SteelSeries Spectrum 4XB

Skrevet af: Dennis Haagensen - 1. november 2010 - kl. 22:57
Del denne artikel:
0 0
For en måneds tid siden tog vi et kig på danske SteelSeries’ første produkt, rettet direkte mod Xbox-folket, headsettet SteelSeries Spectrum 5XB. Nu er tiden så inde til at se lidt nærmere på ”lillebroderen” til dette headset. Navnet er SteelSeries Spectrum 4XB.



Det er nok svært at undgå at drage paralleller til 5XB, da det stadig ligger frisk i hukommelsen som værende ét af de bedste headsets, jeg har haft fornøjelsen af at prøve. Men hvor 5XB er et kompromisløst produkt til den kræsne kender, så appellerer 4XB måske til den mere afslappede gamer, især i kraft af prisen, der ligger et godt stykke under den vejledende pris på 5XB.

SteelSeries Spectrum 4XB er en lettere, mere simpel udgave af 5XB, men med samme høje lydkvalitet i både mikrofon og højttalere. Borte er muligheden for at adskille headsettet i tre dele for at lette transporten og en del af polstringen omkring hovedbøjlen er skrumpet ind. Med det sagt er 4XB et headset med en behagelig pasform og bløde puder på kopperne. Hovedbøjlen kan virke lidt skarp i kanterne, hvis man som jeg ikke er beriget med store, bløde Guldlok-krøller. Men selv efter en lang gaming session er der ikke det store ubehag at føle og headsettet sidder solidt plantet på kraniet.

Som nævnt er lydkvaliteten helt i top og SteelSeries har også i dette headset valgt at fokusere mere på renheden i diskant og mellemtone, frem for en dundrende bas. Det giver en detaljegrad i lyden som jeg ikke har hørt i større, dyrere headsets (med undtagelse af 5XB), uden at lyden virker flad og effektløs. Om SteelSeries bruger de samme SunDancer-drivere i 4XB som i 5XB skal jeg ikke kunne sige, men lyden er fuldt ud på højde med storebroderen.



Ligesom med 5XB har SteelSeries inkluderet deres AudioMixer. En lille boks, der monteres i bunden af controlleren og giver adgang til individuel kontrol over ingame lyd og voice chat. Lydniveauet reguleres automatisk for at lade voice chat gå rent og skarpt igennem uden at skrue op for ingame lyden. Kombineret med den nye opdatering af voice chat på Xbox Live har vi dermed de bedste forudsætninger for at kommunikere hurtigt og præcist med vores med- og modspillere.

Mikrofonen i 4XB har samme udformning som i 5XB og kan let skjules i venstre kop, når den ikke er i brug. Den bøjelige arm gør det let at positionere mikrofonen mens AudioMixeren giver let adgang til volumenkontrollen. I dét AudioMixeren er den samme som medfølger til 5XB, har den samme problemer. Navnlig at de meget følsomme volumenkontroller let kan rammes med en finger i et heftigt øjeblik, med midlertidig tinnitus til følge. Det er dog stadig en vanesag og jeg kan med stolthed melde at jeg er ved at have mine lange fingre under kontrol.



Hvis jeg absolut skal finde noget negativt at sige om Spectrum 4XB, så må det være valget af ledninger til kopperne. Hvor de på 5XB var indkapslet i dobbeltvævet nylon for styrkens skyld, så er de i 4XB blot frie, tynde ledninger, som virker meget skrøbelige. Men med lidt forsigtighed og gelinde, skal de såmænd nok kunne overleve. Igen appellerer 4XB nok mest til den mere rolige, stilfærdige gamer, som ikke lader frustrationerne gå ud over udstyret.

Alt i alt er SteelSeries Spectrum 4XB et fornuftigt alternativ til det større, dyrere 5XB, hvis man ikke leder efter det ultimative headset, men blot fantastisk lyd og en behagelig pasform. AudioMixeren har også en stor del af æren for at 4XB er et anbefalelsesværdigt produkt, som sagtens kan begå sig i den store konsolverden.

SteelSeries Spectrum 4XB er på markedet nu til en vejledende udsalgspris på 499,-
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne artikel..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support