Sid Meier's Civilization Revolution

Skrevet af: Morten Skou - 2. juni 2008 - kl. 10:28
Del denne artikel:
0 0
Da jeg i forrige uge fik at vide, at jeg fik muligheden for eksklusivt at spille Top Spin 3, var min lykke gjort. Da jeg kort tid efter fandt ud af, at Civilization Revolution ligeledes var til stede, var begejstringen endnu større. Dog havde jeg en vis skepsis omkring Civilization Revolution. Som stor fan af serien var mine forventninger til en konsoludgave måske så store, at jeg ville gå skuffet hjem – men gik det nu også sådan? Læs videre og find ud af det.

Civilization er et turbaseret strategispil, som første gang så dagens lys på PC tilbage i 1991. Efterfølgende er der kommet flere forskellige udgaver af spillet, der alle har været tro imod den originale ide, som blev udviklet af Sid Meier. Sid Meier har i forbindelse med annonceringen af Civilization Revolution udtalt, at ”det var spillet han altid drømte om at lave”, så det er ikke så lidt Civilization Revolution har at leve op til.





Alle spillene i serien, inklusive Civilization Revolution, handler om, at man indtager rollen som en kendt historisk person, hvorefter man skal opbygge sit imperium med start tilbage fra 4000 før Kristus fødsel og frem nutiden, eller indtil man har opnået en af de fire muligheder, der er for at vinde spillet; ”Domination” - overtag alle dine fjenders hovedstader, ”Technology” - send en raket op til Alpha Centauri, ”Economic” - opnå 20.000 guldstykker og byg ”World bank”, ”Cultural” - byg 20 forskellige vidundere. De fire forskellige måder at vinde på giver god mulighed for at spille spillet på præcis den måde, som man måtte have lyst til, hvad enten man vælger at være aggressiv, passiv eller udspekuleret.

Civilization Revolution adskiller sig fra de forrige udgivelser i serien på flere områder. Den primære er naturligvis, at der for første gang er tale om et spil, der udkommer udelukkende til Xbox 360, PlayStation 3 og Nintendo DS konsollerne i stedet for PC. Der har tidligere været tale om en Wii udgave af spillet, men denne lader til at være sat på hold på ubestemt tid. Et andet område, som spillet skiller sig ud på, er ved at henvende sig mere til ”casual” spillere end de tidligere spil har gjort. Der er nu mulighed for at sætte sig ned i en time eller to og måske endda nå at gennemføre spillet – i gamle dage kunne det tage rigtig mange timer, nogle gange dage, før man kunne løfte sine arme i sejrsrus. Heldigvis betyder det ikke, at den hardcore Civilizationfan bliver ladt i stikken, spillet har nemlig flere elementer, der appellerer til denne gruppe, men mere om det senere.

Traditionelt set er singleplayer i Civilizationspillene mere end rigeligt til at holde spillerne beskæftiget flere år frem i tiden. Med fem forskellige sværhedsgrader er der mulighed for, at såvel nye som gamle fans af Civilization kan få lige netop den modstand, der gør, at spillet bliver sjovt. Når man starter et nyt singleplayerspil op, starter man med at vælge hvilken kendt personlighed, man gerne vil være. I Civilization Revolution er der 16 forskellige ledere at vælge imellem lige fra Napoleon over Cæsar og til kinesiske Mao. Derefter starter spillet med, at man har en by, som efterhånden som spillet skrider frem bliver større og større. Man kan producere forskellige enheder og bygninger i byerne – til at starte med er der tale om simple enheder og bygninger, men i takt med at årstallene flyver hen over kalenderen bliver der mulighed for at lave mere og mere avancerede ting.





Lige som i den virkelige verden spiller ting som forskning og penge en væsentlig rolle i opbygningen af dit imperium og ikke mindst magtforholdene til de andre civilisationer, som man møder igennem spillet. Forskningen foregår ved, at man vælger hvilke områder, man vil forske, det kan eksempelvis være alfabetet, keramik eller bronzearbejde. Når forskerne er færdige, vil der blive åbnet op for nye forskningsområder, enheder og bygninger.

Ud over de forskellige normale bygninger som man kan finde i en by, er der også mulighed for at bygge såkaldte ”Wonders”. Disse vidundere tager typisk lang tid at bygge, men nogle gange kan det betale sig, da de giver forskellige fordele som kan gøre, at dit imperium udmærker sig frem for dine fjenders. Vidunderne er inddelt i tre forskellige sektioner, ”forhistorisk”, ”middelalderen” og ”moderne”. Eksempler på vidundere kan være ”Manhattan Project”, ”Great Wall” og ”Great Pyramid”. Man finder også to nye vidundere, ”Hollywood” og ”Internet”. Den sidstnævnte gør e-handel mulig, hvilket betyder, at guldproduktionen i alle ens byer bliver fordoblet. Præcis hvad alle de forskellige teknologier, enheder, vidundere og ressourcer gør, kan man læse sig frem til i det indbyggede leksikon, som bliver kaldt for Civilopedia.





Igennem spillet kan man være heldig at opnå at få forskellige gaver fra de andre civilisationer, disse gaver bliver placeret i det såkaldte ”Trone rum”, hvor man kan gå ind og kigge på dem, når man måtte have lyst. Dette sker typisk, når man har gjort noget exceptionelt, som eksempelvis at få bygget en by op til en stor størrelse, når man har opfundet specielle teknologier, opnået økonomiske milepæle og lignende. Der er i alt ti forskellige belønninger, som man kan opnå.

Spil med dine venner
Der er rig mulighed for at hygge sig med sine venner via spillets multiplayermuligheder. Helt som forventet er der mulighed for at spille både ”Quick match”, ”Custom match” og ligeledes private spil. Fælles for dem er, at de kan spilles i tre forskellige spilletyper; en mod en, i hold og alle mod alle. Til de utålmodige er der endvidere en mulighed for at sætte en tidsbegrænsning på spillet, og til de mere tålmodige kan man slå selvsamme helt fra. Der er tre forskellige tidsindstillinger, hvoraf den korteste tager 30 minutter. Skulle man ville spille imod venner, som ikke har samme erfaring med Civilization som man selv har, kan man tilføje et handicap procent-tal, som gør spillet lidt sværere for en eller flere af deltagerne. Multiplayermulighederne kan både spilles over Xbox Live og via system link.

Spillet indeholder foruden singleplayer og multiplayer også otte forskellige scenarier, som kan spilles uafhængigt af den normale singleplayerdel. I scenarierne bliver man kastet ud i en verden, som, afhængigt af hvilket scenarie man vælger, er opbygget på forhånd. Man skal nu klare sig så godt som man kan og forhåbentlig vinde scenariet. Bliver man træt af disse scenarier, kommer der ifølge udvikleren Firaxis et nyt singleplayerkort hver uge, hvor man kan prøve at opnå bedre scores end alle de andre spillere i verden. Netop scores har fået en større betydning i Civilization Revolution end i de andre udgaver, nu er der nemlig online highscorelister, så man kan sammenligne sig med sine venner og se, hvor god man egentlig er – dette er nok primært lavet for at give de store fans af serien noget, som kan holde dem til ilden.





Som en stor fan af Civilization-serien kunne man frygte, at udvikleren Firaxis, der står bag spillet, måtte gå på kompromis på mange forskellige områder – herunder styringen – for at gøre spillet brugervenligt nok til, at det kan spilles på konsollerne. Dette er på sin vis både rigtigt og forkert. Styringen i spillet er utroligt simpel, alle funktioner er godt placeret på de forskellige knapper på kontrolleren og man kommer hurtigt ind i selve styringen. Navigationen forgår via de to analog-sticks, den venstre bruger man til at bevæge enheder rundt med og den højre bruger man til at bevæge kameraet frit rundt på kortet. Som rimelig erfaren Civilization spiller var jeg utroligt underholdt af spillet og var dårlig til at hive væk fra skærmen.

Efter at have spillet Civilization Revolution i et par timer er der for mig ingen tvivl om, at det til trods for den lidt mere casual tilgang til tingene stadigvæk kan opfylde kravene fra såvel de gamle hardcore spillere som de nye, der helt sikkert vil blive forelsket i spillet. Dette er virkelig en titel, som folk kommer til at snakke om og spille langt ud i fremtiden.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.