Spillet foregår i 30’ernes Boston, og man spiller som en ukendt mand iklædt trenchcoat og hat som en sand detektiv. Vores hovedperson kommer kørende, da han pludselig rammer en kvinde på vejen, hvilket resulterer i, at han kører ind i et træ. Hårdt forslået forsøger han at søge hjælp i et af de nærliggende huse, og her støder han på et gammelt hus, som ser tomt og forladt ud. Han beslutter sig dernæst for at gå ind i huset for at lede efter en telefon, men dette skal vise sig at være en forkert beslutning, da biluheldet pludselig bliver det mindste af hans bekymringer.
Huset er nemlig fyldt med spøgelser, som kun vil ham det værste, og det er nu spillerens opgave at løse mysteriet, som huset gemmer på, så man til sidst kan komme ud af det igen. Huset er dog fuldstændig mørkt, og man er derfor som spiller afhængig af de tændstikker, man finder på sin vej rundt i huset. Det at der er så mørkt er i sig selv nervepirrende, men tanken om at ens tændstik kan gå ud hvornår det skal være, og man ikke har flere tilbage, er kun med til at gøre oplevelsen endnu mere uhyggelig.
White Night er nemlig en visuel oplevelse uden lige, da de sorte og hvide farver er med til at skabe en dyster atmosfære, som jeg personligt ikke har oplevet i et spil før. Man ved aldrig hvad der venter længere henne ad gangen eller rundt om hjørnet, hvilket er med til at skabe den uhyggelige stemning. Som førnævnt minder den visuelle del meget om Frank Millers, Sin City, hvilket bestemt kun er et plus i min bog, men ligesom med filmen, vil det helt sikkert ikke være et spil for alle. Alligevel vil jeg dog anbefale, at man ikke fravælger spillet blot på grund af de manglende farver, da jeg i hvert fald selv blev meget positiv overrasket.
Udover den flotte og originale visuelle stil er historien i White Night også overbevisende. Man har konstant en lyst til at få mere at vide om mysteriet i huset og ved at gennemføre de små gåder og opgaver, kommer man hele tiden tættere på sandheden. Især er stemmeskuespillet troværdigt, og hovedpersonen fortæller løbende sine tanker, så man med tiden knytter en relation til karakteren. Hvis man virkelig vil have alt baggrundsviden om hvad der er sket i de mørke rum, er der også mulighed for at finde bøger rundt omkring i huset, hvor de fleste af dem er dagsbogssider fra de afdøde personer. Det er efter min mening igen med til at bevise, at historien virkelig er gennemtænkt og veludført.
Selvom White Night har en gennemtænkt historie, kan man desværre ikke sige det samme om spillets forfærdelig gemme-funktion, hvor du selv manuelt skal gemme ved bestemte lænestole, som kun er i nogle få rum. Det har resulteret i, at jeg flere gange er gået tilbage for at gemme men desværre møder et spøgelse på vejen, hvilket betyder, at jeg dør og dermed skal begynde forfra fra mit sidste save. Det er enormt frustrerende og samtidig er det med til at ødelægge spiloplevelsen, da man konstant skal vandre tilbage for at gemme, så man ikke risikerer at skulle starte forfra. Jeg fik derfor hurtigt associationer tilbage til min tid med min Playstation 1, hvor gemme funktionen fungerede på samme måde, og jeg ventede egentlig kun på, at spillet pludselig vil bede mig om at indsætte et memory card i maskinen. Det er en skam og jeg må indrømme, at jeg er overrasket over, at der fortsat er spil i dag, der har samme gemme funktion.
Spillet benytter sig derudover også af det såkaldte ”fixed camera” hvilket man også finder i spil som eksempelvis The Walking Dead. Personligt kan jeg godt lide denne form for kamera, når det fungerer, men det er desværre ikke tilfældet i White Night. Op til flere gange er der valgt de mest besynderlige kameravinkler, som skaber forvirring og samtidig er med til at fjerne det overblik, der ellers er så nødvendig, når alle rummene er kulsorte. Det kunne derfor have styrket spillet noget, hvis man havde haft en mulighed for at bevæge kameraet rundt, men man kan jo også vende dem om og sige, at det kun er med til at skabe endnu mere spænding.
Sidst men ikke mindst havde spillet desværre også til tider gåder, der simpelthen var for svære at løse. Når man derudover er stærkt presset på grund af den begrænsede mængde tændstikker til rådighed, har man ikke tiden til at fordybe sig i at løse opgaven, hvilket er en skam, da gåderne ikke ville have været nær så svære, hvis der var blevet afgivet tid til at spilleren kunne tænke sig om. Det fører også tilbage til problemstillingen om gemme-funktionen, da man i sidste ende kan risikere og løbe tør for tændstikker, og hvis der ikke er blevet gemt i et stykke tid, skal man dermed starte forfra på ny.
White Night er helt sikkert ikke et spil for alle, men man kan ikke benægte, at det på alle måder formår at skabe en skummel og dyster stemning med sine sorte og hvide farver. Derudover leveres der også en solid historie, som er spændende og samtidig med til at fange en foran skærmen. Alligevel fejler spillet dog på det tekniske, med en dårlig gemme-funktion og til tider besynderlige kameravinkler. Hvis man dog kan leve med disse fejl, og er klar til at betale 111 kroner, er White Night helt klart et spil, der skal prøves.
Facebook
Twitter
