Xbox Play Day – Gamescom 2011

Skrevet af: Morten Skou - 16. august 2011 - kl. 17:10
Del denne artikel:
0 0
I dag fik vi muligheden for at komme til et Xbox-event, som var eksklusivt for de inviterede medlemmer af pressen. Til eventet var der mulighed for at se, og ikke mindst prøve, en masse af de spil, som kommer til Xbox 360 i løbet af de næste 12 måneder. Selv om eventet var begrænset ved at man skulle have en invitation og de ikke ligefrem kastede dem i grams, så var der stadigvæk køer for at prøve det meste – heldigvis var det til at overkomme.



En af de første titler som vi fik muligheden for at kigge nærmere på, var Forza Motorsport 4. Her var der et rigtig flot setup med rat, mekanisksæde og selvfølgelig de tre skærme som man så mange gange har set at Forza-spillene kan understøtte. Der var mulighed for at prøve at køre et løb på en enkelt bane og vælge imellem tre forskellige biler. Generelt så ser Forza Motorsport 4 rigtig flot ud, det undrede os dog lidt at den grønne kørelinje blev genspejlet op på selve bilen i stedet for at det var omgivelserne der blev gengivet – det har vi tænkt os at grave lidt i, i forbindelse med vores Forza Motorsport 4 interview som vi skal lave i morgen.

Der var sat 8 konsoller op med Gears of War 3, og spillet ser jo stadigvæk meget interessant ud – ganske som vi kender det fra beta-udgaven. Der blev spillet et nyt kort til Horde 2.0, som også vil være tilgængeligt på selve Gamescom messen. Det er i øvrigt værd at bemærke, at det for første gang er lykkedes for Microsoft at få et Gears of War-spil udgivet i tyskland – faktisk synes de at det er så stort, at vi er inviteret til en fest her i tyskland på torsdag for at fejre det.


Master Chief er som bekendt også på vej i en ny udgave med ”Halo: Combat Evolved Anniversary”. Der er her tale om en fornyet udgave af den orginale kampagne fra klassikeren Halo: Combat Evolved, hvor der blandt andet er blevet tilføjet co-op, classic mode og en række nye udfordringer og mere historie at forlyste sig med. Her under Gamescom vil det for første gang være muligt at spille Halo i multiplayer på to nye udgaver af de mest populære Halo-kort, nemlig Beaver Creek og Damnnation.

At Kinect er en af de store satsninger for Microsoft, er der ingen tvivl om; størstedelen af det som de viste frem til selve Xbox Play Day var nemlig Kinect-titler. Til gengæld kan folk der har hang til Kinect glæde sig over titler som Kinect Star Wars, Kinect Sports: Season Two, Kinectimals med bjørne og ikke mindst Dance Central 2. Alle disse titler er der også mulighed for at prøve kræfter med, hvis man skulle have lyst til at kigge forbi Gamescom. Den sidste Kinect-titel er en kommende Fun Labs titel, nemlig Air Band – her er der mulighed for at spille luftspade eller lufttrommer foran sin Kinect. De ville ikke afsløre prisen endnu, men vi gætter på at de gratis tider på Fun Labs er forbi, og at det derfor vil koste 240 Microsoft Points. Air Band udkommer den 22. august.



Generelt så var der enighed imellem vores udsendte om, at der ikke var meget nyt under solen omkring de spil som Microsoft viste frem under Xbox Play Day. Men det er da en lækker mulighed for den del af pressen, som ikke tidligere har haft mulighed for at prøve spillene, eksempelvis under E3 i Los Angeles tidligere på året. Vi håber på, at få mulighed for mere hands-on tid med de forskellige Microsoft-spil under selve Gamescom, som starter i morgen og vil selvfølgelig fortælle jer alt om vores oplevelser efterhånden som vi kommer igennem dem her på Xboxlife.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne artikel..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support