget i spillet er alsidigt, og hvis du er lidt træt af alle de spil, der i øjeblikket forsøger at vise, hvor dygtig man kan være til at skildre dystre farver som sort, grå og mørkgrøn, så vil du elske de klare, akvarelagtige nuancer og smukke, orangerøde solnedgange, som på den grafiske side til tider får Afro Samurai til at være intet mindre end spektakulært.

Med til helhedsoplevelsen er, at der ikke er nogen form for HUD på skærmen. Man ser kun Afro og alt, hvad der i øvrigt foregår, som var det en interaktiv tegnefilm. Combos vises ved, at skærmen bliver mere og mere fyldt med blod, waypoints vises ved at Ninja Ninja skaber en lille røgsky og dalende livsniveau vises ved at figurernes tøj bliver mere og mere rødt af blod. Når man vinder erfaring eller bruger optjent fokus vises dette blot i farven på en lille blinkende kugle, der hænger i en snor på hylstret til Afros katana. Det fungerer fantastisk, og de udeblevne HUDs er med til at give en spændende form for intensitet.






Dertil kommer de fuldstændig vanvittige oceaner af blod, der udgydes. Der sprøjtes vitterligt blod ud over alt, og Afros knivskarpe katana glider igennem modstandernes lemmer, som var de lavet af smør. Det er vildt og overdrevet og kan vel bedst sammenlignes med den berømte scene fra Kill Bill Vol. 1, hvor Uma Thurman rydder op på en restaurant i Tokyo. Med den særlige funktion kaldet Focus Attack kan man sætte hastigheden ned til slowmotion, hvorefter det er muligt at placere sine dræbende hug med millimeterpræcision. Vil du hugge en arm af? Måske et ben? Eller passer det bedst til lejligheden simpelthen at kløve din modstander på langs og lade ham falde sammen på jorden i to lige store stykker, alt imens blodet sprøjter fra hullet i midten som et rødt springvand? Du bestemmer. Namco Bandai har rated spillet til at være for voksne, og derfor kan man jo ligeså godt udnytte det. Aldergrænsen bliver brugt fuldt ud, og hvis du ikke har fået nok af at hugge modstandernes lemmer af og se blodet sprøjte, så kan du jo prøve at gøre det samme på en gruppe hidsige topløse strippere med katanasværd, som tænker på alt andet end at give dig en lap-dance.






På lydsiden ligger Afro Samurais største styrke, og jeg er ked af, at jeg ikke skal give en separat karakter for lyden. Du må i stedet læse mellem linjerne og selv gætte dig til, hvad karakteren havde været. For det første er stemmeskuespillet i spillet fantastisk. Mest toneangivende er naturligvis Samuel L. Jackson, som i bedste Pulp Fiction stil leverer intet mindre end en magtdemonstration inden for stemmeskuespil til computerspil. Dertil kommer de øvrige karakterer i spillet, som ikke er ligeså markante, måske fordi de ikke er Samuel L. Jackson, men som alligevel leverer solide præstationer. Sproget og ordvalget i spillet er morsomt, fedt, beskidt og ikke for børn. Der bliver bandet og talt om alt andet end stuerene ting mere eller mindre fra start til slut. Selve lydene i spillet er ikke så mangfoldige. De er primært begrænset til lyden af katanaklinger, der rammer enten flæsk, metal, sten eller andre katanaklinger. Desuden er lyden af sprøjtende blod ofte til stede, som du sikkert kan regne ud. Det skal dog siges, at især lyden af stålet fra din klinge er superlækker. Det lyder dejligt, når den syngende lyd fra et samuraisværd giver genklang ind i din stue.

Musikken i Afro Samurai er spektakulær. Bag spillets og animéseriens eget soundtrack står RZA, kendt fra Wu-Tang Clan. Han har leveret et lækkert soundtrack, som blander god solid hip-hop med det til tider episke og storslåede, østasiatiske musik, vi kender fra for eksempel film som Crouching Tiger Hidden Dragon og The Last Samurai. Musikken fungerer fantastisk som understøttelse til den særlige stemning, der opstår i spillet, og når man under visse sværdkampe i løbet af eventyret hører musikken køre på et uforholdsmæssigt højt lydniveau, vil det til tider føles som om, man næsten slås i takt til musikken.






Alle disse elementer er med til at give spillet en utrolig lækker finish, og Namco Bandai har utvivlsomt gjort et godt stykke arbejde med at ramme den ganske særlige stemning. Desværre er det ikke helt lige så imponerende under overfladen. Gameplayet i spillet er ikke decideret dårligt, men det har, som man har set så mange gange før i hack-n-slash genren, desværre en tendens til at blive ensformigt og kedeligt. Der er masser af kombinationsmuligheder til de angreb og blokader, man kan lave i spillet, men ofte vil man blot komme til at sidde og taste i vildskab. Man vil derfor kunne gøre sig selv en stor tjeneste i forhold til underholdningsværdien, hvis man allerede tidligt i spillet forsøger at lære sig selv de forskellige kombinationer. Dette vil kunne gøre oplevelsen bedre, og man vil lettere få følelsen af, at det man laver er med vilje.

Det er muligt at gå i slowmotion og i den forbindelse lave spektakulære ting, som for eksempel at skære kugler over, der bliver skudt mod en, eller sågar slå dem tilbage i hovedet på ham, der affyrede dem. Der er desuden en del steder, hvor man kan løbe på vægge og på den måde forcere store huller. Desværre er disse forsøg på at skabe lidt ekstra afveksling i gameplayet ikke nok, idet de ofte begrænser sig til en given situation eller et givent sted i spillet. Kameraføringen i spillet er meget dynamisk. Desværre nogen gange for dynamisk, idet man sommetider bliver forvirret og sågar en gang imellem ser sig selv stå i et hjørne og slås mod nogen, man ikke kan se.






Der er kun én sværhedsgrad i Afro Samurai, og til tider stiger denne sværhedsgrad lige hurtigt nok. Ikke at spillets modstandere som sådan bliver for svære. Der kommer bare af og til så mange fjender i så tætte lag, at det kan virke uoverkommeligt. Når dette bliver sammenholdt med, at der visse steder er langt imellem de indlagte checkpoints, vil man utvivlsomt komme til at føle frustrationerne bide en i nakken. Et ekstra irritationsmoment i disse tilfælde er, at man ikke kan springe spillets cutscenes over. Det er flotte og underholdende cutscenes, men når man prøver at komme forbi et punkt i spillet for tiende gang, ville det være dejligt, hvis man kunne trykke på en knap og komme videre til det, det handler om. Denne mangel er med til at gøre spillet irriterende til tider.

Spillets historie er overstået på mellem syv og tolv timer, afhængig af evner, og der er ikke den store genspilningsværdi. Der er desuden ingen onlinedel i spillet, hvorfor holdbarheden er meget begrænset.






Konklusionen er, at Afro Samurai leverer en fantastisk stemning, både grafisk og lydmæssigt. Stilen i spillet er unik og svær ikke at holde af. Under den meget vellykkede facade gemmer der sig endnu et hack-n-slash spil, som er underholdende og morsomt, dog med sine fejl. Spillet er hurtigt overstået, og for nogen vil det aldrig blive overstået, fordi man måske mister tålmodigheden eller kommer til at føle, at det er for ensformigt. Afro Samurai skal opleves af alle, som er til skarpe farver, lækker hip-hop, masser af blod og Samuel L. Jackson. Så rådet herfra må være: Du skal opleve Afro Samurai på et eller andet tidspunkt, men medmindre du er kæmpe fan af genren, vil du med fordel kunne vente til det enten kan lånes på biblioteket eller købes billigt.
Gameplay:7.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:4.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.