Hvorfor spiller vi fightingspil?

[neonxaos]

Jeg tænkte, at vi kunne få os en grundlæggende diskussion om, hvorfor vi er så hooked på fightinggenren. Vi kan tage udgangspunkt i Simon Parkins artikel om SFIV fra Eurogamer: http://www.eurogamer.net/articles/games ... iv-article

Parkin nævner i sin indledning, at Street Fighter IV ikke var årets spil i 2009 for ham, men at 2009 i stedet var Street Fighter IV's år for ham. Fightingspil har en evne til at udfylde tomrummet rundt om alle andre spil, og at træde ind i stedet for dem, når den første glæde er forsvundet. Derfor har jeg fx endnu ikke fået gennemført hverken Fallout 3 eller Arkham Asylum, begge spil som jeg var helt vild med i 2009. De er simpelthen blevet trampet ned af Street Fighter IV og Tekken 6. Ingen andre spil formår nemlig, efter 300+ timer og tusindvis af kampe, at fastholde min opmærksomhed og min fokus. For mig handler det om det simple setup, men den uendelig nuancerede oplevelse, serveret i små portioner. Fightingspil kan spilles i alt fra små til dagelange doser for mig, og derfor kan det passes ind i mit efterhånden travle voksenliv. men hvad med jer derude, hvad er jeres tanker om genren?

[ShredNinja]

Parkins artikel opsummerer det jo virkelig glimrende. Selvom udsagnet om, at det kan nydes i små doser, måske skal tages med et gran salt. Jeg får sgu ofte logget spilsessioner på 3+ timer ad gangen.

Men det understreger jo også kun, at det ER vanedannende for mig. For mig at se transcenderer gode fightingspil alt overflødigt og bliver rent gameplay. Det, at der kan være så stor forskel på, hvordan to spillere spiller den samme karakter siger virkelig meget om dybden i denne type spil.

Selvfølgelig er der også konkurrenceelementet, som gør, at det er fedt at blive bedre til spillet. Du kan opstille nok så mange achievements og boaste high-scores i single-player-spil, men der ER altså intet som den intense 1v1 duel to spillere imellem.

Så kan man indvende, at der findes masser af andre typer videospil, hvor det er spiller mod spiller (som fx fodboldspil), men her mener jeg også, at fightingspil kan noget helt særligt. For SÅ stor forskel er der jo ikke på den ene eller den anden virtuelle repræsentation af et fodboldhold.

I fightingspil kan udviklerne være kreative med karakterdesignet og man kan opstille to unikke figurer overfor hinanden, hvor man ikke objektivt kan sige, at den ene er bedre end den anden. Det går videre end blot et nummer for offense, defense, speed osv.

Man kan således gøre sine figurer til sine "egne" uagtet hvor mange andre der spiller dem (selvom jeg stadig afskyr mirror matches ) og man føler, at man får noget igen for den tid, man investerer i spillet.

[Da Senzai]

Jeg har altid været glad for fighters, og har vel været 8-9 år, da jeg fik mit første i form af Mortal Kombat I. Jeg elsker anything Martial Arts.

For mig, så noget af det, der gør Fighting Spil fedt, er at fighters er Raw Gameplay ude så meget andet pis. Det er mano O mano, og man får hurtigt afgjort, hvem, der er bedste lige i dag.

Derudover, så har fighters også uendeligt mængder af levetid. Man kan simpelthen så meget. Se bare tekken seks. Hver mand har mellem 100 og 200 moves, og der er over fyrre figurer at vælge imellem. Jeg når aldrig i mit liv at mestre alle 42 fighters, og da slet ikke inden 7´eren lander om et par år. Man kan vælge en figur, og så alligevel blive ved med at blive bedre og bedre og konstant lære nye triks. Man kan hele tiden perfektionere sine tekniker. Det følger jeg ikke, at man kan på samme måde i andre spil. Jeg kan rigtigt godt lide bilspil, men der trodsalt kun en rute, der er den hurtigste.

Skydespil er også sjove, men i de titler føler jeg lynhurtigt, at jeg har prøvet alt og set alt, og de bliver derfor hurtigere kedelige for mig end fighter gør. Netop fordi, at jeg føler et i en fighter. Jamen. Der kan man alt.

Jeg føler også mere, at man er "med i spillet", når jeg spiller fighters. I et Skydespil, der skal jeg bare pege på modstanderen og trykke skyd, og så er han done.

I en Fighter skal jeg lave 2 cirkler og trykke to slåknapper eller. Skråt op spark, frem, slå, slå, ned+spark, og så lige op og to sparkknapper for at hoppe på ham, når han liggerned. Man føler mere, at man giver den gas, når man spiller slåskamp spil.

Desuden er fighting spil "fair". Man taber fordi, at man får tæsk ikke, fordi, at den anden har et Epic lvl 1337 sword of død og ødelæggelser. Du tabte, fordi, at du var for langsom til at dukke dig, og derfor fik en knytnæve i fjæset og blev sparket til, da du lå ned. Punktum. Ikke alle mulige weak-ass-excuses.

For at summe det op:

1. De er sjove.
2. Mange muligheder. Uendelig levetid.
3. Rendyrket gameplay uden omsvøb.
4. Det tager tops 3 minutter at afgøre, hvem der er bedst idag.
5. Man er selv meget med i spillet.
6. Super simpelt koncept, men samtidigt oceaner af dybde.
7. Ingen "in-Game" undskyldninger, når man taber. Man spillede bare ikke godt nok.

[ShredNinja]

Jeg ledte lidt efter et topic herinde, hvor jeg kunne linke til mit første blogindlæg på Xboxlife. Jeg synes, det her passede bedst

Read and enjoy: http://blogs.xboxlife.dk/shredninja