Zombie Apocalypse: Never Die Alone

Never Die Alone lever op til sit navn og leverer udemærket co-op gameplay. Gameplay og styring har ikke ændret sig en tøddel fra forgængeren, men til gengæld leverer spillet mange af de manglende elementer der ikke var at finde i det første spil. Der hvor Never Die Alone halter er i holdbarheden og længden.

Som det er set et par gange før, styrer vi fire finurlige karakterer, der befinder sig midt i den uundgåelige apokalypse. Denne gang finder zombie ræset sted på en ø i Canada, Halfaux Island. Vi har gamer nørden Jeremy, Præsten Bill, Rapperen Def Money og våbenudvikleren Alma. Vores venner forsøger at flygte fra øen, hvor de diskuterer ivrigt om det nu skal være med fly eller båd – og det er sådan set hele humlen i spillet.




Der er lagt en god portion humor ind i spillet, og der er gjort meget ud af karakterernes stemmeføring. Hver bane starter med en dialog, hvor der bliver mundhugget frem og tilbage indtil de kommer frem til en løsning og man kan komme i gang med banen. Det klæder spillet, og det lykkedes faktisk at give figurerne en del liv og spræl igennem god og veloplagt stemmeføring. Men det skal ikke kun have ros, for som man spiller banen igennem, kommer der konstant kommentarer, hvor især nørden Jeremy’s dumsmarte bemærkninger bliver direkte belastende at høre på; ”This guy THIS GUY!”, ”Noob!” osv. Så mangler man virkelig den mute knap. Lydsiden for zombierne og baggrundsmusiken er generelt god og giver den stemning som spillet skal have.




Grafikken er god og arbejdet med de generelt mørke baner og lyset gør det godt for et arkade spil. Banerne er flotte og gode, de fyldt godt op med mange forhindringer for spilleren såvel som for zombierne, hvilket gør det lidt mere levende i den evindelige zombie massakre. Hver bane har en række små mini-missioner, som at opnå x antal point, red overlevende osv. Noget som alt sammen tæller til hver spillers point pulje. Puljen ender med at blive ret høj og man kan bruge den til at sammenligne hinanden om hvem der gør det bedst og man får en plads på leaderboardet.

Spillet er en såkaldt dual-stick shooter, præcis som forgængeren. Den venstre styrepind bevæger karakteren og den højre skyder i den retning du peger. Det kræver en smule tilvænning, men det fungerer udmærket i spil som dette, hvor alt ses fra oven og ned. Spiller du alene, er det nemt at skifte rundt mellem de fire overlevende for at kunne udnytte deres forskellige evner.

Gameplayet er dog temmelig ensformigt, da det ofte blot gælder om at komme fra punkt A til punkt B uden de store forstyrrelser. Det hjælper dog på det at hver karakter har forskellige våben lige fra sniperrifler til shotguns. De har også alle en ”pwnage”-evne, som gør det hele lidt sjovere. Pwnage bygges op efterhånden som du får zombie kills og når den er klar, kan den aktiveres hvis man befinder sig i en presset zombie situation. Jeremy får x4 skade på hans uzi og Def Money smider sin boombox med 80’er hits, der får zombierne til at stoppe op og danse. Alma bygger på rekordtid en lille, men effektiv, maskingeværstilling og præsten Bill påkalder sig hellige kræfter, der giver ham en aura og healer kammerater i nærheden. Udover Pwnage har de også hver en ”zombie bait” i form af en propan tank, molotov, nærkamps beserk og en teddybamse fyldt med sprængstoffer. Disse genopfyldes ved at finde skruenøgler, spørg mig ikke hvorfor.




Never Die Alone har to modstridende elementer i sig. Det SKAL simpelthen spilles i multiplayer, da det meget hurtigt går hen og bliver kedeligt hvis man sidder alene og tryner zombier og det kan være svært at styre alles pwnage evner på en gang. På den anden side bliver spillet simpelthen alt for nemt når man er flere, fordi der styr på alle fire karakterer og man har mulighed for at koordinere med pwnage og zombie bait. Der er mulighed for at oprette et spil lokalt eller over Xbox Live.

Er man bare to mand stærk kan man rende Story Mode igennem på lige knapt halvanden time, og hertil skal det siges at der ikke er mulighed for at sætte sværhedsgraden op. Man kan vælge at gå efter de små ekstra mål for hver bane, og på den måde manuelt at gøre det hele lidt sværere, det giver bare slet ikke det samme som hvis man nu kunne vælge en højere sværhedsgrad.




Når man nu ikke kan justere på sværhedsgraden og Story Mode er gennemført, byder spillet på en Survival og en Survival Black Out Mode. Survival er opbygget af bølger af fjender som vi efterhånden kender det og man kunne håbe på at der her var lagt op til en seriøs udfordring, som kunne gøre det op for den lette story mode. Men igen bliver man skuffet, da det primært er standard zombier man kommer op i mod, og der er ikke skruet specielt meget op for intensiteten. I Survival Blackout ligger banen sløret hen med en slags tåge så man kan ikke se ret langt frem, men igen; så længe det der kommer stormende mod dig kan tampes så nemt tilbage, så gør det her en meget lille forskel, om du kan se 3 eller 20 meter frem.




Konklusionen på Zombie Apocalypse: Never Die Alone er, at det slet ikke er et dårligt spil, det er velproduceret og fint poleret, men kommer man derimod under overfladen – ja så er der ikke meget at komme efter. Men sidder man et par gutter og trænger til et break, så er det ganske underholdende at køre en omgang Story Mode eller Survival Black Out. Spillets mangler gør, at det aldrig bliver mere end middelmådigt og det er godt prisen ligger på 800 MS point og ikke højere.