af rasmusvn » 5. jul 2015 19:57
"Every story, even the longest epic, must end."
Så er jeg ellers færdig med endgame og dermed også selve spillet. Det har været en fantastisk rejse, der har taget næsten 400 timer. På mange måder virker det dog forkert at kvantificere spillet på den måde; antallet af timer alene giver nemlig ikke udtryk for spillets mange kvaliteter. Skal jeg være helt ærlig, så var jeg efterhånden ved at være lidt træt af at rejse rundt i den ellers store, detaljerede og levende verden. Det virkede lidt som om, at der manglede "noget". Det rodede spillets endgame dog eftertrykkeligt bod på.
Jeg har muligvis ikke været igennem nok RPGs, men jeg har aldrig oplevet et så veludført endgame, som det der er at finde i The Witcher 3. Det leverer, i hvert fald for mig, alle de dele, som jeg følte ikke var til stede op til dette punkt. Jeg er ikke typen, der nødvendig efterspørger en slutning, hvor alt ender lykkeligt, sådan skal det bestemt ikke forstås. Endgamet er i stedet et solidt stykke håndværk, der væver næsten samtlige tråde sammen, og effekten af dette har jeg svært ved at give udtryk for gennem simple ord.
The Witcher 3 har en af de unikke kvaliteter, som kun få spil, i det hele taget alle former for medier, har: Det er meget svært at sige farvel til, og når credits endelig ruller over skærmen, kan jeg næsten garantere, at dette vil være en af de oplevelser, der vil cementere sig som værende mindeværdig. Det er den form for minde, der har mange forskellige aspekter: Der har været gode, humoristiske øjeblikke, øjeblikke, der har vakt afsky og fået en til at reflektere over verden, som den nu er, øjeblikke af dyb afmagt, og sidst men ikke mindst øjeblikke, der uden nåde rev sjælen i tusind stykker. Det vigtigste er vel nok, at samtlige øjeblikke har virket oprigtige.
Med så mange følelser er det kun godt, at spillet indeholder den vel nok mest episke katarsis, som jeg endnu har set.
I got eleven kinds of clouds to shroud and comfort me
Eleven kinds of loneliness to go floating out to sea
Eleven ways to lose yourself, unseen and unavowed
I've got eleven kinds of joy for me and me now