Siden Stephan, med brugernavnet Cloudy her på Xboxlife, unlockede sin første achievement på sit gamertag Erathia96 tilbage i april 2008, altså for mere end 10 år siden, er der løbet meget vand gennem åen.
39.796 gange har Stephan set beskeden ”Achievement unlocked” og hele 1.932 forskellige Xbox Live-spil har Stephan spillet, hvoraf de 844 er blevet maxet (det vil sige, at alle achievements er klaret). En bedrift i sig selv, som ikke bliver mindre af, at Stephan har formået at maxe hele 299 spil på den relativt nye konsol Xbox One.
Søndagsklubben
At opnå en gamerscore på 1 million er naturligvis ikke noget, man kommer sovende til. Stephan vurderer, at han i gennemsnit spiller 2-3 timer dagligt, sommetider mere – sommertider mindre. Det aktive gamerliv har budt på rigtigt mange sjove oplevelser, og specielt ser Stephan med glæde tilbage på den tid, da hans søn var barn, og de spillede mange timer sammen.
Han ser derudover også tilbage på hyggelige stunder i den såkaldte Søndagsklub, hvor han sammen med gamere som Mechahertz, Rockanoid, Shadowninjazz, Dwarfen, JC Kolding, Stoiss og flere andre har delt glæden ved at være achievement-hunter. Var det ikke for denne Søndagsklub, var Stephan muligvis stoppet som achievement hunter for flere år siden.

At opnå en gamerscore på 1 million er naturligvis heller ikke helt billigt – specielt ikke, når 1.932 spil er blevet kørt gennem Xbox Live-systemet. Stephan vurderer, at han har brugt minimum 100.000 kr. på sin hobby, hvilket dog ikke virker så voldsomt endda, når man fordeler det ud på de mere end 10 år, hobbyen indtil videre har varet.
En alsidig gamer
Stephan spiller stort set alle typer af spil, men blandt de største spiloplevelser er Stephan ikke et sekund i tvivl om, at hans favorit-spil har været Bully på Xbox 360, som på daværende tidspunkt indeholdt alt, hvad Stephan krævede af et godt spil. Derudover sætter han stor pris på spil fra Disney/Pixar såsom Bolt og Up, mens favorit-genren som helhed er ”puzzle, board og card games”, hvor fabelagtige klassikere som Ticket to Ride, Fez og Might & Magic: Clash of Heroes naturligvis er gennemført!
Foruden sine elskede Xbox One- og Xbox 360-maskiner tæller konsol-samlingen også den originale Xbox, PS2, PS3, PS4, Nintendo 64, Switch og 3DS, men det er naturligvis på Xbox One og 360, at de fleste gamertimer er lagt.
Fremtiden?
Stephan har ikke længere deciderede gamerscore-mål for fremtiden, nu hvor den første million er rundet, og han vil fremadrettet koncentrere sig om de 600-700 titler i hans bagkatalog, hvor han enten mangler achievements eller slet ikke er begyndt på spillene endnu. Og forhåbentligt byder fremtiden også på nye gode stunder i Søndagsklubben!
Et kæmpestort til lykke med den enestående bedrift skal lyde her fra Xboxlife-redaktionen!!
Kolde facts:
Spil spillet: 1932
Spil maxet: 844
Achievements unlocked: 39796
Spillet/maxet fordelt på systemer:
Xbox One: 509/299
Xbox 360: 1088/365
Windows: 132/78
Windows Phone: 176/98
Games for Windows Live: 25/3
Web: 1/1
Android: 1/0
iOS: 0/0
DLC-pakker: 454/308